Om forholda i Ål på 1800-talet av Ole Olsen Ruud Barman 1816—1912

 

gjetereGamle Minder : herfra og derfra om, hvorledes Gud leder Mennesket,
av Ole Olsen Barman, utgitt i 1908.

Ola gjekk på Heltbergs studentfabrikk i 1845 og tok teologisk embetseksamen i 1849.
Han fekk det fyrste prestekallet i Hellesylt, men pådrog seg pietistisk vreide ved å spela fiolin og undervise i naturfag i misjonshuset.

«13 Aar i Hallingdal
I Aals Prestegjeld, Hallingdal er en Fjeldbygd,
som kaldes Qvindegardslien eller kortere: Lien i daglig tale.
Det er et Dalføre, der ligger høit til Fjelds. Korn
og Poteter frøs ofte bort, undtagen paa Gaarden Mykjing,
der da i 1830, var omringet af Furuskog, den ansaaes
for frostfri. Solsiden var beboet. Med Bønder og Plads
-mænd var der omtrent 20 beboede Steder. En Gaard
bar Navnet Thorsgaarden. Thor hadde vel havt et
Alter der. I Dalbunden løb der en Elv. Midt i Byg
den laa der 3 Gaarde med Navnet Ruud. En gang
hadde alle 3 udgjort en Gaard.

[….]Mine Forldre vare Ole Olsen
Ruud og Gun Olsd. Tveito. Jeg er født 1816, 24de
September.

[…] Aals Gjæld stod da heller ikke tilbage, det hadde
3 Kjæmper: Hendrik Laa, Trulsegutten og Ellinson.
Var en af disse tilstede i et Lag, maatte de andre tage
Vare paa sin Tunge, vilde de gaa helskindet Hjem.
Hendte det at der ikke var Brændevin at faa, kunde
det gaa fredelig af, men det var vel sjeldnere at det
Djævelskab ikke fandtes, og da faldt tidt et Slængeord
som bragte han et rødt og blaatt øie og maatte være
glad om han slap med det.

Ja, men der trængtes jo lang øvelse for at op-
naa Høvdingeskabet. Øvelsen tog sin Begyndelse i
1O-Aars Alderen.

Var der samlet ældre Ungdom og Drenge blev
de yngre egget og hidset sammen til at prøve Styrke
og Smidighed, dels til Fornøielse for de ældre, dels
for at se, om der var Haab om at faa en Høvding i
Bygden.

Var der Brændevin at faa, da fandt de ældre selv
paa Morro. Der var Talemaader som var vel kjendt.
Naar nogen hadde været ude i et Lag eller et Bryllup
og man spurgte om der var Morro der, og de svarede:
Nei, dæ va kji de daa. Det var det samme som at der
var ikke Slagsmaal. Var der ikke Brændevin i Laget
kunde alt gaa sømmeligt til; men det var sjelden man
manglede det, da hver Mand jo hadde Lov til at lave
det, naar man hadde Raad til at koste sig Redskaber.
Endelig blev der af Regjeringen sat en Grændse for
brugen af Redskaberne. Lensmanden forseglede dem
og vilde nogen bruge dem, tog Lensmanden Seglet af,
og naar de var brugt satte det paa igjen. Men mange
fandt Udvei for det. De hadde reddet Apparaterne
bort i en Fjeldkløft, der brændte de fort væk. Brænde-
vin maatte de ha.

Kom en Ungdomom ind i et Drikkelag og han næg-
tede at drikke sit Glas saa tog de han mod Magt og
rendte i han Brændevin.

I Høitiderne, især i Julen, var det værst. Store
Flokke kunde løbe gaardimellem efter Øl og Brændevin.
Var Far hjemme gik de gjerne forbi vort Hus. En
Gang da han var hjemme kom en stor Flok hujende
og skrigende gjennem Gaarden. Han gik ud, jeg ogsaa.
Mellem 2 af dem var der stor Trætte, saa røk de sam-
men, den ene slog den anden ned, hos den nedslagne
blinkede Kniven. Folk raabte: Skynd dig bort Nils,
han Ola bruger Kniven. Seierherren sprang sin Vei,
den overvundne efter med blinkende Kniv. Overvinde-
ren greb en lang Stour, vendte sig rundt og slog Stou-
ren tvert af paa den overvundue. Derpaa gik hele
Flokken fra Gaarden Ruud.

Nu og da hændte det, naar Far ikke var hjemme,
vi stængte da alle Dørene, satte Jernstænger indvendig
paa Døren og slog Lemmerne for Vinduerne, Flokke
kom med brølende Skrig og Skraal og rispede med
Knive i Væggene og Vinduskarmene.

Mor og Far hadde Slægtninge her og der i Aal,
som paa Skaarsgaard i Vas, Tveito, Rotneim, Hus og
Villand og Strand. En af dem besøgte Far: 14 Dage
Bageftefter fik Far Underretning om, at Manden var dræbt.
Hans Navn var Erik. Det gik saaledes til: 2 vilde
Kroppe, ægte Desperadorer kom til Manden og forlangte
Brendevin og Vilde brække op Kister for at finde noget.
Han kastede dem paa Døren. Hadde han ladet sig
nøie med dette, hadde vel alt gaaet godt, men han løb
ud efter dem for at faa fat i dem. En af de to vendte
sig om og la Erik død paa Stedet med Kniven.

En anden lignende Begivenhed fik et andet ud-
fald. Tvende lignende Desperadorer kom ind til Ole
Strand og krævde med Frækhed at han maatte skjænke
dem i Julen. Han svarede ikke noget, sad lidt og hørte
paa, lod vel til at han kanske var villig til at lyde og
byde dem noget. Men med et Tag i Brystet paa begge
trykker han dem op i Gruvestenen — Peisen. Derfra
tager han dem op kaster dem paa Døren. Og de skyndte
sig bort.

Hver Tid har sin Vis og Skik. Var en Mand
beskjenkt — fuld — naar han begik et Mord, maatte
Straffen formidles. Den burde have været skjerpet.
Af dette maa det være nok nu. Jeg gruer ved
at tenke paa det og takker altid Gud for at vi kom
bort fra et saadant Levesæt. Og med alt dette var det
haardt at faa det nødvendige Ophold for Livet ogsaa.
Fra det rige Hav var intet at faa uden med Livsfare
og sikkert Tab.

Hvert Aar i August Maaned sendte gjerne de
Mænd, der hadde Raad til det, en Hest og Mand til
Lærdalsøren over Fjeldet for at hente en Tønde Sild.
Tre Mand slog sig gjerne sammen, for Lærdølen styrte
Kniven ligesaa godt som Hallingdølen. Saa la man 2
Vidjekurve paa Hesteryggen, en paa hver Side af
hesten. Hver kunde rumme en halv Tønde Sild og
et Knippe Tørfisk. Naar hesten kom Hjem igjen efter
Reisen over de høie Fjelde var den færdig for Livet.
Det første Manden maatte gjøre, var at afløse Hesten
fra sine Lidelser. Og Føden man fik i den Sild, ja
den var som den var. Men hvad vilde Folk nu sige
om saadan Føde?

Ole Ruud begyndte mere og mere at tænke paa
at forlade sit Fødested. Grundene var: Den daarlige
Skoleundervisning, Drukkenskaben og Uskeielserne
blandt Ungdommen og Gaarden Ruud var frostlændt,
Korn og Poteter frøs ofte bort.

Ole Ruud hadde ikke forladt Hallingdal hadde
han faaet forbedret Skolevæsenet og havt Udsigt til
større Begrænsning af drukkenskaben. Han fortalte at
han var en af dem, der i 20 Aarsalderen blev holdt
med Magt og rendt Brændevin i.

Træplantning maatte anlægges om Gaarden for at
faa den frostfri. Der blev saet Furufrø, intet kom igjen.

[…]Vinteren 1829 foretog han (faren, -red.anm) Reisen til Hitteren.

[…] Sa kom Ole Ruud hjem og gjorde sig færdig
til Flytning. Auktionen varede 3 Dage. Der fandtes
ingen berusende Drikke. Henrik Laa, Trulsegutten og
Ellinsson mødte ogsaa stille og fredelige, gjorde vel et
og andet Sving op i Høiden, men det var alt. Der
blev sagt: Siden Ole Ruud nu forlod Stedet, saa var
de komne for at hindre at nogen Strid, intet Slags-
mal skulde finde Sted. Og det kan siges med Sand-
hed, at vilde disse holde sig, holdt de andre sig rolig».

Opphavsretten til denne transkripsjonen eies av Olav Sataslåtten.
Ikke-kommeriselt viderebruk er helt ok -sitér kilden.

Advertisements

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s