Om hallingenes manglende renslighet, deres styrke og dans i 1880.

Fra ‘Reisebreve og Folkelivs-Studier’ av Yngvar Nielsen, Kristiania : Mallings Boghandels Forl., 1880.

«Fra Sogn kom jeg op til Bjøberg paa Hemsedals-
fjeldet. Denne fjeldstue ligger 1013 m. over havet,
lige over birkegrænsen. Forkrøblede stammer staa paa
myren straks nedenfor fjeldstuens venlige, rødmalede huse,
der ligge hint inde under en liden fjeldknat, der be-
skytter dem mod nordenvinden. Det er altid hygge-
ligt at komme til Bjøberg. Her er godt stel, og man
føler, at saavel manden paa gaarden, som hans familie
ere glade over at se de reisende komme indom. Saa
vidt jeg ved, er det nu omtrent hundrede aar, siden
den første mand nedsatte sig paa dette sted. Der har
her altid været megen trafik over fjelde’ mllom Sogn
og Hallingdalen. ligesom paa de ulige besværliger
fjeldovergange fra Aal til Aurland og Borgund. Men
der vides intet om, at der før har boet folk her paa
fjeldet. Fra først af var det kun et dårligt stel paa
Bjøberg; men dog maatte det være hint for veifarende
folk at komme derind, naar vinterstormen fog i den
kolde nat. Lidt efter lidt er det blevet bedre; det er
kommet nye og bedre huse, og det hele er anlagt
efter en større maalestok. For omtrent firti aar siden
kom der god vei over fjeldet, og siden har Bjøberg
været en fuldstændig fjeldstue, ligesom de, der ligge
ved den ældre vei over Filefjeld mellem Valdres og
Sogn.

Før denne vei blev anlagt, havde der i grunden
ikke været nogen gjennemgaaende trafik fra Østlandet
til Sogn og Hardanger over Hallingdalen. Kun sjelden
har der her faret reisende. En bekjendt mand, som
i det syttende aarhundrcde reiste over Hallingdalen til
Bergens stift, var Ulrik Frederik Gyldenløve, som i
Juli 1667 lagde veien over Aal og Hardangervidda.
Selv efter anlægget af den nye vei var færselen længe
meget liden.

Dette har til en vis grad været heldigt, forsaavidt
Hallingen derved er bleven mere upaavirket af uden-
verdenen og har kunhet bevare meget af det gamle.
Dalen gjemmer endnu mange bygninger, der ere et
par hundrede aar gamle, af hvifke den lille stue her
paa Gulsvik er en af de mest bekjendte, skjønt den
ikke staar meget over de øvrige i interesse. Paa Biø-
berg er det hus, der benyttes af familien selv, en ægte
Hallingstue af den gamle sort. Det er bygget’ sam-
‘men med flere af udhusene, — en meget fornuftig
indretning paa et sted, hvor man maa være overor-
dentlig glad ved at slippe med syv maaneders sne om
aaret. Træder man derind, moder ‘øiet en kaotisk
forvirring. Det store rum er fuldt af mennesker, der
udføre sine forskjellige arbeider uden at forstyrres af
hinanden.

Der er høit under taget i Hallingstuen, og
man ser helt op under tagbjælkerne. Røgstuens kon-
struktion er bibeholdt, men Ijoren og aaren midt paa
gulvet ere forlængst forsvundne. En vældig peis i det
ene hjørne har aflost dem allerede for aarhundreder
siden. Denne giver enhver stue i Hallingdalen, naar
den kun er nogenlunde ren, et koseligt udseende; men
desværre staar det endnu langt tilbage med rensligheden.
Paa den øvre side af den smale gaardsplads er
der paa Bjøberg opfort en egen bygning for de reisende,
hvor man finder et tækkeligt stel. Døtrene paa gaarden
have efterhaanden forestaaet dette; eftersom de ældre
ere blevne gifte, ere de yngre komne i deres sted, og
der synes endnu at være fler igjen, som efter tur
kunne rykke op. Knut Bjøbergs døtre er velopdragne
og tækkelige unge piger, der i kundskaber og dannelse
staa langt over det almindelige niveau hos Hallingda-
lens kvindelige befolkning. De have trofast bevaret
egnens nationaldragt, som naar den er ren og velholdt,
taber noget af sin uformelighed.

Den nuværende Hallingdragt, hvis kjendemærke
— udenfor dalens nederste del — hos mændene er de
lange bukser og den korte trøie, hos kvinderne det
lange skjørt, der gaar helt op under armene, er ikke
af nogen høi alder. Den ældre dragt var vidt for-
skjellig fra den og ulige mere klædelig. Man kan se
afbildninger af denne paa en tavie i Gols kirke, lige
som et nogenlunde fuldstændigt exemplar af den gamle
mandsdragt findes i universitetets ethnografiske samling.
Medens bukserne nu ere udvikiede til en alt opslugende
længde, heder det i Iver Wiels beskrivelse over Ringe-
rike og Hallingdalen, der er forfattet i at Hal-
lingerne gaa i korte klæder og fjelddragt, mændene
med vadmel og kvinderne, naar de ere formuende, i
røde trøier og sorte skjørter, med messing-bælte om
livet. Denne beskrivelse strider aldeles mod den, der
forekommer i nogle af de i senere tid optegnede sagn
fra Hallingdalen, hvorefter Hallipgerne oprindelig skulde
have baaret fodside kufter, men er vistnok aldeles rig-
tig.

Til den dragt, der nu findes i den ethnografiske
samling, hører der to ikke meget lange kufter, den ene
rød, den anden hvid, af hvilke den ene bæres udenpaa
den anden. Benklæderne ere korte knælnikser, kunstig
udsyede med den saakaidte Iindorm-som. Til drag-
ten hører ogsaa en saakaldet «bravmandshue», kantet
med pelsverk. Denne dragt skal være fra omkring
1780. En saa gammel mands-dragt er en stor sjel-
denhed; i almindelighed ere mændene ikke saa om-
hyggelige med at opbevare sine aflagte klæder, som
kvinderne. For Hallingdalen kan det dog være tvivl-
somt, om der nu længere findes bevaret nogen af de
gamle kvindedragter. Det har ialfald ikke været mig
muligt at faa opspurgt saadanne i de dele af dalen,
hvorigjennem jeg i denne sommer har reist.

De nuværende kvindedragter i Hallingdalen ere i
det hele meget ensformige; mellem de enkelte bygder
findes der nogle mindre afvigelser, og den, som kjen-
der disse, kan straks sige, fra hvilket prestegjæld den
kvinde er, som bærer dragten. Der hører ikke meget
sølv til disse dragter, og Hallingens sølvarbeide staar
heller ikke synderlig høit. Smykkerne forarbeides dog
her i dalen selv; men de staa saavel i smagfuldhed
som i arbeidets finhed, langt tilbage for, hvad Thele-
marken har at byde. Paa Bjøberg havde jeg blandt
de sager, som der, ligesom paa skifterne i Lærdal,
vare indlagte til salg, anledning til at erhverve en
syije og to fingerringe. De vare alle tre karakteristiske,
men kun slet udførte. Navnlig er syljen en god prøve
paa de hallingdalske guldsmedes smag og kunstfærdighed.

De smukke sølvhesatte bælter, som findes i andre
af yore fjeld- og fjordegne, synes ikke at forekomme
i Hallingdalen. Sølvet erstattes her af messing, hvori-
mod bælterne for øvrigt ere hinanden lige. Ogsaa i
Hallingdalen kaldes de støle-bælter en benævnelse, der
hos Ivar Aasen kun omtales som brugelig i Bergens
stift. Navnet har intet at gjøre med støl, en sæter,
men afledes af et ganske andet ord, støl, en metal
plade. Saadanne anbringes nemlig — enten de ere af
sølv eller af messing — i en lang række paa bæltet, der
gjerne er af rødt tøi. I den ethnografiske samling
vil man baade kunne se et hallingdalsk bælte af denne
sort, der saa tarvelige end messing-stølerne er. De
tager sig ganske godt ud, og et bælte med forgyldte
sølv-stoler, der er kommet fra Valdres. Hallingbæltet
er fra Hol, altsaa fra den øverste bygd i dalen.

Iver Wiel siger i sin beskrivelse af Hallingdalen,
at dens indbyggere ere et haardt folk og æde meget
slet kost, og noget senere, at »i deres omgjængelse
indhyrdes ere de meget simple, men i deres handel
med andre trædske. Akkorder imellem dem selv skjer
ikke skriftlig, men med haand i haand, og derpaa
drikke de en kaup-skaal. Ingenieuse ere de ikke, og
deres kvindfolk kan ikke arbeide andet end vadmel
og stelle i sæteren. Uagtet der nu er hengaaet over
120 aar, siden disse ord bleve nedskrevne af en mand,
der kjendte Hallingen meget godt, kunne de dog’ frem-
deles passe i mange henseender. Hos nabobygdernes
befolkning har han ikke det bedste ord for paalidelig-
hed, og han frygtes endnu meget for sin vildhed.
Men han har dog allerede forbedret sig meget, og be-
dre vil han med tiden blive. At et folkefærd, der i en
stor udstrækning nærer sig som fækarle og handels-
karle, ikke altid bliver ganske nøieregnende i henseende
til de forpligtelser, de have mod andre, og navnlig
benyde enhver anledning til at skaffe sig indtægter
paa andres bekostning, er ikke meget paafaldende.
Men det kan være tvivisomt, om Hallingen hen er
værre end andre af vore Iandsmænd, der have den
samme næringsvei, og netop i dette punkt kan man
af den stigende oplysning vente sig betydelige frem-
skridt i retning af forbedrede moralske begreber.

Vildskaben er ogsaa nu mindre end før; men den
er dog fremdeles tilstede, navnlig i de øvre bygder.
Slige bedrifter, som de, hvorom man nu læser i sagnsam-
Iingerne, forekomme ikke mere; men i fuldskab er Hal-
lingen den dag idag ikke god at komme ud for. Jeg
maa her atter igjen henholde mig til den ovenfor an-
førte auktoritet, Iver Wiel, som siger: Man skulde vel
tænke, at Hallingen inklinerede til drukkenskab, da
man hører, desværre, med knive at begaaes saa mange
mord; men det er ikke saa, thi de drikke i alminde-
lighed blande eller valle med vand i; men naar de
komme i lag eller gjæstebud, er det, de drikke over
al maade, mest godt øl, men og noget brændevin.
Der er det just, man ser dem ligere hæster og grumme
dyr end mennesker; og naar de saa have været i lag
eller g’æstebud at drikke, ligge de langs ud efter veiene.
— — — I saadan fuldskab er det mest kniv bruges
og de fleste ulykker ske; thi de, som ellers have ingen
ambition og liden courage, have alt dette naar de
blive fulde.’ I vore dage bydes der hyppigere adgang til at
tage sig en rus, og det er saaledes ikke alene ved
festlige anledninger, man kan faa se fulde Hallinger.
Men dog er de’t rimeligvis fremdeles saa, at det især
er i de store gjæstebud, der forekommer tilfælde af
drukkenskab og slagsmaal.

Hallingen er ellers forbausende smidig og let; han hopper og springer,
som maaske ingen anden af vore fjeldfolk, og kan gjøre
de vidunderligste kast og luftspring. For fem aar siden
havde jeg anledning til at se en morsom prøve paa
denne deres færdighed, og det midt paa landeveien
mellem Haftun og Næs. Skydsgutten ha de øiensynlig
faaet sig nogle morgendramme og var derved bleven
særdeles meddelsom. En dansk herre. med hvem jeg
reiste i følge, begyndte at tale med ham om Halling-
dansen og spurgte, om han var flink i denne. »Ja det
kan Du tro!« sagde gutten giv mig en mark, og saa
skal Du se! Da marken var i guttens haand, Var
ogsaa hans fod i toppen af et grantræ, der stod lige
ved veien. Vi maatte indrømme, at et saadant kast
nok var værd sine øtti øre, medens gutten kunde fryde
sig ved udsigten til noget ovenpaa de tidlige mor
gendramme.

Jo mere afsides Hallingen lever, desto sjeldnere
har han adgang til at drikke sig fuld udenfor brylluper
og lignende anledninger. For helbreden gjør det neppe
meget, om han en enkelt gang kan tage sig en vældig
rus; men faren ligger i slagsmaalene. I denne hen-
seende er hans natur fremdeles den samme, som den
var i forrige aarhundrede, og kniven sider løst i sli-
ren, naar øllet begynder at virke. Det syrlige øl, som
tilvirkes i Hallingdalen, er baade stærkt og velsma-
gende, ialfald for den, som er vant dertil. I varmen
er det særdeles læskende; men for den, som tager
meget til sig, bliver det let farligt.

Et slagsmaal mellem to Hallinger er en farlig sag.
Det er en stærk slægt, som har hjemme i denne dal.
Paa gaarden Raaen i Hol bor der en mand, som i
sin tid har været meget stærk. Jeg kom til ham paa
mit første besøg i Hallingdalen i Juli 1859 og fik en
venlig modtagelse. Før vi gik ind i stuen, bad han
mig og mine reisekamerater bese den indskrift, som
var huggen paa en mægtig sten, der laa udenfor hans
dør. Denne indskrift var talende: Løftet af Sander
Raaen, 1846. Havde ikke manden gjort indtryk af
at være en gjennem sandru mand, havde vi aldrig
kunnet tænke os múligheden heraf. Saadanne stærke
mænd er der vel ikke paa hver gaard; men der er
dog mange af dem omkring i dalen.

Hallingen har ogsaa stor respekt for styrke. I
1858 bleve et par venner af mg roede op over Kro
deren af en mand, som havde hjemme helt oppe i
Aal. Medens de sade i baaden, kom talen paa pre-
ster. Ja, vi har prest, sagde rorskarlen; der findes
ikke prest i landet, som lægger ham’. Den daværende
sogneprest i Aal var ogsa en ualinindelig stærk mand,
og det er ikke umuligt, at dette hensyn har havt no-
gen indflydelse paa hans befordring, da han for om-
trent firti aar siden blev ansat som første sogneprest i
det nyoprettede Gols prestegjæld.

I Gol var almuen ikke fornøiet med at faa en prest i bygden, og de
værste slagsbrødre optraadte yderst udfordrende. Men
da de fik at mærke, hvilken mand der var kommet
op til dem, blev det anderledes, og det varede ikke
længe, inden der herskede et meget godt forhold.
Der stod et stort ry af den stærke prest i Gol.
En gang var han reist paa hesøg til nabopresten i
Aal, der var en svær og ubehjælpelig mand. En bonde
kom ind og var meget grov, hvilket irriterede den frem-
mede prest, saaledes at han reiste sig, tog manden i ryg-
gen og satte ham tværs igjennem døren tid paa gaards-
pladsen. Hallingen vilde ikke lade sig nøie med en
saadan behandling og vilde tilbage for at hævne sig.
Men da han saa en af prestegaardens piger komme
forbi, spurgte han hende først, hvem det var, der saa-
ledes havde at ham udenfor. Det var Golspresten,
sagde hun. Da er det nok bedst, jeg ser til at komme
herfra, sagde den anden, og dermed sprang han væk
saa hurtig han kunde.

Senere blev Golspresten forflyttet til Aal, hvor han
levede i mange aar. Han skal, som ofte er tilfælde
med usædvanlig stærke folk have været en snil og
godmodig mand, med hvem det var let at komme ud
af det. I sine sidste leveaar var han udsat for ube-
hageligheder i sit eget prestegjæld, om hvis rette sam-
menhæng jeg af mangel paa kjendskab til forholdene
ikke kan udtale mig. Om denne nu afdøde mands
sjeldne styrke kan man endnu høre Hallingen fortælle
med beundring, og naar hundrede aar eller mere ere
gaaede, vil maaske endnu mindet om den stærke prest
leve i dalens sagn, med mindre Hallingen rent skulde
forandre sin natur og tabe den agtelse, som han nu
nærer for alle stærke mænd.

Da efter al rimelighed civilisationen i de kom-
mende hundrede aar vil fremkalde større forandringer
i dalen, end de sidste have gjort, er det nok muligt,
at dette, hvor utænkeligt det nu end kan synes, dog
vil ske. Dersom Bergensbanen en gang i tiden bliver
lagt gjennern denne dal, vil den medføre en fuldstæn-
dig omvæltning i alle forhold. Der er allerede i denne
henseende gjort meget ved nybygningen af den hal-
lingdalske hovedvei. Før i tiden var bi. a. veien her
fra Gulsvik op til Næs overordentlig bakket og saa
tung, at man kun i nødsfald kunde transportere tungere
varer derover. Korn o. lign. førtes da paa baade, som
bleve stagede eller trukne op over elven. Opover var
dette en langsom befordringsmaade idet der medgik
flere dage, medens man kunde komme nedover paa
fem timer. Efter veiens ombygning er denne baad-
trafik mellem Gulsvik og Næs efterhaanden ophørt, og
naar alle ere døde, som vare kjendte med elven, vil
der formodentlig aidrig høres mere derom».

gretefarger

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s