Lisbet-Per vant kappspillet mot fanden og spilte så huset på Hamarsbøen løftet seg.

«Han hed Per, og Mor hans hed Lisabet; derfor gik
han under Navnet Lisabet-Per.

Sagnet nævner intet Aarstal; men det vil vide, at
Lisabet-Pers Æt nu er naadd til niende Led.
Saa siges der, at Per var bare en tretten—fjorten
Aars Gut, da han og Mor hans kom med et Fantefølge
over Fjeldet ned til Mørkdalen paa Voss. Lisabet var
fuldblods «Fante-jente” Taterkvindfolk —, og hun
holdt sig med en Fant, som kaldtes Svarte-Bertel. Men
Bertel var ikke Pers Far; Per selv lod sig stundom i
sine senere Dage, især naar han havde noget i Hodet,
forlyde med, at Far hans nok havde været meget til
Mand. Va Mor mi ei sotute Kraaka, so va Far min
ein gullfjora Hauk”, skal han ha sagt.

— Paa Nesheim i Mørkdalen røk det løs med et
stort Slagsmaal mellem Fanterne indbyrdes; og herunder
fik Lisabet, som vilde hjælpe Bertel, et Knivstik i Siden,
saa hun stupte død paa Flekken. Fanterne mured Liget
ned i en Urd, — det skede ved Midnatstid, og da hylte
og skreg de værre end Graabener. Det er fortalt, at
de Hylene hørtes siden som Drabsvarsel der i Bygden.
Men da Fantefølget drog videre, var Per ikke med;
han fæsted sig paa Nesheim som Gjætergut.
Om Svarte-Bertel meldes, at han blev halshugget for
at ha myrdet en Prest borte i Valders. Han blev be-
gravet paa Retterstedet; men Morgenen efter fandtes
Kroppen gravet op igjen, Indvoldene revet ud og den
høire Arm slidt af.

Lisabet-Per blev svært godt likt af sine Husbonds
folk. Han var flink og paalidelig, havde ogsaa en
framifraa Lykke med Buskapen; ikke saameget som en
Lamunge kom væk for ham i de tre Somre, han var
Gjætergut paa Nesheim.
Saa var det en Dag frempaa Vaaren det fjerde Aaret,
at Per ikke kom hjem med Sauerne om Kvelden. Mad-
mor hans blev ængstelig og fik Manden sin til at gaa
op i Marken for at se efter. Han fandt snart Saue-
flokken; den havde lægret sig under en Berghammer,
som sagdes at huse Huldrefolk.
Men Per var ikke til at se eller høre, endda alt hvad
Nesheimsmanden speided og raabte. — Jo, saa kom
han bort til et Seljetræ bent udfor en liden Heller i
Hammeren; der laa øog Sponer og en afbarket
Siljetén, som naar nogen har gjort Fløite. Og i Seije-
læggen fandt han Lisabet-Pers Tollekniv hugget fast.
Bedst som Manden stod og undredes paa dette, syntes
han saa tydelig, at der lød dæmpet Fløitespil inde i
Hammeren. I samme Nu sprat Sauerne op og satte i
tanende Sprang nedover mod Gaarden; og Nesheims-
bonden var ikke sen med at komme bagefter.
Men Per var væk og blei’ væk. Man holdt det for
en given Sag, at han var tat i Berg af Huldrefolket,
og der blev gjort, hvad gjøres kunde, for at faa ham
ud igjen. De strødde Kirkegaardsmuld under Helleren,
de banked paa Berget baade med Staal og Arvesølv;
og naar en af Kirkeklokkerne paa Vinje ikke blev hentet
derop, saa var det bare den ulændte Vei sin Skyld.
Det led ud paa Høsten. Saa hændte det tidlig en
Søndagsmorgen, for endnu nogen var oppe paa Nes-
heim, at Per kom sættende ind gjennem Døren, trev
en Kniv, som laa paa Bordet, og skar sig et Kors over
Gummen paa venstre Lillefinger, saa der drypped Blod.
Da skreg det saa stygt udenfor. Men Per satte i med
en Haanlatter og raabte:
Du fekk ingjen Mann idag, helde, Guro Grebbe!”
«Nei, — eg trødde paa Rova mi aa stupte; for eg
hadde gløymt klyppa Tagle,” skreg det tilbage.

Om sit Ophold i Berget var det lidet eller intet, de
fik Per til at fortælle. Gjæte vilde han ikke mer; men
han tog Tjeneste som Gaardsgut. Da Aaret var omme,
havde han nye Klær paa Kroppen og tre Dater i Lom-
men; og for de tre Dalerne kjøbte han sig en Fele.
Husbonden skjændte; det var vækkastede Penge, mente
han, — for Per kunde jo ikke engang stille, endsige
spille.

Men da satte Per sig bort i Høisædet, la Felen til
Kindet, og det kan vel være, han fik Laat i den! —
sligt Felespil var ikke hørt paa Voss før; det var, saa
det baade lo og græd, og som han rigtig slap sig løs,
saa tog Folks Fødder paa at danse af sig selv. — Det
havde han igjen for Sommeren inde i Berget.
Snart var Lisabet-Per kjendt som Mesterspiller, ikke
alene paa Voss, men ogsaa i Hardanger og Sogn,’ —
ja, hans Ry rak endog østover Fjeldet til Hallingdal og
Valders; og at spille som «sjøle han Lisabet-Per” var
det bedste Skudsmaal, en Felespiller kunde faa.
Han var jevnlig ude i Bryllupper og andre Gjeste-
bud, hvor der dansedes; gode Penge tjente han, —
forstod ogsaa at passe paa det tjente. Sagnet har Træk,
som viser os ham nærig indtil Griskhed.
Han drev med Handel, mest Skræppehandel, ved
Siden af Felespillet. Omsider gifted han sig med en
Enke; med hende fik han Gaarden Gudvangen i Nærø-
dalen og var nu en ret velholden Mand.
Endnu den Dag idag lever der Slaatter, som bærer
Lisabet-Pers Navn, og der er mange Beretninger om
den sælsomme Magt i hans Spil. — Bent ovenover
Gaarden Hylland, som ogsaa ligger i Nærødalen, holdt
en stor Bergknause paa at sige løs, godt og vel etpar
tusen Fod oppe i det stupbratte Fjeld. Det var at for-
udse, at naar Knausen engang ramled nedover, vilde
Gaarden bli begravet med det samme. Selvfølgelig var
Folkene paa Hylland i stadig Dødsangst, og naar Husene
ikke blev flyttet, da var det, fordi det ingen skred-sikker
Tomt fandtes.
Saa en Dag kom Lisabet-Per ruslende med Felen sin.
«Gje du meg Bjøllekyri di og Store-Borken din, —
so faar eg prøva,” sa han til Hyllandsmanden og pegte
op mod Berget.
Jo da, og et digert Sølvstep atpaa, saasandt det bare
kunde hjælpe — mente Manden.
Lisabet-Per la ivei opover, satte sig paa Fjeldkanten
indenfor, med Benene hængende ned i Glapet mellem
Storberget og Knausen. Gav han sig saa til at stille
Felen, og det gjorde han saa grundigt, at det varte «fraa
Daur te Nons” — det vil sige i omkring fire Timer.
Endelig tog han paa at spille, og det blev han ved med
lige til Soleglad. Saa kom han ned igjen til Gaarden;
men da fandtes der ikke en tør Traad paa hele hans
Krop af bare Sved — slig havde det tat paa ham.
«Ja,” sa han, no ligge Hylland trygt i tri Hundra
Aar, soframt ingjen laakare Spelemann løyse, dar han
Lisabet-Per batt.” — Og endnu den Dag idag staar
— eller hænger — Knausen der i samme Stilling.
Glapet kan man se fra Postveien nede i Nærødalen.
— I Elven, som løber forbi Gudvangen, er der godt
Laksefiske, og endnu bedre var det i gamle Dage.
Ramsø heder Gaarden tvers over paa Elvens anden
Side. — Nu havde det sig slig, at Lisabet-Per med
Spillet sit lokked al Fisken over til sit Land, og kneb
den, saa det var lidet eller intet, de fik paa Ramsø.
Men Ramsø-Manden aatte Svarteboken, og saa fik han
Fanden til at komme og spille op imod Per.
Ja, de sad paa hver sin Elvebred og strøg og strøg,
det bedste de kunde. Og for første Gang holdt Lisabet
Per paa at tabe i Felespel; for Fisken seg mere og
mere over til Ramsøsiden.
«Meistar finne og sin Meistar, — aa du æ min,”
raabte han over; men kom hit — lat meg faa sjaa
paa Fela di!”
Jo, Fanden kom over.
Om Per fik Lov til at prøve Felen hans?
Aa jo, det kunde han faa. — Men hvordan nu Per
bar sig ad eller ikke, — nok er det, han saa sit Snit
til med Knivsodden at ridse et Kors paa Fandens Fele,
uden at Styggen merked det. Siden skulde de da til
at spille igjen; men i Forveien gjorde de af, at hvis
Per tabte, maatte han høre Fanden til paa røde Rappet,
og tabte Fanden, saa skulde han rydde al Storstenen
væk af Pers Bo. Nei, da de saa atter tog fat, kunde
Fanden ikke faa en eneste ærlig Tone frem, det bare
gnissed og rikted, og Strengene røk af alt i et. Men
Per spilled, saa tre digre Laks sprat lige op paa Elve-
bakken til ham. — Endelig kom Fanden efter, hvor-
ledes han var lurt.
«Svarte-Bertel sitt Armbein te Felehals aa Tarmane
hans te Strengje —- dan glupaste Fela, eg hadde paa
lengje!” skreg han, og bandte, saa blaagule Luen stod
ham ud af Kjæften. Han byte paa, at Lisabet-Per
nok skulde faa Pudset betalt. Men Akkorden maatte
han opfylde; og siden den Dag findes der ikke paa lang
Led saa stenfri Mark som store Gudvange-Bøen.

— En Søndag, da Per allerede var en middelaldrende
Mand, hændte det, just som han gik over sine Jorder
for at se paa Aarsveksten, at han mødte et Brudefølge
af Huldrefolk, som kom ud af Berget og skulde over
til den anden Side af Dalen, hvor de havde Kirken sin.
Per forsømte sig ikke — han tog Ildjernet sit og kasted
over Bruden; og saa blev hun staaende men Følget
hendes forsvandt. Per tog paa at ribbe af hende, først
Sølvstasen, saa Klærne, til hun stod igjen i bare Serken,
hvis Halslinning var fæstet med en stor, prægtig Skaale
Sølje. Hidtil havde Huldrebruden ikke mælt et eneste
Muk; men nu begyndte hun at be for sig saa inderlig
pent, at han skulde la hende beholde, hvad hun endnu
havde paa sig. Nei, Per var ubønhørlig, han tog af
hende baade Sølje og Serk. Men saa havde han heller
ikke mere Magt over hende; og da sa hun, med det
samme hun gik ind i Fjeldet, at fordi han havde vært
saa haard, skulde hans Afkom «verta beigalt i niande
aa ne te da tiande Le”.
«Beigalt” er et Ord, som foriængst er gaaet ud af
Sprogbrugen paa de Kanter — det lever kun i dette
Sagn; og det skal efter de garn les Sigende bety at ha
Mén enten paa Sjæl eller Legeme.
Lisabet-Pers Huldresølv er nu med Ætten spredt
viden om der i Bygderne; Kronen skal være kommet
til Lyster i Sogn, paa Voss er Søljen og et Par Spænder.
Men gamle Folk fortæller, at Huldrens Forbandelse
har fulgt Slegten nedigjennem Tiderne.

— Om Lisabet-Pers sidste Færd berettes følgende,
der væsentlig er hentet fra Hallingdal og supleret med
Brudstykker fra Sogn og Voss:
Harnarsbøen i Hol i Hallingdal er endnu i vore
Dage Lensmandsgaard, — som den ogsaa var i Lisabet-
Per sin Tid.
Der blev dengang paa Hamarsbøen holdt et Danselag,
som Frasagnet kalder «Store-Stime”, fordi saamange
Mennesker — mest Ungdom — var indbudt. Den
bedste Spillemand blev hentet, og det var da han
Lisabet-Per norda Fjelle”. Per kom over Fjeldene, og
endnu en hel Fjerdings Vei borte kunde man paa
Hamarsbøen høre Ljomen af Felen hans. Da han
naadde frem til Gaarden, var der yrende fuldt af Folk.
Som han nu vel havde faat noget at kvikke sig med
efter Reisen, gik han frem paa Dørhellen og spilled op.
Folket sanket sig, inde i Stuen, ude paa Tunet og nede
paa Laaven; og saa kan det vel hænde, der blev Dans
af! Det var frem i Mørkningen, da det begyndte, og
vildere og sterkere blev Spillet, og vildere og vold-
sommere blev Dansen, efter hvert som det led frem
over Natten. Alle dansed, unge og gamle, og danse
maatte de, enten de vilde eller ikke, saa Sveden laa
som Dug udenpaa Klærne deres. Lensmanden var
gammel og halt, han havde allerede lagt sig; men op
igjen kom han og dansed i bare Skjorte og Underbukse.
Bag Ovnen laa der en gammel Livørskone, som havde
været sengeliggende i over et Aar; ogsaa hun maatte
op, kasted over sig en Stak, greb om Sengestolpen og
tog paa at «hyfse seg” i Takt med Slaatten saa godt
hun kunde. Folk dansed slig, at mange af dem i uge-
vis bagefter ikke var arbeidsføre, og somme fik ikke
en Helse-Dag mer. — Da det led frem i Graalysningen,
gik Spillemanden ind i Stuen; for der vilde han spille
Afskeds-Slaatten — sa han. Satte han sig saa i Høi-
sædet ved den øverste Ende af det store Langbord, som
gik tversover Stuen, og bad dem stille et fyldt Brænde-
vinsglas paa den anden Bordsende. Saa tog Spillet
Fart igjen; og nu var det ikke bare Folkene, som dansed,
men alt som i Huset fandtes, Krakker og Gryder, Kopper
og Kar, —- ja endog Spjeldet oppe i Peispiben tog paa
at fare ud og i, saa Sodet gjøv. Men Brændevins-
glasset trak -sig smaat om sen opover Bordskiven, til
det var kommet frem foran Spillemanden. Da gjorde
Per nogen Slutningsløb, som var slig, at Huset letted
sig, der det stod, og man kunde se Dagsskimten mellem
Stokkerne i Væggen. Men da trilled Taarerne ned
over Kinderne hans. Saa reiste han sig, greb Glasset
og tømte det. «No ha han Lisabet-Per spelt, no kunna
dei are spela herette”, sa han.
Dermed var «Store-Stime” slut.

Siden tog Per hjemover. Det var endnu saa tidligt
paa Aaret, at der laa Is paa et Fjeldvand, som var lige
i hans Vei. Der har han sagtens villet gaa over for
at spare sig en Omvei. Men paa et Sted var Isen
saa morken, at Per faldt nedi, — og han kom aldrig
op igjen.
Samme Dags Kveld traf det sig, at to Rensdyrskyt-
tere gik forbi. De blev var noget underligt noget ude
paa Isen; og da de skulde se nærmere til, saa var det
Lisabet-Per sin Fele, der laa ved Siden af Ishullet og
klynked og jamred sig. Men Isen omkring fandtes
optæret af nogle Møgklatter, som var halvt skjult af
Nysne.
Folk har ment, at de Klatterne havde ingen anden
end Fanden selv lagt efter sig; han havde nok regnet
ud, at han paa den Maaden kunde faa Hevn over
Lisabet- Per.
Og der er jo et gammelt Ord, som siger: «Takka meg
Fan, naar han bite, mot Fan, naar han sk . . .“

Fra Skrifter. 3 : Fortællinger
av Per Sivle
Kristiania : Gyldendal, 1910
huldra

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s