Peter Johan Colletts brev fra Stavn i Hallingdal i 1841 til Camilla Wergeland, senere Camilla Collett

 

collett

Peter Jonas Collett (født 12. september 1813 i Lier, død 1. desember 1851) var en norsk jurist, litteraturkritiker, professor og politiker. Han ble utnevnt til professor i lovkyndighet ved Det Kongelige Frederiks Universitet i 1848. Collett tilhørte Intelligenspartiet og var en sentral støttespiller for Johan Sebastian Welhaven.. I 1841 giftet Collett seg med Camilla Wergeland; paret fikk fire sønner sammen, blant dem professor i zoologi Robert Collett og historikeren og genealogen Alf Collett. Peter Jonas Collett døde av lungebetennelse 38 år gammel.

Det var i årene etter 1837, som Camilla Collet kalte frigjørelsens år, at Peter Jonas Collett ble Camilla Colletts fortrolige venn og støttespiller. Han hadde vært betatt av henne lenge. I 1841 giftet de seg. I løpet av sju år fikk de fire sønner, Robert f. 1842, Alf f. 1844, Oscar f. 1845, og Emil f. 1848. Han døde i 1851, og hans dødsfall ble foranledningen for teksten I de lange Nætter.

Dagbøker og breve. [4] : Før Brylluppet : Brevveksling med P.J. Collett og andre 1840-1841
Av Cammila Collett Peter Jonas Collett o.a.

«Gaarden Aasen i Hallingdasfjeldet
Tirsdag l5de Juni 1841.

Jeg ligger her og kradser med en Blyant høit oppe paa
Fladen af en nøgen Kol i Hallingdalsfjeldet. Min Kol
rager saa langt ud over Bjergskraaningen at jeg beqvemt
kan oversee hele Flaa Sogn. Dybt dybt under mig stræk.
ker Dalen sig hen, i hvis Bund Hallingdalselven slynger
sig i Form af et fortsat latinsk S; det seer egentlig ud,
som den hele Dal var bleven til for dens Skyld. Næsten
hele Dalbunden optages af den og Fjeldene ere dens Bred-
der. Hvor vidt jeg seer heroppe! min Plads egnede sig
til Speidested for en ørn, herfra maatte den kunne eon-
troliere hvert Kid i Flaa-Annex. Om Søndagseftermid-
dagene komme ogsaa Sønnerne og Døttrene fra den eneste
Fjeldgaard, som ligger her oppe paa Bjergplateauet, her-
hen, lægge sig paa Maven og see ned til Gaardene, som
ligge i Lierne nedenunder. Thi det er en heel Fjerding
at gaae, naar man vil stige ned til nærmeste Gaard. Med
deres skarpe øine see de da, hvad der foregaaer paa
Pladserne nede i Gaardene, de see det altsammen, men
kunne ikke deeltage; men mangen Gang ønske de vist,
at de ligesom Glenterne, der bo i Træerne her rundt om
Kollen, kunne dale derned i et Qvarterstid. — Ligeoverfor
mig i den modsatte Aas springer Fjeldet frem i en høi
nøgen Nab. Den ligner næsten en Dyreskikkelse; med
sammenlagte Fødder og opreist lyttende Hoved ligger
Fjeldet og speider udover Egnen; det vil ret see sig mæt
paa Dalens Deilighed. Elven danner midt I sit Løb nogle
smaa Holme, der ere begroede med Løvskov og dette
Parti danner en smuk Modsætning til de mørke Aasliers
Tristhed. Thi disse ere som sædvanlig begroede med Gran
og Furu, der nu mod Aftenen blive ganske sortagtige. De
smaa Holme synes at vide dette og coqvettere ret med
deres Skjønhed i det blanke Vand.

Lige nedenunder mig i en lille grøn Lie øiner jeg en
Samling af Smaahuse. Det er Gaarden Stavn, hvor vi
vare i Middags. Det er en liden Skrænt, de have opdyrket,
og her ligger 11 smaa Gaarde med deres smaa graa og
grønne Agre mellem Steenrøserne ligesom Klædeslapper.
Nede paa Gaardspladserne vrimler det af Born og Køer
og Geder. Det er utroeligt at denne lille grønne Plet, der
desuden ikke er altfor grøn, kan ernære 11 Familier.
Hvilket Liv og hvilken Kjæmpen med den gjerrige Natur!
Der behovedes ikke meer, end at den uhyre Steenblok,
paa hvilken jeg ligger (jeg haaber dog det ikke skeer i
det første Qvarteer) skulde løsne og rulle ned; den vilde
være stor nok til at styrte hele deres Lykke ned i Hallings-
dalselven. — Midt imellem Husene seer jeg endnu en tyk
Røg; der sidder den gamle Knud ved sin Mile og brænder
Kul; jeg besøgte ham for en Timestid siden. Han er
Lægdsmand nede hos Smeden og skal fødes hos ham i 4
Dage, dernæst skal han hen til en Nabogaard, hvor han
skal forblive i 14. Det er ikke saa let at passe en Mile
forsvarligt, Camila: Regen lægger sig for Bringen, og man
tør ikke sove fra den; men derfor fik Knud ogsaa en
prægtig Middag. Den bestod af en Kop suur Melk, kogte
Potetes og Bygmeelspandekage med en Smule suur Rømme
i Midten. Og medens han pillede sine Potetes med de
sodede Hænder og engang imellem skottede hen til Milen,
om Luen maaskee skulde slaa ud gjennem Jorden noget
steds, fortalte han om sin Søn, der var Skomager i Holme-
strand, om sin Datter der tjente i Drøbak og om Krigs-
aarene i 1808. Datteren havde han besøgt, men om Søn-
nen vidste han ikke enten han levede eller var død; hun
havde Intet hørt fra ham i 6 Aar, og nu var han for
skrøbelig til at gaa til Holmestrand og spørge efter. Han
havde ogsaa seet Huldra, medens han i sin Barndom vog-
tede Qvæg i Krydsherred; hun havde seet hende saa skjel-
ligt som han nu saa mig: det var et deiligt Qvindfolk,
men nogen Hale fornam han ikke. Han havde just drevet
Køerne ud om Morgenen og Solen skinnede i Skoven; da
overfaldt der ham pludselig en sælsom Dvale og han Lagde
sig ned og nu hørte han tydelig hvorledes det rundt om
ham klang som af hundrede deilige Bjælder. Det var
Huldren, som drog forbi med sine Køer. Og da han atter
vaagnede fuldkommen af sin Dvale, saa han hende endnu
høi og fager i sort Stak og Koerne gik rundt om hende.
Han havde et klogt Ansigt den gamle Fortæller og en
tilbageheldende Pande, der var noget Classisk ved ham.
Men nu maatte han atter ind i Røgen og skuffe Jord paa
sin Mile. —

Den Gaard, jeg seer ved Siden af Milen, og hvor vi
ogsaa vare inde, tilhører en ung Familie; Manden er idag
til Sæters for at gjærde og kommer ikke hjem før næste
Løverdag. Under Loftet i Spærrestuen hænger en Vugge
i to lange Toug, og en ung Kone er idelig henne og svin-
ger den og løfter paa det bløde Faareskind, der bedækker
den; jeg maatte ogsaa vugge den en Stund, medens Konen
gik ud for at skaffe os Melk. Men da hun kom ind igjen,
græd dog Barnet trods alle mine Anstrengelser; Konen
var kun 22 Aar gl. og har en Stemme saa klangfuld som

Sølv og er desuden ret vakker; og der var en saadan øm-
hed i den Maade, hvorpaa hun spøgte med sit Barn, da
det havde diet sig mæt, som man sjælden merket hos saa
fattige Folk. —

Nu bliver det dunklere og dunklere dernede hos mine
Venner paa Stavn; kun den hvide Røg fra Knuds Mile
viser sig stedse tydelig. Høiere oppe paa Aasiden lige-
overfor mig, skjelner jeg Gjenstandene bedre. Og bagen-
for denne Aas rager Krumningen af et nyt Fjeld med hvide
Snepletter paa, frem, ligesom den opskudte Ryg af en stor
lurende Ulv. Jeg kan ikke høre Elven bruse dernede, men
jeg seer den endnu paa et Par Steder glimte klar og skin-
nende. Heroppe om Kollen suser det sagte i Trætoppene.
Nu er det Jutulernes og Bjergtroldenes Tid: nu begynde
de at sysle i Bjerget, og nu driver Huldren sine Koer paa
Græs, derfor maa Qvæget ud af Skoven paa denne Tid.
Myeket de er ti qvar ei Bygd
Ti de djupe Dale,
Her paa Fjeld har Sole drygd
Me ea gaa taa Gale.

Hvor jeg er alene heroppe! Mine Reisekammerater ere
hjemme paa Gaarden. Jeg hører kun en Jente kalde paa
Koerne langt borte. Fjeldene ligge saa stumme, saa uende-
lig stumme; og Himmelen hvælver sig høi og blank over
det Altsammen. Hvor langt det dog er mellem Menne-
skene og Gud!
Hatt ich Siebenmeilstiefeln
Ging ich über alle Bergen
Zu dem Haus der Liebsten hin.

Livet deroppe paa dette Fjeldplateau var høist eien-
dommeligt. «Aasen» hvor vi boede hin Nat, var den
eneste Gaard deroppe; rundt om var Skov; det var lige-
som de mange smaa Huse, hvoraf Fjeldbøndernes Gaarde
bestaae, tyede sammen, trængte af Træerne. Ned til Dalen
var det over en fjerdeel Mil og til den modsatte Side
løber den ubeboede Fjeldslette 3 Mile indover, indtil
den sænker sig mod Nummedal. Hvilket sælsomt Liv!
alene, og flere tusinde Fod høiere end de andre Menne-
sker, omgiven af den overvældende Natur! Kalve og Køer
og Faar ere her ikke blot Dyr, men Familiemedlemmer.
Selskab og Kammerater; De har vist tit bernærket, Ca-
milla, hvorledes disse Folk ligesom leve et fortroligere Liv
med Dyrene, tale med dem og forstaaes af dem; for dem
udjodler de Stakkels Fjeldjenter sin uforstaaede Længsel
og sin Livslyst, i Selskab med dem sørger hun og er hun
glad, med dem lever hun sin meste Tid. De lystre hendes
Kauen som et forstaaeligt Sprog og hun kjender ethvert
af sine Dyrs Sind. Hvor denne Kauen er smuk, den brudte
Efterklang den er især mærkelig. Dyrene blive i dette
Liv ordentlig selvstændige og faa en Charakter, Naturen
lærer dem Besindighed, Kløgt og Hjælpemidler. Truer en
Fare dem, sætte de sig ordentlig til Modværge efter Plan;
Koerne stille sig i Kreds med Hornene udad, og angnibes
en Hest af en Bjørn eller en Ulv, stiller den sig flux mod
en Gran eller en Væg og opererer med Forbenene.

— Da vi kom ind paa Gaardspladsen mellem husene var Ung-
fæet samlet der, og Jenterne løb frem og tilbage mellem
Staburet og Stuen; Qveldsarbeidet begyndte. Stuedøren
stod aaben. Derinde stod Væven og det store hvidskurede
Bord og Kjøkkensagerne og Melken og øxerne, og paa
Gulvet vandrede en nyfødt Gjedeunge, der idelig sprang
op paa Vævestolens Trin med de spæde Forbeen. Biel-
kerne under Loftet vare malede med Arabesker, og Snit-
værk fandtes allevegne. Tversover 1oftsbjælkerne (thi det
var en aaben Spærrestue) var et Sovested anbragt; om
Qvelden klattrer det trætte Ægtepar derop ad en Stige.
Det var koldt den Dag, vi vare der, og i den lave Skorsteen
stode et Par fiirskaarne Gutter og varmede sig. Skade at
en vis Smuds var udbredt over Alt, selv over et Par vakkre
Døttres runde skjelmske Kinder. — Her sidder Familien de
lange Vinter’ og Høstdage og spinde og væve og skjære og
see ud af de smaa Vinduer. Hvad skulde de vel see efter;
gjennem alle Vinduer seer man kun Skoven, Skoven; og
derude hyler Vinden, og imellem og en Flok Ulve, der
drage ned mod Bygden. Manden Var ordknap og trist.
Han kiagede over, at hans Kone havde formaaet ham til
at kjøbe denne Gaard; hun var født her og vilde gjærne
bo her; han havde da kjøbt den af sin Svigermoder, men
hun havde forbeholdt sig selv 14 Skp. Hø, 3 Tønder Byg,
1 Tønde Salt og 1 Tønde Malt og 1 Qvarter Rug, og alt
dette maatte han aarlig udrede, og den gamle Kone var
saa haard, at hun aldrig eftergav ham en Skjæppe i Ab-
giften, hvor slet Aaret end var. Han hadede hende næsten
troer jeg. Men Konen var smuk og venlig og havde den
samme Velklang i Stemmen som den unge Kone paa Stavn,
hvis Søster hun var, skjønt meget ældre. Hun led af Bryst-
svaghed; men nu nylig havde hun faaet en Flaske med et
Lægemiddel paa efter en Mand, der var død af Tæring.
Dette Lægemiddel var aabenbar Skedevand, hun havde
flere Gange allerede drukket deraf, Da jeg aabnede Kor-
ken, rug det af den og hun sagde det brændte hende for
smædelig. Jeg had hende for Guds Skyld kaste Flasken
udover Bjerget og heller drikke varm Melk af sine Gjeder,
og dette lovede hun. — Nede i Bryggerhuset sad den gamle
Bedstemoder ved sin Takke og bagede Fladbrød, og en
Liden snauset Sønnesøn stod hos hende og beilede til en
Lefse.

Hvilken simpel liden Stat, hvilken Eensformighed og
dog hvilken Kjæmpen! Det er Vanen, som gjør Alt dette
fordrageligt for disse Folk og som binder dem til dette
ublide Sted. Sønnen var velskabt og stor og mild, og fandt
Livet ret fornøieligt, og over hans Søstre var der en stille
nordisk Blidhed udbredt i Forbindelse med et vist Skjel-
meri, der just gjorde dem til norske Fjeldnympher. Mari,
den ældste. viiste mig alle sine Søljer og sine Baand og
Trøier henne paa Staburet og tilstod, at det nok kunde
Haende, at der vilde indfinde sig en Beiler næste Lover-
dags Aften. Hvor eensformigt dette Liv dog gaaer og
hvor faa Glæder; om Søndagseftermiddag gaaer hun maa-
skee hen paa Kollen, hvor jeg laa, seer ned i Dalen til
Gaardene. Der var noget ubeskriveligt Længselsopvæk-
Kende, da Solen skinnede over de store Skovstrækninger
omkring huset og faldt med lange dybe Skygger hen mel-
lem Granerne. Mari gik ud paa Bakken og hugede
(kauede) og strax svarede Jeslejenten henne i Skoven.
Dette er dog en Underholdning, en Art Samtale paa langt
Hold. Mari sang ogsaa en Lokkevise, som jeg har skrevet
op. Hør hvor smuk den er:
Saa lokke vi over den Myra
Til Rolighoug, til Rolighoug.
Der kom alle de urolige Dyra.
Kom Ko, kom Kalv, kom Kyra.
Kom en Smed med Hammar og Tøng.
Hen sætte sit Mærke paa Stutens Hødn,
Det voldte den stalkede Lensmand.
Række Smette! langt fram!
Kinnopussi,. Kimprepussin,
Sje Hulibrand!

Denne Hugen er en Art Telegrapheren, den erstatter
tildeels Aviser, derfor veed ogsaa hver Fjeldjente nøiag-
tigt, hvor der ligger Folk med Qvæg i Skoven og hvorlangt
enhver tør bede. Kun ved Jonsoktider er det fordeel-
agtigt at bo paa Aasen. Da er der nemlig «Fjelddans»
paa Grændsefjeldet mellem Nummedal og Hallingdal. Der
løber nemlig en Budstikke om fra nogle enterprenante
Folk, der indbyder Nummedølerne og Hallingerne at møde
paa en Fjeldslette oppe i Marken til en vis Aften. Her
kommer da de nærmeste Beboere, ofte en to a tre Mile
fra — sammen; de Unge dandse paa Græsmarken som
oftest i en skjærende Nordenvind og omgivet af hvide
Sneepletter paa Skrænterne, og Mændene røge Tobak,
raadslaa, drikke Brændeviin og ride i kap. Slig Fjelddands
holdes en Gang om Aaret efter gammel Vedtægt, men
ender ofte med Saar og blodige Pander, thi mellem
Nummedølerne og Hallingerne hersker fra gammel Tid
Jalousi, og naar Brændevinet stiger dem til Skallen, vaag-
ner den. Da stræber det ene Parti at rydde Pladsen for
det andet, og da flygte Jenterne medens Slagsbrødrene
afgjør Sagen».

Transkripsjon av Olav Sataslåtten.

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s