Om den første musikkforeningen i Hallingdal på 1800-talet.

h-a-berg

 

Om den fyste musikkforeninga i Hallingdal på 1800-talet
av Olav Sataslåtten d.y.

Kristen Svarteberg skriv i 1955 dette om langeleikspelet og foreininga Hallingluren: «Langeleik har vore kjend her noko langt attende. Frå 1700-talet er det nemnt langeleikar i sume skifte. Ei dei kalla Leikar-Sigrid, frå Valdres, for ikring på gardane i Ål og Hol fyrst på I800-talet og spelte langeleik. Ho slo seg ned i Hol. Ho er den einaste folk veit å fortelja om som har spelt langeleik her, for det kom liv i langeleikspelet att kring 1890. 1875 vart det skipa eit lag for Hallingdal, «Hallingluren». Det skulle prøve å få liv att i den gamle musikken, som då heldt på å døy ut. 1890 fekk dei hit Kari Rudi frå Valdres. To vintrar hadde ho skei her i langeleikspel. Interessa for langeleiken tok seg bra opp att etter dette. «Hallingluren» fekk til fleire spelemannstevlingar for lur, prillarhorn, og etter at Kari Rudi hadde vore her, langeleik.

Den fyrste kappleiken var på Underberg 1882. Det var med 20 deltakarar, dei fleste frå Ål. Seinare var det slike kappleikar på fjellet mellom Gol og Valdres. 1889, 1892 og 1894 var det kappleik på Sundre for Ål og Hol. Interessa var stor. 20—30 var med på kvar kappleik. På kappleikane 1892 og 1896 vart desse best: Lars T. Strand og Ola 0. Strand 1. pr. i lur. Lars Tunga og Holge Strand 2. pr. Ola Kvelprud 1. pr. i prillarhorn, Knut Breie og Ola Baggegard 2. pr. Margit Hus 1. pr. i langeleik, Annbjørg Svarteberg og Margit Hefte 2. pr. Men dette var eit blaff. «Ha11ing1uren» tagna snart. Dei gamle primitive instrumenta måtte vike plassen. På stemna i Hallingdal fylkeslag 1904 var det kappleik i lur, prillarhorn, langeleik og fele. Seinare har det
mest vore kappleik i fele». Svarteberg :Aal bygdesoge 2.

I Hallingdal gikk den nyvakna interessa for den eldste delen av folkemusikken raskt tilbake, men nokre få personar tok vare på langeleikspelet. Kristi Helleve f. Perstølen frå Ål (1895-1965) hadde lært å spele på kurs. Før ho gifta seg og flytte til Voss, lærte ho spelet vidare m.a. til Margit Tveito Gunhildgard frå Al (f.1908). Margit voks opp i ei musikalsk heim. Mora og syskena spelte på ulike instrument og faren hugsa stubbar som Kari Rudi hadde spelt. Broren kjøpte ein langeleik til Margit då ho var åtte år. Den hadde utskjæringar i sidene og er no utstilt i Kringkastingsbygget i Oslo. Musikkskulen i Ål hadde langeleikkurs med Margit T. Gunhildsgard som lærar. Ho har og hatt kurs og spelt mykje på kappleikar og tilskipingar. Einar Reinton frå Nestegard i Hol spelte slåttar i Hallingtradisjon. Han vart utgitt på plate (RCA) og kringkasta i NRK, og han lærte spel vidare til andre. Opptak med både Kristi Helleve f. Perstølen og Margit Tveito Gunhildgard er bevart i Ål bygdearkiv.

Frå boka Ungdomsrørsla i Hallingdal : Hallingdal fylkeslag 1927-1977 : 75-års festskrift frå 1983 saksar me følgjande: «Då fylkeslaget var skipa tok det straks upp arbeidet etter «Hallingluren. Ved stemna på Nes 1904 var det kappleik på lur. prillarhorn, langeleik og fele. Mykje folk høyrde på, men det var heller fåe med i kappingi. Ved stemna året etter, 1 905, var det ein liknande kappleik. På fela var det berre 3 med, på prillarhorn 2. På lur var det då likevel 5 og på lange- leik 6. — Det underlege er at på desse fyrste kappleikane var det etter måten færrast av felespelarane, endå felemusikken er den som har vore rikast og halde seg best i Hallingdal. Skal tru ikkje dette at so fåe våga seg til på fela, heng noko saman med den gamle fordomen mot felespelet, synet på fela som noko som høyrde den vonde til, og som berre høyrde heime i danselag med viii turing. I det siste har dette synet skift mykje, og no er spelemennene lettare å få fram. Til dette har sikkert arbeidet i ungdomssamskipnaden gjort mykje. I 1906, ved stemna i Gol var det kappleik berre på lur og prillarhorn. Det kunde vera moro å nemne premivinnarane: Lur: fyrste pr. 0. 0. Strand og H. 0. Strand, båe frå Ål. Prillarhorn: fyrste pr. Daniel Larshus, Gol. 2. pr. Endre Larshus, Gol. 3. pr. 0. 0. Strand, Ål. (—)

Langeleikspelarar: Liv Berg, Olav S. Reinton, Hol, Anna Rustberggard, Gol, Birgit Tufto, Torpo, Kristi Perstølen, Ål, o. fl. Kristi Perstølen var med på kappleiken åt Noregs ungdomsiag ved Hønefoss-stemna ifjor, og fekk I ste premi ved sida av den kjende valdresspelemannen Ola Brenno. Av kjende lurblåsarar er her no berre ein, H. 0. Strand, Ål. Han er og kjend utanum dalen. Ved Hønefoss-stemna bles han på lur på utferdene til Ringkollen og Krokkleiva, og på Finse-stemnone har han og vore med luren sin».

Den grundigaste skildringa av foreninga Hallingluren finn me i boka «100 år i strid og vokster» av Hallvard Svello (Grøndahl, 1963). Her heiter det m.a: » Halvor Arneson Berg var lærar og klokkar i Gol, og levde frå 1878—1905. Han var fødd i Gol i 1854. Foreldra var Arne Halvorson Berg og Liv Tomasdotter Klanten. Besefore1dra var Halvor Berg og Margrete Ruud, dotter til lensmannen Halgrim Ruud, bror til Guttorm Kolbjernson Hovtun. Faren Arne var fødd på Berg i 1820. Bestefar hans hadde bygt Berg opp til gard. Opptaket var eit jordstykke kome frå Trælverket. Faren døydde då Arne var 15 år. Han måtte ut å tene. Han dreiv med tømmerkøyring, og mange vintrar var han ute på Modum og hogg ved og treskte. Om somrane i 1840-åra var han på vegarbeid på Hemsedalsfjellet. Han sleit snart saman so mykje at han kunne ta til med fehandel og kom seg då fort opp. Han vart gift med odelsgjenta i Klanten og fekk garden med henne. So kjøpte han Espedokkji. 11857 selde han gardane i Gol, flytte til Valdres og kjøpte ein stor gard, Ellestad, i V. Slidre. Der dreiv han ved sida bondehandel og dreiv stort. Han kunne fara med 9—10 lass varer til marknadene kvart år, og kjøpte heimatt varer i mengd til bygdefolket. Klokkar Berg hadde soleis god arv å ta med seg ut i livet. Han ætta frå dugande folk. Han gjekk ut frå lærarskulen på Hamar i 1875. Han tok og eit kurs på Vonheim folkehøgskule. Han var fyrst lærar ved Toten amtskule og so i Kragerø ei stutt tid. Hausten 1878 vart han klokkar i Gol og lærar ved Golreppen skule. Året etterpå fekk han lærarpost i Oslo, men skule- styret i Gol bad han «indtrængende» om at han måtte verta verande i Gol. Dei sa han var «i enhver henseende en meget dygtig mand, til almindelig til fredshed saavel inden menigheden som særskilt inden Golreppen». Han vart då verande her.

Saman med Bekkestad og Reinton skipa han musikklaget Hallingluren. Laget skulle arbeide med å halde oppe og vekk ja på ny interessa for den gamle folkemusikken med lur, prillarhorn og langeleik. Laget skipa i 1880-åra til store stemne om somrane på åsane mellom Gol og Valdres, og her var det tevlingar i lur- og prillarhornlåt og kappleik i langeleikspel. På desse stemna heldt Berg foredrag om gamal god bygdekultur og korleis denne skulle vernast og haldast oppe i bygdene. Fleire vintrar fekk han Karl Hilde frå Valdres til å reise i Hallingdal og halde kurs i langeleikspel. Han la ned eit stort arbeid for songen, skipa songlag og dreiv songøvingar med kor i Golreppen.

Han var pioner i hagebruket i Gol. Han dyrka opp jordstykket ved Tingstova og laga skulehage der. I Lisla laga han kjøken- og frukthage. vel den fyrste i bygda. Han var den fyrste i Gol som tok til med skiftebruk av åker og eng og som tok til å bruke kunstgjødsel og kraftfôr i jordbruksdrifta. Han styrde med sokneselskapet som skulle fremja nye tiltak i jord- og husdyrbruket. Han fekk i gong dei fyrste husflitskurs i bygda. Han var med i kommunestyret i fleire periodar, og i skulestyret var han medlem i heile si lærartid, vald som representant for lærarane i to periodar 1891—93 og 1897—1900 var han stortingsmann. vald av Venstre i Buskerud. I Stortinget var han med i valnemnda og i jernbanenemnda. Han arbeide då hardt for at Bergensbanen skulle bli bygd gjennom Hallingdal. Fylgjer ein arbeidet hans på Stortinget, vil ein koma etter at det er mykje han å takke at banen kom til å gå gjennom Hallingdal. Berg døydde våren 1905. Reinton seier det var stor sorg mellom ungdomen i Hallingdal då det spurdest at Berg var død, og saknaden var tung. Det er ikkje for stort sagt at av menn er Berg den største kraft som Gol har fostra».

Lars Reinton skriv følgjande: «I Hallingdal heldt ogso langeleikspelet paa aa døy ut. For eit par sneis aar sidan var def godt som ingen som spela langeleik i dalen, men at det ein gong hev livt ogso der i dalen, det er tvillaust. Paa Hallingdals museum er ein gamall langeleik aa sjaa. Han skal vera komen fraa Villand i Hol. Ogo lurlaatt og prillarhornmusikken heldt paa aa døy ut. Lurlaatten som i gamle dagar ljoma so vent over bygderne fraa liderne og fraa stølarne heldt paa aa tagna. Færre og færre vart det som kunde den kunsti. Men folk mintest den tid, daa ungdomen som kom fraa stølarne leika paa langelur uppe paa liabroti, naar dei kom so langt dei saag ned i bygdi. Difor var det some av dei nationalhuga mennerne i dalen som i 75—76 aari kom saman og skipa eit lag, for aa varna um den gamle nationale musiken, langeleikspel, lurlaat og prillarhorn. Laget vart kalla «Hallingluren». Millom dei som var med og skipa laget var sakførar Poppe* paa Nes, og kyrkjesongar Berg i Gol. Berg vart formann so lenge laget livde, Og dei seinare ordførarane E. Bækkestad i Aal og kyrkjesongar S. Reinthon i Hol, dei var og med og skipa laget, og var var med i styret so lenge laget livde. Laget gjorde ikkje so lite til aa halda liv i nationalmusiken. Dei samla saman pengar til premiar og laga i stand kappleikar kvart aar i Hallingdalsbygdene, og sume tider paa fjellet i millom Hallingdal og Valdres, so valdrissar og hallingar kunde faa kappast. Dei hadde daa kappleik i langeleik spel i lurlaatt og prillarhornlaatt.

Premiar til dette fekk dei ogso fraa postmeister Rosen i Larvik. Han var svært uppglødd for denne musiken, og fraa turistforeningi, og endaatil fraa sjølvaste kong Oscar II. Men det synte seg, segjer ein som var med i arbeidet i laget den tid, at det var raadlaust halda vedlike lurlaatten og prillarhornlaatten. Det var slutt med romantiken. Berre langeikspelet ser det ut til skal kvikna til att. Kari Rudi, som dei fekk til dalen fraa Valdres, for i kring og lærde i fraa. seg. Ho hadde langeleikkurs baade i, Hol, Aal og Gol, og attaat heldt ho konsertar. No er det ikkje so radt faa yngre som spelar, sume spelar godt og. Langelur er det faa som kan laata paa. Og færre og færre vert det. I «Hallinglur»-dagarne var det ei gjente fraa Solheim i Hol, ho var svær til aa blaasa. Ho heitte Haldis. Ho vart sidan gift til Skurdalen. I Aal er det tvo brør, Ola og Holgi Strand, dei er flinke til aa trilla paa luren. Av prillarhornblaasarar er det visst ingen att no som duger noko vidare. Den einaste eg hev høyrt gjete er Lars Skattebøl fraa Aal, no kaptein ved intendanturen, og farbror hans, no prest i Amerika, Ola Skattebøl. Men den merkelegaste av dei gamle prillarhornblaasarane var den kjende Sander Røv frå Kvislen i Hol, venen og hjelpesmannen aat Ivar Aasen. Han var med paa kappleikarne og tok 1. premiarne.

— Det er syrgjelegt, at dei gamle romantiske lurlaatt- og prillarhornslaattarne skal tagna miIllom aasarne i Hallingdalen. Det laa poesi og farge over bondelivet naar budeigjur og gjætargutar stuta i horni, og unggutarne lulla i langeluren til gjenturne sine. – Ein kan snaudt noko fagrare høyra enn naar Iurlaatt kling over dalen høgt derovanfraa nutarne og liderne. Men det vore gildt um hallingarne i det minste kunde halda ved like langeleikspeiet som dei no hev fenge vekt til live, og gildt var det um valdrisane alltid vilde halda fram med aa vera gjæve berarar av den nationale folkemusiken fram gjenom tiderne». Artikkel i Den Syttende Mai, 1919.

Notis fra Nedenæs Amtstidende juli 1882

Den Norske Turistforenings årsberetning 1884:
Efter sidste generalforsamlings afholdelse indløb der til direktionen andragende fra «Hallingluren” gjennem dens formand, h r. H. A.
Berg, om bidrag til præmier ved en kapblæsning på lur m. v., der agtedes afholdt i Hallingdal i løbet af sommeren. I lighed med, hvad der ifjor fandt sted for «Valderslurens” vedkommende,fandt direktionen at kunne indgå herpå og opstillede— foranlediget ved senere henvendelse fra nævnte hr.Berg — i stedet for 1 større præmie 2 mindre, resp. for langeleikspil og for blæsning på bukkehorn («prillarhorn»), ligesom direktionens formand privat skjænkede en større sølvpokal som 1ste præmie for lurblæsning. Kapspillet fandt sted St. Hansdag, og havde dertil frem-mødt 23 med lur og 25 med prillarhorn, medens ingen langeleikspiller havde indfundet sig. Efter kjendelse af juryen, der bestod af hr. sognepræst Skattebøl, distrikts- læge Nyquist, lensmand Thams. fuldmægtig Thue og H.A. Berg, uddeltes ikke formandens, hr. konsul Heftye’s præmie for lurblæsing, ligesom også selvfølgelig præ- mien for langeleikspil blev ubenyttet. Turistforeningenspræmie for blæsning på priliarhorn tilkjendtes Endre S. Skræddergaardd af Gol, 35 år gl. Det stedfundne kapspil viste tilfulde, at det er på høi tid, at noget bliver gjort, for at ikke benyttelsen af disse nationale instrumenter helt skal uddø. Således meldte der sig — som nævnt — ingen langeleikspiller, og sådanne findes neppe heller i hele Hallingdal. De fremmødte lurblæsere var gjennemgâende dårlige; det viste sig, at det hovedsagelig var ældre folk, der nu forstod at at benytte dette instrument, og selv disse havde vanskeligt for at huske og gjengive de gamle slåtter. Prillarhornblæsningen indtog derimod et høiere stand- punkt, og hornet benyttes oftere i Hallingdal med adskillig dygtighed. De ikke uddelte præmier har direktionen efter anmodning tilladt vedkommende bestyrelse at anvende ved lignende anledning til anstundende sommer.

Notis i Budstikken mai 1884

Fra Generalforssamlingen i Den Norske turistforening 1891/92
«Dr. A. L. Faye refererede en skrivelse fra forinanden i foreningen Hallingluren, der ansøgte om bidrag til ophjælp af spil på langeleik. prillarhorn og lur. Han vilde i år ikke fremsætte noget forslag til bevilgning, forunden han havde hørt generalforsamlingen udtale sig om sagen. Vibe fandt, at en sådan anvendelse af turistforenigens midler stred mod foreningens love. Forinanden: Om det var mod lovene, så havde ial-fald disse sovet så mange gange, at de godt kunde soveén gang til Vibe: Hvis det ikke var meningen med lovene, at de skulde overholdes, vilde han foreslå, at man heller sløifede dem. Kaptein Morgenstierne vilde iår ikke stemme for denne bevilgning, dels fordi han efter erfaring ikke fandt speeielt spil i prillarhorn så tiltalende, at han vilde være med på at bidrage til dets udbredelse, dels fordi han fandt det uheldigt, om denne bevilgning skulde blive fast på bud-gettet. Efterat Krag, prof. Morgenstierne. Weihaven m. fl. havde udtalt, at spil på lur, langeleik og prillarhorn måtte kunne gå ind under den i lovenes § 2 nævnte forbedring af kvartererne’, medens Vibe fremdeles fandt bevilgningen lovstridig, fremsatte dr. Faye forslag om, at der til foreningen «Hallingluren” bevilgedes et bidrag af kr. 25.00, spesielt til lurspil, idet man dog skulde udtale, at yderligere bidrag til foreningen for fremtiden ikke måtte ventes bevilgede. Dette forslag blev vedtaget mod 2 stemmer».

Fra Generalforsamlingen 1886:
«Derimod faldt der yttringer i anledning af et af kirkesanger Berg i Gol i Hallingdal indsendt andragende om bidrag til foreningen Hallingluren til premier ved kapspil. Eand. Vibe fandt dette at være en sag, der lå fjernt fra foreningens formål, hvorimod prof. Blytt støttet af dr. Faye udtalte sig for sagen og fremsatte forslag om kr. 50.O0 til selskabets disposition. Efterat Blytt havde ændret sit forslag således: kr. 50,00 bevilges til foreningen Hallingluren” til præmier for lur- blæsere og udredes af de til tilfældige udgifter bevilgede midler, vedtoges dette enstemmigt».

Notis i Fedraheimen juni 1886

«Kappestrid på lur». Sitert i Den Norske Turistforenings Årbok for 1956.
«Apropos Reidar Sevågs artikkel «Lur og bukkehorn». På Den Norske Turistforenings generalforsamling i i881 refererte formannen en søknad fra foreningen Valdres-Luren om bidrag til premier ved en kappestrid på lur, der agtes afholdt på Vasæt omkr. 1. august. Fremme av lurblåsing lå utvilsomt helt i periferien av det som kunne tenkes å komme inn under Turistforeningens formãlsparagraf, og en kunne derfor ha ventet avslag. Men saken ble støttet av de fleste av direksjonsmedlemmene og gikk i gjennom mot to stemmer. Det ble ikke uten følger for årene som kom. Saken var nemlig at det i slutten av 1870-årene hadde grodd opp foreninger i en rekk bygder med det formål å vekke nytt liv i gamle nasjonale instrumenter. Postmester H. Roosen som med sorg hadde sett de fleste gamle instrumenter gå helt av bruk i sin hjembygd Holden, tok arbeidet opp i Nedre Telemark. I Hallingdal og Valdres stiftet to andre entusiaster foreningene Halling-Luren. og Valdres-Luren. Kappleiker på lur, bukkehorn og delvis langeleik ble dermed årvisse hendinger i tiden som fulgte, og de førte utvilsomt også til en viss renessanse for disse instrumentene. Det var Valders-Luren som først fant på å be Turistforeningen om premiebidrag. Året etter fikk Halling-Luren bidraget, og denne foreningen kom det følgende tiåret til å figurere nesten fast i Turistforeningens regnskaper. Kandidat Joh. Vibe oponerte helt fa begynnelsen av mot disse bevilgningene, men ble alltd nedstemt av det store flertall som hadde hjerte for saken. I 1890 kom det imidlertid til en større debatt. Vibe påsto bevilgningen var i strid med foreningens lover, og tilhen- gerne kunne heller ikke finne noe bedre å skyte seg inn under enn den «forbedring av kvartererne» som lovenes formålsparagraf nevnte. Formannen, prof. Yngvar Nielsen, rammet nok sakens kjerne med denne ytringen: «Min forstand går med Vibe, mitt hjerte med Faye». (forsiagstilleren). Det endte da også denne gang med at ‘hjertene’ vant, men sammenstøtet førte til at Faye det følgende år esket generalforsamlingens mening før han stilte forslag om ny bevilgning. Vibe fikk denne gang støtte av kaptein Morgenstierne som efter erfaring ikke fant spesielt spil på prillarhorn så tiltalende. at han vilde være med på at bidrage til dets utbredelse.. Resultatet ble at bevilgning ble gitt til lurblåsing, men med den tilføyelse at ytterligere bidrag ikke kunne ventes for framtiden. Dermed endte også Turistforeningens innsats for å redde det som likevel ikke kunne reddes».

Kapspillet paa hallingfjeldene.
«Korrespondance til «Aftenposten»).
Valders, 25de August 1882.
Hr Redaktør! For flere Aar tilbage stiftedes der i Hallingdal en Forening til Gjenoplivelse af den gamle, nationale Frimluftsmusik paa Lur og Prillarhorn samt harpespill. Denne har nu regelmæssig hver Sommer paa Fjeldet eller i Dalen foranstaltet kapspil med Præmieuddeling. Ogsaa iaar holdtes et saadant, denne Gang paa Sæteren Møen, omtrent midtveis mellem Hallingdal og Valders. I fordums Tid samledes Ungdommen fra disse Dalfører for at drages med hinanden og give hinanden smage af lommeflasken og en stor messingboltet Tollekniv. Nu er hensigten en anden. Blant de mange Turister, der for Spillets skyld havde lagt Veien her forbi, befant sig ogsaa nuværende korrespondent.

Til bestemt klokkeslet havde en stor Forsamling mødt frem paa Pladsen fra alle Dele av Valders og Hallingdal, og en hel Skare havde meldt sig til Konkurrencen, hvorfor enhver blot kunde erholde nogle faa Minutter til at prøve sig i. Musikkselskabets Formand, hr. Kirkesanger H. A. Berg fra Gol, anmodede derfor alle om at spille sine ældste og bedste Slaater først, og senere –om dertil gives Anledning –komme med dem af yngre Dato. Nymodens Snurrepiberier tog forresten ingen Præmie her.

Som Prisdommere fungerede foruden Formanden dhrr. Stationsmester Printz fra Kongsvinger, Kandidat N. Brandt og Student Tollef Strand fra Aal og Gaardbruger Ole. M Møen fra Gol, samt for Langeleikens Vedkommende tillige Frøknerne Laura og Mimi Printz fra Slidre. Disse slog sig ned borte i Stoven, da Lur og Horn høres smukkest paa Afstand, og gav uden forudgaaende Konference enhver af de optrædende en Karakter. Siden indstillede de det eller det No. til den eller den Præmie. Paa denne Maade blev det umuligt andet end at give en retfærdig Bedømmelse uden hensyn til Personer eller Bygdelag.

Efterat Prisdommerne havde angivet sin kjendelse holdt hr Kirkesanger H.A.Berg fra Gol paa klingende hallingmaal en kvik og særdeles interessant Tale, hvoraf følgende korte Uddrag gjengives her for at imødekomme manges derom udtalte Ønske og for tillige at virke for Sagen i videre Kredse.

«Hensigten med dette Møde, mine Venner, er, som I ved, at kalde tillive igjen den gamle nationale Musik, hvorpaa I her i dag har hørt saa mange vakre Prøver. Naar vort Selskab arbeider for dette Maal, saa skjønner enhver, at vi holder det for at være noget godt, noget for Land og Folk gavnligt; thi ingen alvorlig Mand eller Kvinde ofrer Penge og Arbeide, uden man dermed mener at fremme en god Sag. Nu tør der nok findes dem –maaske endogsaa her tilstede –som ikke saa lige kan fatte at der er noget Gavn i det Maal, Selskabet har sat sig, og endnu mindre, at dette er saa stort, at det opveier de stadigt gjentagne Ofre, som maa bringes. Nogle dømmer vel det hele som unyttigt, enkelte som ligefremt skadeligt.

Denne Slags Musik har levet blant vort Folk, saa langt tilbage som vor historie gaar. Krigsluren gjaldede mellem vore Fjelde, allerede da Harald kaldte sine Ætlinge til kamp for et stort og enigt Norge. Dens vrede Brøl lød fra Dal til Dal, da senere hertud Skule søgte at søndre, hvad hin havde samlet. Og hornet, fik ikke det sin Indvielse –om ikke før, saa dag – i hint mindreværdige Slag ved Kringen.

Og harpen den gar gaaet i Arv fra den Tid, da Kong Heimer spillede for Aslaug sin unge. Fra Aarhundrede til Aarhundrede var den Kvindenes bedste Vaaben mod de raa og barske Krigere. Mangen en vild og umedgjørlig Berserk kunde blive baade bøielig og føielig, naar i en stille Time bløde Damefingre fløt hen over harpens Strenge, fremtryllende den ene mer betagende Melodi efter den anden. I Jenter udover Norge! Skulde I have Lyst til at eie en saadan Magt over Gutterne, at I kunde vikle dem om Jer Lillefinger, nu vel, lær da først at spille paa Langeleik.

Andre Tider, andre Sæder! Har vi end ikke Brug for Krigsluren, saa føler vi dog alle, hvor smukt det vilde være. Om vi Vaar og Høst kunde høre Lurens og Hornets klang ned til os fra de ensomme Fjeldvidder. Du Turist, som har kavet Dig frem Mil efter Mil i den trykkende Stilhed over de uberegnelig drøie heier og af hjertet ønsker Enskjelsættelse for Tanken, Øiet, Øret, Du hesteleijer, som trasker der træt og stur med alle Sanser optagne af kun en Ting: Gjenstanden for din Søgen, Du Familefader, som udmattet af Ugens Slid vandrer ad Sætren til i den gravstille Aftentime, vistnok med Tanken paa et kjært Møde med Hustru og Børn, men dog sløv og træt –hvor vilde ikke Turen for Æder alle, der af en eller anden Grund opholder Eder i Ødemarken, blive ganske annerledes tiltrækkende, om friske, klare Toner kunde flomme Eder imøde og give Gjenlyd fra Nut og Tind. Og paa Sæteren om Sommerkvælden, naar kreaturene samles, hvor stemningsrigt vilde det ikke være, naar vakre Melodier fra Li og Vang blandede sig med Bjeldernes mangestemmige Klang, Sæterpigernes gauking, Gjæternes hugen og Gaoul og kreaturenes forskjellige Udtryk over sin Glæde over Tlværelsen. Hvilket Liv og Leg! Selv de umælende vilde finde Glæde i dette; thi det er en Kjendsgjerning, at de Bølinger, der føres til og fra havnegangen under Lurklang og Lokking give et ganske annerldes Udbytte og er ganske annerledes hjemkjære og tilfredse end de, der jages afsted, maaske under Skjældsord og vrede Tilraab.

Eller, «naar den lyse, drømmende Sommernat sig over Fjeldet sænker ned, og Naturen hviler taus i hellig Fred», mon da ikke en Harpe vilde forhøie Stemningen eller spille den ind, hvis den af en eller anden Grund ikke kommer. Eller Du sidder ensom og forladt, Stormen raser derude, men en endnu verre Storm af Kummer, af brudte Forhaabninger, af Venner, som sveg, af skjærende Tvivl, af mørk Fortvivlelse raser i dit Indre –jeg borger for, at vore gamle, fra Fædrene nedarvede Melodier, vilde være lig en svægende Balsom for din syge Sjæl.

Vi skal blot tage det almindelig dagligdags. I de lange Vinterkvælder f. Er. I som kjender den almindelige Mands Liv, I ved saa inderlig vel, at der er Arbeide og Slid og Slaæå og Savn, fuldt op heraf fra Morgen til Aften, men saare lidet af det, der opmuntrer og glæder.

Hvor vilde ikke Sindet løftes, og Fred og Forsoning lægge sig over den saare, bitre Tanke, om harpens milde og blide Toner lød ved Sengetid! Mon ikke et Skjær af Poesi vilde finne ind i de lave Stuer, mon det ikke vilde være som et Aandepust ifra en anden og bedre Verden, om hele Familien til harpens klang kunde istemme en af vore bedste Sange eller kjæreste Salmer? Hvormeget bedre dette, end at enhver staar tvær og mut op fra Sædet, spiser sin Aftensmad i Taushed og kaster saa sine Klæder hen i krogen og sig selv i Sengestedet for efter at have sendt en mer eller mindre uvillig Tanke til Dagens overstandne Møie at slumre ind.

Og om Søn- og helligdagene naar Ungdommen efter gammel Stil samles Grend for Grend –fandtes der nu saa at side en harpespillerske i hver Gaard, da kunde det ikke feile, at en stor Del af Tiden vilde blive optaget med at lytte til dem. Alle disse musikere vilde blive Folkelærere; thi Musiken har jo en egen Magt over menneskehjertet; og den vilde vække Trang deri til større og høiere Formaal; det vilde styrkes i Troen paa dem. Vi har jo hørt her i dag, at harpen i ligesaa høi Grad som langt kostbarere Instrumenter eier Udtryke ikke alene for det, der morer og adspreder, men ogsaa for det, der opløfter, for det der stærkest og varigst griber Menneskjælen. Det er umuligt andet end at denne Aabenbaring fra Kjønhedens Verden vilde drive paa Flugt meget stygt og uædelt, den raa Skjemnt, der jevnlig høres, naar visse klasser af Ungdommen er samlet ikke undtagen, og som sandelig ikke forbliver virkningsløs, om den end i Øieblikket tilsyndelatende glider af som en Skygge.

Af ikke liden Betydning vilde det være for de stakkels Gjætergutter, om de havde en Lur eller et Horn at stræve med. Hvormange skiftende Tanker er del ikke udsatte for, naar de vanker herude i Ensomheden paa Vidden fra 5 om morgenen til 9-10 om aftenen med liden eller ingen Syselsættelse for Legemet og ingen for Aanden! Hvilke bitre Følelser mod dem, som har drevet dem derud, fylder ei deres unde Sind, naar de i Regn og Kulde gaar derude, tidt slet klædte og slet pleiede. Om naa giver dem en Bog med, en «Forklaring» eller «Bibelhistorie», saa stikkes den opunder Heften eller ind i Barmen og bæres der hele Sommeren, naar Høsten kommer er Bogen udslidt, men Vedkommende er vel ikke bleven stort klogere eller bedre for det. Fik de dermod en Lur med vilde denne lægge fuldt Beslag paa deres Interesse. Tiden vilde ikke falde lang. De vilde prøve fra Morgen til Aften at faa lokket frem finere og finere Toner og forbinde dem til vakrere og vakrere Slaatter. De vilde spille over til hinanden, tale til hinanden gjennem Instrumentet. I dag har vi jo hørt en Prøve paa den gamle «Talen i Luren». Dette vilde anspænde Kræfterne, øge Modet og Livligheden, jage Bitterheten mod de umilde Omgivelser, Ynken over dem selv, Sløvheden for alle høiere Interesser paa Døren; det vilde udvikle deres Smag, det vilde vække ukjendte Følelser og Tanker, fort det vilde virke opdragende paa dem, ligesom denne Anstrængelse af Lungerne vilde styrke Brystet.

Jeg tør haabe, alle er enige med mig om, at Gjenoplivelsen af denne nationale Musik, som vore Fædre fra Arilds Tid har dyrket og udviklet, men som vi holder paa at tabe, vilde være til stort Gavn for vort Folk –vilde virke dannende, vækkende, forædlende og dessuden sprede lidt hygge og Opmuntring, et Skimmer af Aand og Poesi ind i mange af de tusind hjem, hvor Livet ellers er som en mørk og kold og regntung Høstdag.

Jeg har godt haab om, at denne Sag ved Arbeide og Ofre af dens Venner og Velyndere vil vinde frem. Herom vidner de mange sympathiserende Breve jeg tidt modtager fra flere Kanter af Landet. Og just i dag to smukke og patriotiske norske Damer i Frankrige, Frøknerne Thoresen. Brevet indeholdt et ganske klækkeligt Præmiebidrag. Et andet fik jeg fra Amerika med Anmodning til Selskabet om ikke at gaa træt, Løfte om Præmiebidrag og Underretning om, at man ogsaa vil begynde at spille paa Lur der borte paa Dakotahs Prærier.

See saa, naar der er deiligt Sommerveir og vi er i Stemning dertil, naar vi er rigtig i vort Es, som det heder, saa støder vi Normænd i Luren her paa vore norske Fjelde, vi spiller vore stolteste Slaatter og saa – saa spræiker vore Venner og Veninder der borte i Dakotah og Minnesota i sine Blokhuse efter Lur og Prillarhorn og svarer os med en Slaat, der gaar halvt paa norsk, halvt paa amerikansk. Det skal blive Dage det, Du!»

Denne hr. Kirkesanger Bergs tale, som jeg nu ser har tabtt meget af sin Kvikhed og Fynd ved at forkortes og oversættes modtages med stort Bifald. Efter nogle afsluttende Bemærkninger foretoges Præmieudelingen med saadnat Udfald:

I. For Langeleik
1ste Præmie, et Sølvbæger, værd ca. 40 kr. Og opstillet af Turistforeningen, tilfaldt Pigen Kari Rudi fra Vestre Slidre.
2den Pr., 16 Kr. I Kontanter, Halvor Fuglehaug f.n. Aurdal, 69 Aar gl*).

II. For Prillarhorn
1ste Pr. 5 Kr., Endre S. Skræddergaard fra Gol, 37 Aar gl.
2den Pr., 4 Kr., Knut T Rust, Gol, 20 Aar.
3die Pr., 3 Kr., Jacob O. Vidden, Gol, 39 Aar.
4de Pr., 2 Kr., Halvor Bergseiet, Gol, 35 Aar.
5te Pr., 1 Kr., Ragnhild Jonsdatter, Valders, 49 Aar.

Ekstrapræmie.
Marit O. Rudi, øste Slidre, af to Kandidater fra Kristiania et Pengebeløb og af en af Prisdommerne et Expl. «Folke-Eventyr og Sagn fra Valders».

III. For Lur.
1ste Præmie, 1 Sølvbæger, værd ca. 40 kr., opstillet af hr konsul Heftye, tilfaldt Torstein K. Bjørnebraaten, Gol, 53 Aar gl.
2den, 1 smukt Ølkrus, opstillet af Pianofortefabrikant Aarestrup, Bergen, Tollef A. Strand, Aal, 40 Aar.
3die, 4 Kr., Knut T. Bjørnebraaten, Gol, 22 Aar.
4de, 3 Kr., Martinius Vindigstad, Romsdalen, bosat i østre Slidre, 62 Aar.
5te, 2 Kr., Knut T. Rust, Gol, 20 Aar.
6te, 1 Kr., Marit T. Hagen, Valders, 35 Aar.

Ekstrapræmier.
1ste Præmie, Sigurd B. Johannesdalen, Gol, 1 Thelemarkslur, opstilet av Selskabet for den bedste Lurblæser under 17Aar, samt 4 Kr. I kontanter, opstillede af «en Goling», for den bedste i den Alder og bosat i Hallingdal.
2den, Martinius Vindingstad, 1 Kr., fordi han spillede Langelur, et Instrument, der er noget forskjelligt fra den almindelige, der er kortere og til dels giver andre Toner.
3die, Marit T. Hagen, 1. Kr., fordi hun var den enste kvinde, der havde vovvet at optage Kappestriden for Præmie paa Lur.
Efter at adskillige Hurraaer var udbragte, hvoriblandt et nifoldigt af Formmanden for konsul Heftye, Frøknerne Thoresen, Turistforeningen, Pianofortefabrikant Karl Aarestrup, Postmester Roosen, der –det glemte jeg at fortælle –havde sendt 10 Kr. Til Præmiebidrag, samt for alle andre, der med Raad eller Dad havde støttet Sagen, stiltes man veltilfreds med Dagen.

Vinder Selskabet frem til det Maal, det har sat sig, gjør det det under sin nuværende Formand, thi hr. Kirkesanger Berg er en særdeles energisk og flink ung Mand, der omfatter denne Sag med Kjælighed og Begeistring og sparer verken Arbeide eller Udlæg for at fremme den.

Jeg vil sluttelig tillade mig at anbefale Selskabet til Publikums Velvilie. Da man næste Sommer tænker at afholde Kampspil med fri Konkurrence for det hele Land, er det nødvendigt, om dette skal blive muligt, at Rigmænd og Velyndere hjælper til ved at yde Bidrag til Præmier.
Deres ærbødige
Turist.
Ses gjerne optaget i andre Blade.

*Prisdommerne havde været i Tvivl, hvem disse 2 burde have første Præmie. Skjønt aldeles forskjelligt, var begges Spil godt. Efter ny Prøve enedes man om, at Selskabet burde forhøie 2den Præmie med 10 Kr., og paa Forslag af Formanden foretog man desuden en Indsamling blant Tilskuerne og Prisdommerne for saa meget som muligt at udjevne Forskjellen mellem 1ste og 2den Præmie. Kari Rudi havde udviklet Leiken ved at forstærke Gribestrengen, og tilføie en ny, saa hendes havde 9 Strenge.»

Transkribert fra gotisk skrift av Olav Sataslåtten, juni 2016. Opphavsretten til denne transkriberte versjonen tilhører ham, men ikke-kommersiell gjenbruk tillates såfremt kilden til denne versjonen oppgis.

 

 

Advertisements

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s