Asle Øyno Vangens brev i Morgenbladet 1861 om presten Kjeldstrup, som førte til dommen mot ham

Morgenbladet 01.12.1861
«Fra Aal

Det er vel bekjendt og desværre for en del en sørgelig Sandhed, at hallingen gjennem lange Tider har vist sig som et trassigt og hensynsløst Folkefærd. Aarsagen dertil kan dog vel neppe være den, at hallingen af naturen skulde være slettere end Andre; den maa oprindelig, tror jeg, følges i et forsømt Skolevæsen og en slap kirkelig Betjening -Misligheder, hvorunder Aal som det øverste Præstegjeld vel alltid har lidt mest, men i geistlig henseende vistnok ingensinde saa meget som nu, og dette føler i g mig som Christen og Menighedsmedlem opfordret til at paatale.

Der er nu en stor Del af vor Menighed, som af Hensyn til sin personlige Bitterhed ikke engang i kommuneanliggender vove at indfinde sig alene hos sin Sjeløesørger. Og denne Frygt har han fremkaldt ved en Række af Voldsgjerninger, hvorpaa jeg kunde anføre mangfoldige Exempler; men dette ligge udenfor min Plan. Muligens staar han i den Formening, at han ved sin voldsomme Fremfærd lettest vil oppnaa et for sin Menighed heldbringende Resultat. Hvis altsaa en god Hensigt skulde ligge til Grund for hans upræstelige Forhold, vilde han være at beklage; thi saa meget kan man dog ikke forlange af en Præst, at han af hensyn til sin menigheds timelige og evige Vel skal skal sætte sig so over sin Stands hellige Pligter. Men skal man bedømme hans Fremfærd efter den Maade, hvorpaa den ytrer sig, maa man desværre befrygte, at den har sin Aarsag i en for bedre Følelser blottet Natur; thi den Ringeagt, han under Udøvelsen af den viser for sine medmenneskers Liv og Helbred; de Ugdydelser af usømmelige og gudsbespottelige Talemaader, som i Almindelighed ledsage den, dette aabenbarer sig altsammen paa en saa oprørende, en saa uchristelig Maade, at selv hos den oplyste Mand vil den Tanke let kunne opstaa, at slig en Præst næsten maa være blottet for religiøs og moralsk Følelse. Og hvad skal da en uvidende, men veltænkende Almuesmand, som mindst af Alle bærer over med sin Sjælesørgers menneskelige Skrøbeligheder, tænke om dette hans Levnet? Skulde dette være det Exempel, hvormed han som Sjælesørger skal foregaa sin Menighed, vil han desværre ikke noksom kunne glæde sig over, at der bliver befulgt. Dog maa man idetmindste lade Aals Menighed vederfares den Retfærdighed, at det kun er Udskuddet af Almuen, som i sin Sjelesørgers umoralske Forhold søger Trøst og Undskyldning for sin egen Letsindighed. Og selv denne vanartede Hop vil vi haabe har en Følelse af, at der i en saadan Betragtningsmaade ligger et Selvbedrag. Men naar den i sin Sankundighed ser en Mand, hos hvem den forudsætter den dybeste Indsigt i de hellige Sandheder, idelig og uden Skrupler træde frem paa Lastens Bane, maa denne Følelse efterhaanden sløves og tilsidst give Plads for en total Førfærdelse.

Dette er sørgeligt nok, men dette er ikke den værste Side ved Sagen. Under et saadant Forhold maa nemlig en Spire til Tvivl og Vantro slaa Rod, og dette kan have de fordærveligste Følger ikke blot for den Enkelte, men for den hele Menighed. Et saaadant Usinde maa saa meget mer gribe om sig, som disse Naturbørn let lader sig paavirke af aandelige Indtryk, men har høist dunkle og forvirrede Begreber om Christendommens Sandheder. Dette har ogsaa vist sig under Religionsbevægelser; de har da let ladet sig henrive til et fanatisk Sværmeri, som dog hos Mange inden fort Tid har opløst sig ien brat Overgang til den modsatte Yderlighed. Saaledes har de ikke noget fast Grundlag for sine religøse Forestillinger, men giver efter for tilfældige Paavirkninger ligesom et Røk for Vinden. Og hvorledes skal det da vel gaa, naar der staar en Sjelesørger i deres Midte, hvis Forkyndelse og Efterlevelse af Guds Ord gaar op i en fulstændig Modsigelse?

Hvor farligt et saadant Forhold kan være selv for den, der er gjennemtrænget af en dybere Følelse for Religionens Sandheder, det har en from og gudhengiven Kone, da jeg spurgte hende, hvad hun syntes om vaar Præst, træffende paavist i disse Ord: «Naar jeg tænker paa, hvor slet han opfører sig, han, som skulde vide bedre, bliver jeg saa urolig, saa tvilraadlig og saa ilde tilmode: det er som om min Tro paa Gud og vor Religion mod min Vilie skulde rottes».
Det er en Selvfølge, at Kirkegangen under saadanne Omstændigheder maa blive forsømt i en foruroligende Grad. Som Bevis for, at der inden vor Menighed dog ikke hersker liden Sands for christelig Opbyggelse, vil jeg ogsaa anføre, at hver Gang den af vor Sjelesørger i sin Tid antagne Hjælpepræst, Hr. Kaurin, holdt Gudstjenesten, var Kirken alltid overfyldt af Tilhørere. Man saa blev da han – til stor Bedrøvelse for Menigheden –strak fjernet, og nu kan man nog sige, at Hr. Kjelstrup som oftest prædiker for tomme Vægge.

Menigheden har nu endelig tabt Taalmodigheden og indgivet en i 8 Punkter opsattet Klage over ham*). Jeg tvivler ikke paa, at høiere Vedkommende med tilbørligt Alvor tager sig af denne saa vigtige Sag; men ønskeligt var det ogsaa, om de for Fremtiden saa meget som muligt vilde have sin Opmærksomhed henvendt paa Forholdene i vort Dalføre, som hidtil i mange henseender vistnok har været stedmoderlig behandlet.

* Red. har forvisset sig om at saadan Klage er indlevert til Biskoppen af mange Menighedsmedlemmer.
Mgbl.s. Red».

Transkripsjon ved Olav Sataslåtten

morgenbladet

Advertisements

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s