Hulda Garborgs detaljerte og omfattende dagbokskildring fra Hallingdal januar 1906

Hulda Garborg: Dagbok fra 1906, januar.

Transkripsjon og inndeling av Olav Sataslåtten d.y.

I Fjellheimhuset
Ål Kl. 8. Danseprøve. 40 dansere, de fleste i bunad og spræke folk. Efter kveldsmaden kl. 11 kom en flok julebukker som begyndte å danse i doktorens store kjøkken, og for første gang på et halvt år har jeg igjen set folk virkelig more sig. Der var en af bygdens bedste «laus-dansarar» (en nevø af statsråd Knudsen), en prægtig bondegut, som dansed slig, at man blev rent hypnotiseret. Han var tusind gange skjønnere i bevægelser, interessantere og morsommere end alle de dansere jeg så ude. Og musiken var til å bli spid gælen af, skjønt det bare var trækspel. «Dansa laus» det er det samme som å danse uden gjente, d. v. s. Hallingdans. «No fær du låta ein laus», d. e. «spil op en halling. Ellers danses her en enkel men praktfuld taktfast springar. I den er doktorfruen en mester, og hun var stadig på gulvet med de sprækeste gutter. Tilslud kunde heller ikke jeg sidde stille. Jeg må få danse springar med Lars, stordansaren. Og nu tror jeg hver kveld i ens liv er såre forspildt, når en ikke har danset springar med Lars Braaten. Til langt på nat polerte vi kjøkkengulvet, og den ene kjænge etter den anden med hjemmebrygget juleøl tømtes. Kaggen var frossen; men ved hjælp af «varme omslag» ordineret af fruen blev den atter iorden — til alles glæde.

kaja-bergen

Frå venstre: Kaja Bruun, Asle Perstølen, Sevat Satøen (spelemannen), Ragnhild Hefte og Arnfinn Breie i Bergen omkring 1906 . Originalbilde i Ål bygdearkiv, del av Sevat Sataøens fotalbum.

Igår ungdomslag hos doktoren efter en 4 timers danseprøve om eftm. «Laus» og springar vekslet fra 8 aften til 4 morgen. Gutterne var som unge foler på vårbeite i hallingen, og springaren, som her er reduceret til et par turer, hvoraf den ene i grunden bare er en taktfast polka; gik med hypnotiserende musik og kraftige rundsnuinger. Her mærkes endnu meget af den gamle henførelse som kan bli til extase i dansen. Og enda har jeg nok ikke set den på sine høider. Hallingen er ligesom udløsning af den vældigste sprækhed og springaren «flikreleikens» dans par exellence.

Gjenterne spiller i springaren her og i Valders en mere passiv rolle; men på Vestlandet enkelte steder og i Telemarken er hun mere aktiv. Snart lokker hun og koketterer, snart er hun afvisende; og der ender med at hun værger sig svagt for endelig å la sig ta. Gamle folk kjender endnu i Hardanger en tur i springar, hvor konen med rytmiske hånbevægelser dækker sig på en yderst tydelig måde.

Kvinderne her rene urtyper. Kraftige og udviklede og stærke som mænd. Vældige byster. Dragten uden tvil sund. Doktoren siger, at det er de mest veludviklede kvinder han i nogen bygd har set. Her er kun en del under livssygdomme på grund af for hårdt slit lige efter barselsengen. På en gang i den nye trækirke her så jeg idag en prægtig udskåren prækestol, altertavleramme o. a. fra den gamle Ål kirke som blev nedrevet i den forrige præsts tid. (Provst Christie, den nuværende) er målmand; men imod al ungdomsbevægelse ellers.)

Geilo
På turen op beså vi den gamle stue på Mehus, bygget 1790. Den er helt rosemalt med billeder av præster og krigsmænd. I denne stue var intet sat md som ikke hørte til der. Følgelig havde alt sin naturlige plads, og hele stuen var vakker i alle forhold og stilfuld og fornem. Skabene (pelarskåp mellem dørene), sengen, det svære, fine lang bord, den brede peis, hylderne, bænkene og alt rigt udstyret med skurd og rosemåling fint vedligeholdt. Udenpå havde de solide tømmerstokke fåt den dybbrunc fløielstone som karakteriserer de gamle umalte huse af malmtømmer.

Sander Røo
På gården Løite i Ustedalen (landhandel nu) er konen af gammel god æt og har en hel del godt arvegods og en sand rigdom på fine Hallingklæder. Manden har også samlet en del, nærmest vist på spekulation; mens konen virkelig er glad i det. Hendes far Sander Røo (Raaen) var en ven af Ivar Aasen, og de fleste ord herfra skal Aasen ha fåt af ham. Sander var i det hele en intelligent mand, reddet meget gammelt og sendte md til Universitetet, havde selv meget godt og vakkert arbeide. Hans datter nu «Gamla på Løite» viste os også de deiligste linvævnader og fin Hallingsaum som hun havde udført i sin ungdom.

Hun og hendes døtre gik i bunad, og der så jeg for første gang en rigtig «utapå-kjol», etslags lang empirekåbe med tilsyet «bolero» som bruges udenpå «trøia» om vinteren. Alle koner har «hætter», en opsætning af vakre silketørklæder med hvid strimmel under og dusk i nakken. Jenterne har «pandelin», en liden blomstret hue af silketøi og uden hvid strimmel. De har istedet en stor f lad ulddusk midt oppe på hovedet, foruden den lange i nakken. Håret er oplagt i en halvkrans af fletter oppå hovedet, og fletternes ender hænger krusede under dusken nedover ryggen. I Hols forskjellige bygder sees færre bunader end i Ål, hvor de nu igjen blir mer og mer almindelige. Sølvknapper i rundtrøierne har vært af mode længe; men nu begynder gutterne å ta det op igjen.

Måneskinnstur fra Ustedalen til Ål med Bruuns og Ola Perstølen
Kom ned fra Ustedalen kl. 2 igår flat med doktoren, som havde sin ugedag deroppe fredag. Kjøreruren ned gjennem Liadn og Kvisle til Ål var her i strålende måneskin og gjennem hvid eventyrskog. Glitrende i rimfrost. Det var lyst som en dag og vi kunde se udover alle heimer. Under sang og megen munterhed kom vi nedover til Strandefjord, doktorens, Ola Perstølen, ungdomslagets (Åls) prægtige formand og jeg.

ola-dorthea-perstolen
Ola og Dorthea Perstølen

Breie – Nos
I gåraftes holdt min dansering afskedsfest i den gamle vakre Hemsedalstue på Breie. Der er staute gamle folk, som er glad i ungdomsbevægelsen og en søn og to døtre har været med i ringen. En datter var også med i Kristiania, hvor hun gik på middelskole. Hun er nu lærerinde på Voss Folkehøiskole. Stor var min overraskelse da dr. Brun ud på natten på dansernes vegne overrakte mig en hel Ål-bunad, syd og virket af kjerringer og gjenter her.

Alt som hører til, var med, inntil fingreløysor, hætte, knipling, pandelin, skuve, band og ruti til hovedet, «overdebe (skjorte) med den fine hvide hallingsaum, silkeplag og lekkje og spænde, det sidste er endnu ikke helt færdigt. Det er en vidunder-gave som jeg er ganske beskjæmmet over. Jeg har jo bare vært her og moret mig og havt det deilig, og så skal jeg oven ikjøbet beriges så! Jeg måtte naturligvis ind i kammerset, hvor gamle Kristi Breie og to af hendes døtre foretog den vidtløftige proces å flette mig og sette på mig hætte og bunad.

Så blev jeg ført ind i stova igjen af gamle Nos, svigersøn på gården. (Han er gift anden gang. En datter af ham har også danset med mig i Kristiania og var nu med. Hun læste til midelskoleex.; men tålte ikke byen. Har nu kastet bydragten igjen og vil altid gå i Ål-bunad.)Han dansed så «på hætta» med mig under almen jubel. Siden måtte jeg på «stabben» med gamle Tolleif Breie, drikke øl på hans fang, og så skulde vi danse efter at han havt «lagt (en hel krone) i fela» for sig og «dessa unge kjeringi. Men da han ikke længer danser (han er vel 70-80), gav han mig til sin søn Arnfinn, en af vore sprækeste dansere, og bad ham danse i sit sted med mig. Dermed var jeg Halling-kjerring. Og idag er jeg i fuld puds; men føler mig uværdig, jeg snakker jo ikke engang norsk. Kl. 5 idag kom vi iseng og øinene er stive. Jeg har nu danset i 8 dage i et træk, deraf 3 gange til den lyse morgen. Aldrig har vi været iseng før 1-2. Jeg har ikke ranglet så på mange år eller rettere aldrig.
Kost
På festen igår fik vi fuld bryllupskost. «Småmad», sådd med opskårne kjød- og fleskebiter, poterer, rødder og ærter. En vældig kraftig mad. Anden ret: Rømmegrød(ublandet) som svømmed i smør, tredje ret: Dylle (d. e. risgrød i fine dyller, som til barsel og bryllup i Østerdalen). Ved siden af lefse, smørbrød og godt hjemmebrygget øl. Til kaffen rømmebrød og vafler og julekage. Og dansen gik ustanselig. Først og fremst springar med en og anden «laus» indimellem og så en del folkevisedanser. Et par moderne danse, vals o. l. blev forsøgt; men vandt ingen tilslutning.

Bunadene
Der var fire gjenter i bykjole, ellers alle, både unge og gamle, mænd og kvinder i Ål-bunad. Det var et strålende syn med alle kjerring-hættene, som høver godt til fest og ser statelige ud; men som desværre er så upraktiske, at jeg sikkert tror de må reformeres om de ikke skal bli Ål-bunadens visse død. Den vanskelige, sene og ingenlunde heldige hårsætning kan ikke opretholdes uden å skade, og ruIlen og «skuvene» må visselig forsvinde om man skal tænke på å opretholde denne forøvrigt så fine og hygienisk set udmærkede dragt. Gjentenes pandelin må nok også efterhvert miste skuv og rose er jeg ræd. Her må selvfølgelig de unge, begynde. De gamle vil ha den pynt de er vant til og er glad i.

Sukker og mjølk i håret
Kristi syntes nok jeg var en hedning i nat, som ikke vilde ha sukker og mjølk i håret for å bli glat og fin. Ellers fandt jeg mig i alt; men vil dog ikke senere mishandle mit hår med de hårde båndfletter. Idag har jeg mine naturlige fletter rundt hovedet og knipling, pandelin og hætte uden skuv, rull, og alle må indrømme at det er langt vakrere og først og fremst langt sundere og rimeligere. Med denne lille reform vilde Hallingkvinderne også slippe øgenavnet «indianerkjerringene», som byfolk nu har døbt dem.

Ola Ellingsgaard og Ola Perstølen
Jeg mærker ingen stormende glæde over jernbanen. Mange gruer for alt som følger med, især de gamle. Man har alt set et og andet bare under arbeidet, som har givet grund til ængstelse. Og man spurgte hverandre daglig i Al: «Koss skal Hallingdalen verta når bana kjem tru? Skal helse, sprekleik, fargar i bunad og heim og vårt kraftige mål øydest og hallingen verta ein bygrå kontefant?» De unge svor nei! Ja — me fær no sjå, det er det eneste jeg tør si. Stationslandsbyerne er farlige, og ingen smitte griber fortere om sig end den moralske.
Ola Ellingsgaard, som har udgit et lidet udmærker hefte om hallingmålet og landsmålet var en af mine ivrigste dansere og en sjelden klar og grei taler. Var der mange slige gutter som Ola Perstølen og Ola Ellingsgaard i bygderne, så stod det ikke på.Da kunde måske vore dale trodse selve jern-banernes voldsomme nivelleringsarbeide og i tide lære å skille vondt frå godt. Men desværre er det nok de færreste som er så heilrende nordmenn og hev so klårt vit.

Torpo
På veien nedover igår kvilte jeg på Torpe og så på resterne af den gamle kirke der. Det er bare nogle og tyve år siden man havde begyndt nedrivningen af denne gamle rigt udskårne og rosemalte trækirke. Halvdelen var alt væk, så kom en bymand reisende «uppi vegjen og såg det. Og han stoppa arbeide.» — «Foreningen til Fortidsmindesmærkers Bevarelse» kjøbte
den gjenstående del for 200,00 kr. og reddet den. Men prækestolen, som skal ha været særlig gild, er ophugget til ved og «altertavlen bruges til bagstefjøl på en gård i grænden den dag i dag» fortalte Haakon Nugard, som fulgte mig for å se kirken. Han er en begeistret ung målmand, som dyrker Garborg over alt. «Garborg er som eit brennglas,» sa han. «Alt vårt norske
stræv samlar seg i han og gjeng ut ifrå han.» Når jeg hører hvor blindt og fulde af takk og ærbødighed ungdommen rundt om følger G., blir jeg ganske ængstelig på hans vegne. Der følger jo et græsseligt ansvar med det. Kunde G. tale og var stærk og kunde reise omkring i ungdomslagene, tror jeg han kunde sætte en umådelig fart i arbeidet for vort nationale liv.

Han vilde bli den mest elskede fører, den fører som ungdommen nu så sårt trænger og længter efter, for alle føler så trygt, at der ikke er svig i hans sjel og ikke beregning eller egoisme, men glødende tro og kjærlighed. Konen på Nugard forærte mig en hvid broderet «hætte». Broderiet på skjorter (overdel), hætter o. 1., der er finere end selve Hardangerbroderiet,
blir ikke strøget med jern men gnid med en grisetand (slikjetonn) til det blir skinnende blankt. Kindbenet (kjakebein) af en gris bruges også, i nøds fald en theskål; men det er ikke på langt nær så godt. Halvvanter, «fingreløysor», fik jeg også til min bunad.

Gol
Sidste aften i Gol havde vi fællesspisning med megen og fed Hallingkost. Jeg forspiste mig naturligvis og sov ikke hele natten, så dagen igår var strid å klare. — Begyndelsen her var ikke værst igår. Ikke en eneste bunad i ringen. Men i form. har jeg været oppe hos Ingeborg Pladsen her lige ved og set en hel del prægtig Flå-stas. Bunaden for kvinder her ligner Gol-b;
men trøicn hører til altid og er udringet i brystet, hvor en kaste-særk, hvori tre sylje-spender på rad, gjør stor effekt. Broderiet her er et andet mønster og er noget tyndere, ikke så lange sting og ikke så fyldig som i Gol. På hovedet en yndig «gyldenstyk-luve» med «nakkebånd» (to silkebåndsender oppå hverandre) nedover ryggen og sløife af andet slags silkebånd under
hagen. Udenpå kastesærken, som er et hvidt underliv uden ærmer med en liden rød bord i halsen, er et liv af silkedamask, rød eller roset med guld eller sølvbord og over den trøia med lange ærmer. Udenpå luva knyttes et fint silkeplagg med knude og ender foran oppe på hovedet. Et lignende tørkl. om halsen med enderne f lot på den ene side og hagesløifen oppå det igjen. Forklæde af storroset muselin eller sort damask. Sort forklæde og sort pandeskaut bruges bare til sorg og altergang. Om våren bruges til reisesjal om hovedet et stort skaut eller rettere lidet sjal, som et gammelt wienersjal på hvid bund. Om vinteren tykt mørk sjal og kavai, en sort klædeskåbe af en nokså moderne facon med pelerine. «Kjolen» i Ål var originalere.

Mehus
På Pladsen var en gild Hemsedalstue med «pelarskåp» mellem begge låvedørene som på Mehusstua, og skaber og bænker o. a. på sin bestemte gode plads. Søljerne her er lidt anderledes end i Ål, uden stene og lidt anden form; men «melleringer» bruges også her, både store og små. Her kniples også hvide og kulørte blonder, og til daglig brug og heime søndagsbrug har de en kniplingsstak, som er ganske morsom. En vanlig Flåstakk, (empire med lidet bærelivsstykke som de andre Hallingdragter) med bred rød eller grøn knipling nedentil. De fleste gamle bondekoner bruger sin dragt til stas, kirkegang, bryllup o. 1., men ikke til arbeidsklæder.

Overalt er der nu kommet komfyrer ved siden af peisen, og da de sætter komfyrrøret opi peisen m denne tættes med spjeld. Luften er derfor dårlig i stuerne nu. Og så stænger de alle barn hermetisk inde de to første år og lar dem ha tyk kappe på hovedet til de er 2-3 år. De går i de første år alle i gjenteklær, men gutterne kjendes på tre små pomponer oppe på hovedet.
Disse sitter i hvert sit hjørne af en udrunget silkelap som er syd på luen.

Flå
Var færdig i Flå lørdag 20de. Sidste aften fest. Præsten Geelmuyden kom; han førte mig til bords. Ordfører Heie og frue og mange andre ældre folk fra bygden var kommet for å se på. Heie gild målmand. Præsten indvendig modstander; men rimelig. Nogle af danserne forærte mig en meget gammel og meget deilig sølje-spænde. En gut forærte mig to kunstfærdig skårne skjeer, og lærerinde frk. Storø en hundredeårig snusdåse af træ, det var blir som det fineste ben. Skulde reist nedover fra Flå søndag morgen; men fik vide, at der oppe i «Næsbyen» (hvor jeg var reist igjennem for to dage siden) fandtes en hundreårig brudedragt og mange andre gamle ting samt en gild gammel kjerring som eiede disse ting og elsket alt gammelt og tog vare på det. Ligeledes dyrkede hun endnu den gammeldagse Halling-husflid, og vævede, smettede og flettede «kniplinger».

Jeg ærgrede mig over at jeg skulde forlade dalen uden å få se det lille som endnu var af gammelt, og skjønt jeg lørdag aften måtte gå tidlig hjem og var dendig dårlig og trær, så tog jeg den beslutning å reise op til Næs igjen søndag og ned igjen samme aften. Det var druge 6 mil på en dag i en bidende sno; men jeg angred det ikke.

Nes
Ingeborg Rønningen Hagalis stue og samling af gamle ting var interessant å se, og jeg kom til nogle snille folk ellers, Ingeborgs døtre (to af hendes datterdøtre var med i dansen i Flå), fru Tandberg og fru Sørbøn. I den sidstes hus spiste jeg en vældig middag og kjørte så med hr. Rømcke (bror af den dr. Rømcke, som havde gjort så meget for renslighed og sundhed i dalen) til hans vakre gamle gård, hvor han også havde en hel liden samling sølv og klædningsgjenstande, bLa. en hei del fint arbeidede (broderede) hvide «kyrkjeklutar» (hvide «hovedlin»?) med fine blonder syd på bobinet. Det er som små nonneslør — lette og vakre af hjemmevævet fint linlærred.

I Ingeborgs store kjøkken-stue så jeg for første gang en hvid juleklædning til stuen. Det er brede hvide kniplinger flettet af udtrevlete tråde (frynser) på hjemmevævede grove og finere lærreder af hjemmeavlet lin. Rundt hele stuen under taget — over døre og vinduer hang alt dette hvide, som en heilig, ren dragt stuen fik på om julekvælden, når alt arbeide var frasiggjort. Det så så rent og høytidsfuldt ud. Den gamle brudedragt var af rød damask med en prægtig kappe som faldt nedover sadelen — også af damask, rød og hvidblomstret. Livet af guldblomstrer silkebrokade, så tre tykke sølvbæiter (det ene om hovedet) og en mængde søljer. Værdifuld og pragtfuld. Dog måske lidt for overlæsset til å være rigtig smagfuld.
Museum for Hallingdal i Næs
Der tænkes på et museum for Hallingdal i Næs. En gammel nu meget forfalden stue på Rønningen tænkes kjøbt og restaureret til det brug. Man bygger da vel på å få en grundvold til museet i Ingeborgs og Rømckes samlinger; men disse har endnu ikke bestemt hvad de vil gjøre med sine skatte. Ingeborg sa til R. så jeg hørte på det: «Mæ fær slå ihop det me hey, me tvo, og stelle det so det ikkje vert spreidd etter Os,» eller omtrent så. R. sa, da vi kjørte derfra, at det var ikke dumt af Ingeborg. Så de har vist mest lyst på et privatmuseum. I. havde på sit loft et utal af heimespun-hespler og ferdige åklær. Hun skulde ha et til hver af sine 21 barnebarn før hun døde, sa hun. Hun havde også 21 bankbøger som kun hun viste. Sine skolebøger, en gammel Pontoppidan og to andre havde hun også vel forvaret. Biskop Bang
var for et års tid siden hos hende og så på hendes herligheder, og da viste hun ham bøgerne og spurgte om han havde gjemt så vel på sine; men det havde han nok ikke.

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s