Forfatteren og prestedatteren Karen Stenersens omfattende skildring av Ål i 1840-årene

parab

Forfatteren og prestedatteren Karen Stenersen skildring av Ål i 1840-årene
av Olav Sataslåtten d.y.

Karen Tank Anker Stenersen ble født den 9 juli 1826 i Trysil, og hun døde 1906 i Kristiania, Hun var forfatter, og var niese av teologen Stener Johannes Stenersen og søster av veterinæren Stener Johannes Stenersen. Karen Stenersen oversatte svensk og tysk skjønnlitteratur og ga ut bøkene Minder fra hjemmet (1889) og En gammeldags prestegaard (samme år). Hennes barnebok Fra sætervold til hav (1893, illustrert av nevøen Gudmund Stenersen) inneholder ungdomserindringer. En gammeldags Prestegaard, 2det forøg. opl. af «Minder fra Hjemmet» ble utgitt i Kristiania på Cammermeyer forlag i 1889.

gretestugu-bygdearBildene er ikke relatert til tidsperioden beskrevet i artikkelen. (Ål bygdearkiv -gjengitt med tillatelse).

Om hodeplagg
«Den første søndag, jeg kan mindes fra Aal, var ogsaa en mindedag, som jeg aldrig vil kunne glemme paa grund af alle de vekslende tanker og følelser, som gik igjennem mig; jeg vilde gjerne være glad i det nye medens det gamle med alle sine kjære minder drog mig saa megtig og fyldte mig med inderlig vemod. Kirken laa kun et stenkast fra prestegaaden, saa nær, at vi maatte gaa forbi den for at komme til melkeboden og staburet. Hele kirkealmuen samledes altid nede paa gaardspladsen, lige nede ved vor gang ; mange kom ogsaa ind i kjøkkenet. Den dag var de vel ogsaa nysgjerrige for at faa se hu prestmor og prestsmaajentad’n, som de ikke havde seet før. Min far og mine brødre havde været der et halvt aar før, saa de var allerede kjendte. Vi var ogsaa nyfikne for at lære nogen at kjende, saa vi gik ude imellem dem og svallede med dem, saa godt vi kunde, medens de beundrede vore klæder og vi deres søljer og ringe og alt, de havde paa, som for os var aldeles nyt og besynderligt; især fandt vi deres hovedpynt underlig. Den bestod af en stor dusk med mange farvet uldgarn i nakken og en do. oppe paa hovedet festet til et stykke rødt tøi, kantet med fløiel og guld eller sølvborder rundt».

Om en barnemorderske
«En tildragelse har især brendt mindet om denne dag ind i min sjel. Der gik en jente alene omkring med et tungsindigt udtryk i sit ansigt; jeg nærmede mig hende, hvilket synlig gledede hende, og vi satte os paa trappen og snakkede sammen; hun fortalte, at hun havde tent ute paa bygdom, og nu havde hun idag gaaet til Guds bord.» Jeg kjendte paa mig, at hun var ulykkelig, og jeg forsøgte at faa hende til at aabne sig for mig, da jeg saa gjerne vilde være hende til lidt trøst. Som vi sad og snakkede, kom lensmanden i fuld uniform og en med ham; dette var et sjeldent syn; han gik lige ind og talte med far, — og saa blev jenten kaldt ind; hun var en barnemorderske og skulde nu i arrest. Der besøgte jeg hende siden ofte, og det var hjerteskjærende at høre hendes lamgselsgraad efter det drebte barn.
Livet i prestegaarden artede sig snart som i det hjem, vi havde forladt. Far og mor blev ogsaa her far og mor for hele bygden».

Hvem var presten Gabriel Hofgaard Stenersen?
«Gabriel Hofgaard Stenersen, 1840—50, f. 1798 på Jevnaker. Han hadde vore prest i Trysil og Elverum for han kom hit. Han var ein svær talar og noko av ein poet. Kanskje kjende han det slik at han ikkje var på rette hylla. «Ja, så var det denne seien igjen da,» sa han eingong til klokkaren Holge Iversen, då han skulle ha på seg prestekjolen. «ja, eg undrast på når det vorte bra nok eg,» sa klokkaren. «Jeg skulde vært klokker,» sa presten. «Å ja, det er bra nok å vera klukkar med når ein er fornøgd med det,» fekk han til svar. Stenersen var umåteleg velfødd. Sjølv skrytte han av at han vog eit skippund. Det gjorde at han var noko makeleg av seg. Interessa for skulen dovna i hans tid, fortel Lars Gjeldaker. Men han var ein likeleg og godsleg mann. Han var svær å forteija historier. Då hende det han gløymde presten. Båe han og kona hans, Anna Birgitte, var godhjarta menneske. Dei tok til seg fattigungar og gav dei opphald i prestegarden. Og på dørene i prestegarden kom det ei heil syndflod av fattige som fekk hjelp». Aal bygdesoge. 2 Svarteberg, Kristen , 1955 s , 178

Stenersens mor fungerte som doktor
«Mor var desuden doktor for alle; hver vinter blev hendes apothek forsynet med diverse medisin, hofmandsdraaber, kamferdraaber, terpentin, rigabalsam, gummivpaster o. s. v. og hun havde en meget rivende, om just ikke meget indbringende praksis. Engang blev hun endog hentet til en ung kone, som af sin mand var bibragt ni knivstik i maven. Stakkars mor! Dengang kom hun rent elendig hjem; thi det var jo et grufuldt syn og naturligvis ingen tale om at kunne hjelpe. Konen døde samme nat, og manden maatte udsone sin byrde med livsvarigt slaveri. [—-]»

Stenersen-jentene sydde for hallingene
«Der var ingen anledning til at kjøbe mønster og modeller, hverken til det ene eller andet; vi maatte bruge vor opfindelsesevne, og derved syntes vi, ialfald dengang, at gaverne fik dobbelt værd. — penge havde vi yderst lidet af; vi kunde tjene os lidt ved at sy strimler og selge til hallingjenterne, og derfor kjøbte vi om vinters, naar vi havde „ bybud», kanava, hulpapir, perler og silke, tyl og brodergarn, — og saa maatte vi hjelpe os selv; jeg havde den ære at faa tilnavnet: Findoppa. Det var vel en fryd, naar alle disse sager kom fra byen og tusende ideer krydsede i vore hoveder; i aanden saa vi da en hel del deilige ting, som vi kunde forarbeide; men det befandtes jo ofte at være lettere at tenke dem end at gjøre dem».

Å stå på ski på Sundre på 1840-tallet
[—]»Til vore øvrige søndagsfornøielser om vinteren hørte det, at en hel del af bygdens unge gutter, sammen med mine brødre, samledes paa prestegaarden for at staa paa ski — udover den bratte li lige op for prestegaarden — over gaardspladsen og helt ned til elven; de lavede til svære hop og rullede ofte mange gange rundt nedover de bratte bakker; men det var et liv og en jubel, saa det var en lyst. Der blev efterhaanden noksaa mange temmelig unyttige, ialfald ganske overflødige, individer i prestegaarden; thi naar en far eller mor døde fra en flok børn, saa skulde gjerne en af dem plaseres i prestegaarden. Jeg mindes tre saadanne, som vi havde paa en gang, foruden en gammel legdemand. Den ene af disse tre var en liden jente, som fik en slem stedmoder; straks skulde hun have et fristed hjemme, og hun var hos os, til hun blev konfirmeret. Da vi, efter min faders død, skulde forlade Aal, hang hun sig fast i vognen og storskreg, fordi hun ikke kunde faa følge med, og det var forferdelig ondt at maatte reise fra hende ; men da mor havde syv uforsørgede børn, gamle Gjertrud og sin egen gamle moder og den gut, der havde fulgt os fra Elverum som en liden legdegut, saa kunde hun jo ikke godt tage mere paa sig med sine 300 spd. om aaret at leve af. Hun havde jo desuden faaet løfte om at faa tjene hos den kommende prest, saa vi ansaa hende for godt anbragt. Mange aar efter opsøgte hun min søster og mig i Kristiania, og da brast hun i saa dan graad, da hu,, fik se oss, saa det varede lenge, inden vi kunde komme til at snakke med hverandre; hun skikkede sig godt og blev i mange aar husholderske paa en stor herregaard og senere gift».

Amerika-farerne
«Vi havde mange snille, brave tjenere. Flere havde sit bryllup hjemme, og mange drog til Amerika; thi dengang var Amerikafeberen rigtig begyndt at herje derovve, og de troede ganske vist som gutten i «Flugten til Amerika», at konfektrosiner og mandler der gro, i store duske de henge, paa trærne sammen to og to, og koste slet ingen penge.»

Holge Iversen Bjella
«Holge Iversen Bjella, f. 1790, d. 1866, var klokkar 1811——66. Han var son til den førre klokkaren, Ivar Knutson Langeland, som kjøpte Bjella og slo seg ned der. Holge var lærar 1807—-22. 1817 fekk han påbod om gje opplæring til dei som ville bli lærarar, og den tida han var klokkar, var det dei fleste lærarane i prestegjeldet som fekk lærarutdanninga si hjå han. Han stod framom dei andre lærarane, står det i visitasmeldingane. Han var ein sers dugande klokkar og lærar, og var svær til å syngje». Aal bygdesoge 2, s 185
«Vor gamle, pregtige klokker, Holge Iversen Bjella, maa jeg da ikke glemme at fortelle om. Han havde havt et merkeligt og beveget liv. I min fars formands tid blev han engang nede i prestegaarden pludselig bindegal, saa der maatte mange sterke karer til for at holde ham og siden føre ham hjem til den stakkars hustru. Denne galskab varede i fem samfulde aar, og i denne tid maatte de have vagt over ham nat og dag, da han hele tiden gik med den tanke at aflive sig selv; hans håar, skjeg og negle maatte vokse frit hele denne tid, da de ikke turde lade noget skarpt instrument komme ham nær, og han skulde være frygtelig at se til. Men pludselig en morgen, uden nogen forudgaaende bedring, kom han ind til sin hustru og bad om barberkniven; thi nu vilde han barbere sig, faa klippet sit hår og faa søndagsklæderne paa og gaa ned i kirken og forrette; thi han viste, at det i dag skulde være bispevisitas, sagde han. Konen turde først ikke levere ham kniven, da hun ikke troede paa hans helbredelse, skjønt jo hans udtryk var aldeles forvandlet; men saa fortalte han, at den nat havde Kristus været hos ham og løst mørkets lenker; han havde seet ham, lys og deilig, staa foran sin seng og hørt ham sige: Nu skal du være fri, nu kan du atter begynde din gjerning». Han ragede og pyntede sig og gik ned til prestegarden, hvor der blev stor forferdelse ; her bad han om kirkenøgelen, for nu vilde han op i kirken og takke for den frelse, han var vederfaret, og saa vilde han siden faa lov at forrette, hvilket jo biskopen og presten søgte at faa ham fra, da de, som rimeligt kunde være, ikke var rigtig trygge for ham; men det hjalp ikke. Gud har selv indsat mig i min bestilling», mente Holge Iversen, — og nu er jeg atter klokker i Aal».
Han gik da op i kirken, hvor han forblev hele to timer; saa kom han ned igjen, lys og klar som aldrig før, og fortalte med sin usvigelige sanddruhed, at han ogsaa da havde havt en aabenbaring, at han havde faaet lov til at kaste et blik ind i det evige livs herlighed ; og siden — naar nogen kunde ytre tvil om de guddommelige sandheder, blev han, trods sin merkelige ro og ligevegt, meget ivrig og begyndte da gjerne sin bevisførelse saa: Ja! men jeg har seet med disse mine sine og hørt med disse mine øren, at alt, hvad Gud har lært og sagt, det er sandhed! og det sømmer sig daarlig for os kortsynede støvorme at gjøre indsigelse imod Guds evige ord.»

Han var klokker i mangfoldige aar efter sin helbredelse, var en gjennem-pregtig og hederlig mand i al sin ferd, sagde sandheden bent frem til høi og lav uden persons anseelse og var stedse en svoren fiende af alt, som ikke var af „sandheden». Jeg synes endnu, jeg ser denne lange, magre mand med sit kloge, ærlige, sterkt markerede ansigt.
Det var en stor fest for os, naar vi en gang hvert aar blev budne op til hans hjem; vi var da budne alle, store og smaa, til middagen; da var det rømmegrød og kalvesteg og til aftens lefsekling, spegemad og mange andre gode sager, og da trakterede endog gamle Iversen med fin madeira, som han kjøbte i hovedstaden til den brug, og han og hans hele familie vidste ikke, vaa hvad maade de bedst skulde faa vist sin inderlige velvilje. Han var en stadig gjest hos os, ei alene søndagene; men hver gang der var brudevielse og begravelser, blev han til middags og kaffe; dels havde han lang og tung vei hjem, og dels havde far stor hygge af at have ham og snakke med. Han var sikkert 80 aar, før han ophørte at fungere som klokker; da gik det over, til hans søn, som var ligesaa elskverdig. Efter min faders død stod han som en trofast ven ved vor side og var jo af dem, det var aller tungest at forlade, da vi reiste; thi slige mennesker treffer man ikke ofte paa i livet».

En setertur -Sommerminder fra Aal.
Naar man bor saadan i en afsides fjelddal, bliver jo vinteren undertiden noget lang, og vaar og sommer imødesees med inderlig lengsel. Aa, hvor vi gledede os til sommeren med dens mere vekslende liv! Aal ligger jo noksaa isoleret, men der er smukt, og der er god kjørevei, saa om sommeren er det besøgt af en mengde turister; især kom der en mengde malere derop. Professor Gude havde sit hjem i nabobygden, og det bidrog naturligvis end mere til at trekke andre malere dit. For os ungdommen var jo dette til stor glede og hygge; thi de fleste tog jo efter den tids sedvane ind paa prestegaarden ; især faldt dette af sig selv der, hvor det ikke var rart bevendt med gjestgiverierne, og mine foreldre var desuden magelss gjestfrie, og — som sagt — for os var det festdage, naar disse fremmede kom.

Adolph Tidemand i Ål
«Det var en stille, deilig sommerdags eftermiddag, dørene stod oppe helt ud, saa blomsterduften ligesom fyldte rummet, det var saa ubeskrivelig behagelig; far tog sig en middagslur i sofahjørnet, jeg sad aldeles fordybet i en morsom bog; jeg merkede intet, før jeg hører en smuk, velklingende stemme sige til far: Undskyld, prest, jeg forstyrrer Dem i Deres middagshvile!» Jeg saa op, og der stod en mageløs skjøn skikkelse med en smuk, fin, elastisk figur og, et ansigt saa edelt, med et saa umiskjendeligt aandens stempel paa sin pande, saa jeg nesten maatte tro, at han kom fra en bedre verden; jeg fik da ogsaa min hilsen, og han presenterede sig selv som : Adolph Tidemand. Han fortalte da, at han af, Hans Gude havde hørt om mine foreldres store gjestfrihed og bad derfor om at maatte tilbringe nogle dage paa prestegaarden, da han ønskede saa meget at tage nogle skisser deroppe, — og det faldt nok ingen noget van skeligt at sige, han skulde vere hjertelig vel kommen. Det var mageløse dage! Thi et saa fint, nobelt og gjennem-dannet menneske har jeg neppe truffet paa min vei. Der kunde han sidde og give sine aands-skatte til bedste— endog i samtale med mig stakkars uvidende toske, uden at jeg i mindste maade havde følelsen af, hvor dybt han maatte stige ned fra sin sfære for at sidde og underholde sig med mig, og han var saa fin, at jeg ikke engang fik nogen kuende fornemmelse af min underlegenhed, men tvertimod blev ganske frigjort, fordi jeg aandede i en saa ren luft. Han tilbragte 8 dage hjemme, og jeg kommer aldrig til at glemme disse. Naar jeg ser hans deilige billeder, saa strsmmer mig altid den samme ideelle duft imøde som den, der omgav hele hans person og vesen. Ja! — Adolph Tidemand var i sandhed en magelss mand.
Han tog skisser af Tosteinstuen, gamle Gjertrud og en ung vakker hallingkone blant mange andre; om denne sidstnevnte sagde hallingjenterne : Eg kan inkje skynd, ko han vilde maala ho Astrid, de’ e no mangje, som e mykje tjukkare lel». Det at være tjuk og ræu» var deres skjønhedsideal».

«Fra Gulsvik reiste Tidemand-familien videre oppover Hallingdal til Nes, hvor de ble et par dager. fordi snøen ennå midt i juni lå da på fjellet. De gjorde en avstikker til Ål og reiste fra Gol gjennom Hemsedal over til Lærdal». I ‘Adolph Tidemand og hans tid’ av Jan Askeland, Aschehoug, 1991.

Spelemannen Anker Richter
«Vi havde en gammel spildemand i bygden, «Bernt Anker» hed han, det var en gammel halling; han var visst i grunden et stykke av et naturgeni: han spillede fine hallinger, springdanser og slaatter aldeles deilig, men af vore danse kunde han bare en eneste repetition af en vals og «Se, de to, se de to forlibte»; det var galoppen; men naar vi fik lov at faa ham op om søndagskveldene og bede kapteinens ungdom, saa vi kunde blive fire a fem par, saa kunde vi danse, hvor længe det skulde være, efter disse to dansestrumper; og jeg tror sandelig ikke, mange har moret sig bedre paa det elegante bal, end vi morede os paa disse primitive dansemoroer. –I julen var det jo en given sag, at vi skulde faa have ham op nogle gange, og disse aftener imødegaaes da med spænding og uro i sindene –akkurat som om man skulde paa et stort bal: ja, vi havde virkelig balfeber».
I Ål bygdebok heter det om Anker Richter: «Bernt Anker Hagemann Richter fekk garden Sundre på skiftet etter mora i 1828 for 782 spd. Han vart kalla ‘Anker’ og var ein god spelemann. Dei gamle spelemennene prata om «Anker-låttar.» Fødelses-og dødsår er oppgitt til å være 1797-1847. Jeg har funnet i Digitalarkivet at fødselsåret stemmer, men noen dødsdato er ikke oppgitt. Fra boken «Det tilla og det læt»: Anker Richter var fødd i 1797,altso 4 år etter Asle-Knut. Anker var ein bra speiemann, står det i bygdeboka. Asle Øyno skal ha lært låttar av han. Spelet til Asøe likna meir på spelet til Anker enn til Asle-Knut. Asle-Knut spelte meir «kretandes» — utkrota. «Detta var ein Anker-lått», kunne Asle Øyno sea. Trass i der framandslege namnet, Anker var bygdagut. Han var son til lensmann Carl Petter Richter, f. ca. 1770, lensmann i Ål åra 1807-26. Han vart gift med ei bygdajente og dei hadde fire born. Far til Carl Petter var ein offiser i Det Hallingdalske compani. Han hadde eit barn med ei frå Helling, nemleg Carl Petter. Frå Anker vart det ei spelemannsgrein: Dotter hans, Caroline Adolfine Ankersdotter vart gift med Ola Olsen Hansebråten Skardet, Skardskraddaren. Av borna etter han var spelemannen Lars Skardet, Skalet, og broren Kittil Lien, som ogso spelte fele og laga feIer. Og son hans var Olav K.Lien, den siste på den spelemannsgreina».

Stenersen skriver videre: «Om sommeren pleiede der altid at komme en hel del venner og slegtninger til prestegaarden, og vi levede da herlige dage; aller deiligst var det, naar vi fik lov at reise til seters. Mor kom gjerne først og spurgte, om vi havde lyst, og da dertil altid blev svaret enstemmig og høilydt ja, udvirkede mor fars tilladelse, og naar det saa blev forkyndt, at vi skulde faa lov at reise den første godveirsdag, blev der jubel i leiren; thi seterreisen udgjorde jo altid vor største sommerglede hvert aar. Og det var ogsaa en herlig fornøielse, naar vi drog afsted, nogle ridende, andre gaaende, opover den bratte, skogkledte li, hvorfra vi, alt eftersom vi steg høiere og høiere, kunde overse hele dalen, hvorigjennem elven snoede sig lig et sølverbelte og hist og her afbrødes i sit stride, fossende løb af stille, dybe fjorde, som meddelte hele landskabet et mildere skjær. Hallingskarven og en mangfoldighed af andre deilige fjelde steg ogsaa frem, efterhvert som vi kom høiere op, og det hele dannede et deiligt billede. Snart begyndte det at blive snaut med trær, og lidt efter lidt blev det bare fjeldrab, som vi der kaldte det; mellem dette fjeldrab voksede der en mengde af de største og deiligste for glemmigeier, jeg nogensinde har seet, og hist og her indimellem var der en mangfoldighed af disse smaa, dybe, mørke fjeldtjern, der giver landskabet et saa forunderlig alvorsfuldt preg; naar saa hertil kom heiloens triste, klagende lyd og denne ubeskrivelige høtidsfuldhed, som altid ligger over fjeldnaturen, saa var det nok ikke underligt, at al munterhed lidt efter lidt forstummede, saa den forhen saa høirøstede skare da gik tause ved hinandens side, og vi satte os paa stenene langs veien for ret at nyde dette ubeskrivelige. Melkeboden med sine mange hylder, besatte med de deiligste hvide og rødeoste — hele, lange boder af skinnende hvide melkeringer, og trauge med den deiligste melk i, smørbutterne med sit indhold, — alt skulde besees og beundres. Saa streifede vi om paa fjeldet, satte os ved tjernbredden og lyttede til bjeldeklangen og haukingen fra andre setervolde, indtil vor egen buskap kom hjem».

De trofaste tjenere.
«Jeg har nu forsøgt at give et billede af en gammeldags prestegaard; men dette billede vilde forekomme mig kun halvt og ufuldstendigt, hvis jeg skulde forbigaa de leilighedsvis nevnte trofaste tjenere, Gjertrud og Tosteinsruen, uden at give et fyldigere billede af dem ; thi de var, hver i sit slags, merkelige mennesker, som jeg synes fortjener ikke at gaa i glemme. Den ene var altsaa vor budeie, min gamle kjere Gjertrud, der tjente hos os, nesten fra jeg blev født, saa jeg mindes ikke den dag, da hun ikke hørte til familien.
Da hun var 8 aar gammel, begyndte hun at gjete; hun var saa liden, at hun, for at finde bort til og hjem fra skogen, maatte holde sig fast ved bjeldekoens klave og følge den overalt. Hun havde, som man kan tenke sig, mange eventyr som liden gjeter jente, mangen en navnlss skrek, naar den lille stakkar hørte det knage og brage i buskene og saa troede, at bjørn eller ulv var i anmarsh, og det var heller ikke frit for, at hulderen viste sig undertiden med sine store buskaper med brandede fjør og lignende; i det mindste saa hun meget indigneret og harm paa os, naar vi vovede at betvile hulderens tilværelse, og sagde da gjerne med den dybeste overbe visning: Du vil ful inte negte det, som jeg har set med mine egne øiner, aa du skulde bare veta, aa ofte je saa a bort paa setertervoldene paa den andre sia af elva — det var de vakreste store brandede kjyr — speleman med fela og store hester, og da maatte jeg kaste staal over mig aa si’: Jesu navn», saa vart det borte, det behøver du inte at si’ te mig, at det inte er hulder».

Om snøfallet i juni
«[–]den sidste sommer, vi var i Aal, da faldt der midt i juli flere fod tyk sne, som blev liggende i fjel dene 3 a 4 dage. Hun var paa stølen med vor buskap, og da stølen laa 2 mil fra hjemmet, var det umuligt at faa drevet den hjem i al den sneen, og for-forraad havde hun naturligvis ikke; hun arbeidede derfor, sammen med gjeteren, som en fortvilet for at faa skuffet sneen vek og faa fat i noget mose og fjeldrab til at koge laag paa, og saa tog hun ind i stølsstuen saa mange ad gangen, som kunde rummes derinde, brendte baal paa peisen, melkede dem og gav dem varm laag, indtil hun havde havt dem alle inde og veder kveget dem, saa godt hun kunde, medens hun gred og godsnakkede med dem hele tiden.
Selv om natten var hun oppe og havde dem inde for at varme dem; hun fik naturligvis, saa snart det var muligt, baade mandshjelp og foder hjemmefra, men to dage gik dog med, inden denne kunde komme; thi det faldt jo ingen ind med det samme, at sneen skulde blive liggende midt paa sommeren».

Ola Torsteinsrud
«[—]den anden, jeg vilde fortelle om; det var en halling, som var husbondskarl hos os, en sver, kjempesterk, bredskuldret, pregtig skikkelse, som altid, naar han ikke var i arbeide, gik med korslagte arme og niartialske skridt. Da min fader kom og skulde bese kaldet — han var da netop forflyttet til Aal —, kom han og tog imod hesten, og da far spurgte : «Er du husbondskarl her, du?» svarede han med forundring: «Ja! stulde du inkje høirt svalle om en Ola Tosteinsrud?» Et svar, han engang gav en bonde, som mødte ham paa isen, er meget karakteristisk for ham. Bonden spurgte: «Aa du fyr ein kar?» Torsteinsruen svarede: «Slåen høire te aptin, hesten te lesmanna aa eg tener hjaa prestens, so me høire inkje te bondeslegten nokon taa os».Ligesaa karakteristisk for hans haardfør hed, synes jeg, det var, engang han gik og slaar korn, saa havde han skaaret et dybt skaar imellem pegefingeren og tommelfingeren. Da kom han marsherende ind med beg i den ene haand og det blødende saar i den anden, tendte varme i beget og dryppede det ned i saaret og bankede det haardt til uden atforandre en mine.
Han blev som sagt ogsaa vor husbonds karl, og han var tro og paalidelig i al singjerning, men vi havde ogsaa mange svere stunder med ham, da han havde den svaghed, at han undertiden drak sig fuld, og da var han ikke til at styre. Naar han kom fuld hjem, gik det som en lobeild imellem os alle: «Tosteinsruen er fuld!» og redsel stod malet paa alle ansigter; thi vi vidste aldrig, hvad han kunde finde paa; hans største førnsielse var da gjerne, at han kom ridende ind i gangen og op ad trapperne paa en stor borket hest, vi havde, som hed Storeborkjen», og som var hans serdeles yndling og hans stolthed. «Tosteinsruen og Storeborkjen høire hop!» skreg han da gjerne, saa det rungede i huset. Min moder var den eneste, som i slige stunder formaaede noget over ham, og det endte gjerne med, at hun med tusende kunster slik lokket ham til at legge sig og sove rusen ud.
Da min fader døde, optraadte han fuldstendig som moders forsvarer og hjelper, saagodt han kunde, og var rørende i sin troskab. Da den kommende prest efter hans mening forlangte for stor aabod, blev han høilig forbitret, og han marsherede ind til ham med korslagte arme og en kongelig holdning, stillede sig foran ham i en udfordrende stillingog sagde med sterkt eftertryk: «Ein ting vil e’ sea dig, og det er, at dersom du vil taka saa stor aabod tå a mor, so riv e’ ned at den steinmuren, e’ ha mure op kring støls volden, e’ har lagt up koreinaste stein, og eg er kar fyr aa rive ned at kor eineste stein aa, dersom du inkje vil erstatte a mor alt det, n far har koste paa her i gala». „ Mener du det, min kjære Ole», spurgte presten godmodig. Ja e’ meine det, og e’ ska halde ord, det ska du faa sjaa». Og følgen blev ogsaa ganske rigtig, at presten slog af paa sit forlangende.
Da min moder og vi skulde flytte frå Aal, var det aldeles gribende at se denne store, sterke mand staa der som en billedstolte paa trappen i sin yndlingsstilling, medens taarerne strømmede ned over hans barkede kinder, og for hver en af os, som kom ham forbi, rakte han haanden frem til afsked og trykkede vore hender, saa vi gjerne kunde skreget, idet han fremstammede : «Ja —du faar leve vel! Tak fyr samvære! Du fer gjeva me te fyr alt geli; e’ meinte det inkje vont; — e’ gløimer deg aldrig.»

Og jeg glemmer heller aldrig disse to gamle ; jeg ser dem saa tydelig for mig, saadan som de hver julekveld kom trovvende ind i sine høitids dragter, han i spidsen for gutterne, hun for jenterne — for at takke for maden og være med at høste juletreet».

Stenersen bygde stølshus både på Olset og Buhovd. Men så leide han bort Buhovd til prost Ekchoff frå Ringerike. Med både prestens eigne kyr på Olset og dessuten leiekyr, kom det klage fra naboene på Buhovd. Lensmannen rådde folk til å avstå frå forliksklage, han skulle i staden prate med presten. Men det vart utan resultat, skriver Thor Warberg, Ål bygdebok.

All transkripsjon og research ved Olav Sataslåtten d.y.

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s