Eilert Sundts skildring av gjenstander gitt av Sander Røo til Universitetets Oldsakssamling

«Men temmelig nylig (jeg tror i 1863) er dette
blevet opklaret derved, at en tenksom Bondemand fra
Hol i Hallingdalen (Sander Thomasson
Raen er hans Navn) har bragt til Universitetet de
to afbildede Redskaber med Skaft, No. 125, d og 126, d.
Det var forliggende Sager og afskaffede Redskaber hjemme
i hans Bygd; men Folk vidste at sige, at de før i Tiden
havde værret brugte til saadanne Arbeider, som man nu
udfører med høvl, til at jevne og glatte Planker og
Stokke med. Ja han bragte tillige med til Universitetet
et gammelt Skrin, hvis Bord forklaredes og tydelig kunde
skjønnes at verre ikke høvlede, men skavede.
Disse indtil henimod Nutiden brugte Hallingdalske
Redskaber ere ligesom de længst Levende af en uddød
Slægt. Jernene svare ganske til de forrustede fra Gra-
vene, og da disse sidste vare nye, maa de tydeligvis have
været ligedan skaftede som de fra Hallingdalen.
Det med Skaft til een Haand (Størrelsen er netop
saa, at den høire Haand faar Rum i Skaftet) kaldte
Bonden Skjøve»; det andet, som er til begge Hænder,
kaldte han» Skavl». Og siden der er Lighed i saa
meget Andet, kunne vi gjætte paa, at man i Oldtiden
ogsaa har brugt disse samme to Navne; det er ialfald
efter denne Hallingdalske Talebrug, at jeg har kaldt de
jordfundne Redskaber saaledes.

sundt ill en

sundt ill 2
Af Tegningen er det kanske ikke tydeligt nok, men
holder man Redskaberne selv i Haanden, skjønner man
let, at Skjøven forholder sig til Skavlen som en Skrub-
høvl til en Slet-Høvl*). Skjøven er da brugt fore-
løbig, og Skavlen har fuldendt Arbeidet. Intet Under
derfor, at naar man først vilde give en Død saadanne
Redskaber med i Graven, saa lod man dem følges ad —
hvilket jo et af hine Grav-Fund viste os Exempel paa.
Har Nogen Sind og Taalmodighed til at følge mig
*) Den Hallingdalske Skavl ligger an mod Træet, der skal
skaves, ikke alene med Eggen af Jernet, men ogsaa med
Kanten af Trærværktet. Universitetet har to skaftede Exemplarer
as Skavlen, og paa det ene er der, som det synes,
Spor af, at man har havt en liden Indretning til at
stille Redstabet, eftersom man har villet tage tykkere eller
tyndere Fliser.
videre, og agte lidt paa de Ord og Navne, som følge
med disse Ting? «Han skaver», han skavede»,
han har skavet», saa heder det i Skriftsproget; men
i det norske Landsmaal lyder det noget anderledes og i
nøieste Overensstemmelse med Oldsproget :
han skjev,
han skov.
han heve skave.
Selve Stammeordet har altsaa vexlende Lyd af e —
0 — a. Men denne Lydvexel forekommer ogsaa i Af-
lednings-Ordene, f. Ex.
Skjev el eller Skjevling (en Gren eller Kvist, hvor Barken
er skavet af).
Skove (afskavet Skorpe af Bunden i Grød-Gryden),
Skav (skavet Bark til Kreatur-Føde).
Naar jeg nu bemærker, at Skjøve» egentlig skulde
skrives Skøve», og at Lyden Ø her er fremkommet af ø
ligesom i «Høver» af .»hov», Fødder» af Fod» og
bløder» af Blod», og naar jeg erindrer om, at Ivar
Aasen i sin Ordbog anfører endnu et Navn paa et
Skave-Jern, nemlig Skjevle»,*) saa faa vi denne Række
af Navne paa Redskaber:
Skjevle,
Skjøve.
Skavl,
hvor den vexlende Lyd svarer til Stamme-Ordets e—o—a.
Det er som at Redstabets Udvikling til forskjellige Former
har holdt Stridt med selve Ordets Lyd-Forandringer, og
den Tanke opstaar, at saa langt op i Tiden det Begreb
at skave» har været betegnet med dette Ord, har der
kanske ogsaa været kjendt Redskaber af samme Slags som
de nuværende til at udføre hvad Ordet siger.
*) Dette Redfkab siges at verre i Brug i Sundmøre. Det
skulde være artigt at faa et Exemplar lagt ved Siden af de
to fra Hallingdalen.
At skave heder i det tydske Sprog «schaben» og i det
engelske shave. Man vil forståa, at det er et og det
samme Ord, kun med noget forandret Udtale. Ordet
hører altsaa hjemme i en stor Kreds af besluttede Folk,
og det stammer fra et fælles og vistnok overmaade gam-
melt Folke- og Sproghjem. — Om Redskaberne for Eng-
lændernes shave og Tydskernes schaben have været ligedan
som for vort skave? Kanske der kunde faaes Svar der
paa i de tydske og engelske Museer eller Samlinger af
Oldsager; men allerede nu kan jeg lege med den Tanke,
at det Hallingdalske Sæt af Redskaber, hvis Brug har
holdt sig saa uforandret fra Hedenskabets Tid til Nu-
tiden — mindst 8—9oo Aar —, det kan gjerne have
været kjendt et flerdobbelt Tal af Aar længer op i Tiden,
saasom Forandringer i Skik og Brug og Indførelsen af
nye Opfindelser vel gik overmaade langsomt for sig i
Oldtiden.
Medens der, som man har seet, fremdeles bruges et
Slags Skavejern til at skave Bark til Kreaturene, saa ere
ellers disse gammeldags Redskaber nu vistnok overalt i
Landet afløste af den nyere og hensigtsmæssigere høvl.
Men kan saa Nogen sige os, hvor Høvlen (paa Tydsk : Hovel)
er kommen fra ? og naar den blev indført her i Landet ?
Alt Sligt skulde det verre af Interesse at kjende for
Studiet af det norske Arbeide, hvilket jeg rørte
lidt ved i forrige Hefte (Side 144).
Siden dette var skrevet, har den samme Hallingdalske
Bonde forsynet Universitetets Samling med to Skave-
Redskaber til, nemlig Vægge- Skavlen» (Fig. 127)
og «Hon-Draget» (Fig. 128).
Naar Tømmermanden havde sat op en Stuevæg,
brugte han Vægge-Skavlen til at glatte Stokkene med;
med Spidserne kunde han naa helt ind til Mose-Fugerne.
Som Redskabet er tegnet, vender Eg-
gen frem- og nedover; man har grebet
i Skaftet med begge Hænder og halet
til sig — til Forskjel fra Høvlen,
som man skyder fra sig. Dette Red-
skab har ogsaa været i Brug til hen-
imod Nutiden, ja bruges kanske endnu.
Derimod vides intet Jern af den Form
at være fundet i Gravhauge.
Hon- Draget har sit Navn af det Arbeide, det
nok endnu bruges til: naar man nemlig tækker et Hus
med Tag af Hon (Bag-Hun), saa gjør man det aaa, at
man lægger Honen skraa nedad fra Mønen og skiftevis
en med Fladsiden op, saa en med den hvælvede Side op
o. s. v., og det saaledes, at Regnvandet glider ned fra
de hvælvede Honer for at rinde langs ned ad dem, som
ligge med Fladsiden op; men i denne Fladside drages
der med det krumme Jern to Hul-Lister eller Render for
Vandløbet, en langs med hver Kant paa Honen. Hvor
langt fra Kanten det skal være, det bestemmes ved den
Stillings-Pinde, som Tegningen viser. Paa denne Teg-
ning vender Eggen af Jernet bort, saa det er Bakken,
som sees.

Fra boken Bygningsskik paa Bygderne i Norge
Av Eilert Sundt, utgitt i Kristiania 1900. Transkripsjon av  Olav Sataslåtten d.y.

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s