Yliguten fra Ål skildret av geologen og dikteren Theodor Kjerulf i 1890

Kristen Svarteberg skriver i Aal bygdesoge 2 fra 1955 følgende om Yliguten: ”Yliguten, han som bygde kvern i Ylifossen, var storjeger. Han var ein hardfant i fjellet, kunne gå dagavis uta mat, fortelst det. Som storjegerar flest skal han ha hatt ei merkeleg orienteringsevne. I mange år var han med kaptein Wergeland som dreiv kartlegging på fjella her. Eingong kom dei ut for uver midt oppå Reineskarvet. Wergeland ville gå etter kompaset, men Yliguten heldt på at kompaset måtte syne feil. Han gjekk føre, og gjekk beint på buene i Gyrinosen. Yliguten fekk ein liten pensjon for arbeidet sitt i Geografisk oppmåling”. Transkripsjon ved Olav Sataslåtten. Tegningene er av kunstneren Ludvig Skramstad rundt 1882, og tilhører en annen bokutgivelse.

rundt norge 2

Geologen og dikteren Theodor Kjerulf (1825-1888) hadde en venn som stiftet nærmere bekjentskap med Yliguten på en fjelltur rundt 1890. Gjennom vennen, som Kjerulf her kun omtaler som «Touristen», får vi vite følgende om Yliguten: «»Min Ven Touristen var en herlig Kammerat paa Fjeldet — altid nøiagtig, men aldrig grætten, aldrig af mange Ord i Utide, kunde sove til hvilkensomhelst Tid, spise hvadsomheist undtagen Rakfisk, og naarsomhelst, paa en Sten i Regnveiret med samme Ro og homeriske Udførlighed som foran Peisen i Sæterstuen. Hans Stue hjemme i Byen er velbekjendt, der ligge Knive store og sinaa, der staa Træspand med udsnittede Figurer, der hænge Kohorn og Reusbukhoveder osv. Denne Gang var han paa Touren nordetter fra Hallingdal, og laa nu paa Grændsen af Jotunfjeldene. Hans Oppakning var klassisk, en ganske liden men vel udtænkt Kløv, af hvis Indhold jeg strax ved min Indtræden i Fiskebuden saa nogle af de bedste Ting, nemlig Feldtkjedelen, som allerede hang over Ilden, et lidet Træspand med Melk, som altid fyldtes paa sidste Støl og var en Trøst indtil næste Støl, og et stort uldent Teppe, hvis ene Side var bedækket med Kautschuk. Dette havde han udbredt paa Jordgulvet og sad selv tørt og behageligt paa Uldsiden.

Hans Reisefølge Ylen var beskjæftiget med en stor Bunke Kvist, hvoraf han havde tænkt sig de mindre vel anvendte til en Hovedpude, medens de større skulde gjøres tilrette for at brænde desto bedre. Ylen var en Hallingdøl. Hans fuldstændige Navn lød som Yliguten, men de Fleste sagde blot Ylen. Touristen sagde, at der i disse Navne 1) manglede et h 2) udtaltes l istedetfor r 3) opslugtes en Del andet, og at det skulde betyde Hyring- eller Hjuring- det er Gjæterguten.
Han var brunladen, smudsig, enarmet. Den venstre Arm var af ved Albuen. Ærmet paa hans
blaa Hallingtrøie, fuld af dinglende Sølvknapper, hang og slang, naar han sad ubeskjæftiget mellem Folk, var derimod opheftet for ikke at volde Bryderi, naar han som Fører gik foran Toget paa Fjeldet med sin lange Fiskestang over Skulderen. Denne pegede da op som en Mast og viste os Andre hvor han var, snusende efter rette Veien langt borte. Buxerne havde en skjøn Skindbesætning i Sædet, men tabte sig nedentil i Fryndser, hvori de stive Enerbuske og de knortede Birkestubber i Høifjeldsregionen havde nogen væsentlig Del. Han gik nemlig paa engang let og uvonent, og dertil kom, at han havde lange klippende Overlaag paa Øinene,
saaledes at han maatte kaste Hovedet tilbage, naar han skulde se ret ud for sig.

Jeg slog mig strax ned hos disse uventede Bekjendte, hvilke begge jeg ikke havde seet i nogle Aar. Medens min Fører syslede med Hestene, tog Kløven af og red ud for at opsøge et Beite til Natten, gav jeg mig til at dytte de mange Huller i Murvæggen paa Vindsiden med Mos og Jord. Dernæst krøb vi op paa Taget, lagde Hellen over Skorstenhullet tilrette, for at det ikke skulde regne ind kort vi forberedte os paa vor Maade som ude paa Søen før en Kuling. Enhver passede som i slige Tilfælde sin Gjerning uden derom at vrøvle videre, og der herskede saaledes den dybeste Taushed. Touristen havde travlt ved sin Kjedel.

Endelig havde vor Kahyt antaget et beroligende Udseende. Fiskebuden var bygget af det Slags Sten, Som Lægfolk kalder „Kamp»; Mellemrummene i den meget bulede Kampevæg vare nu taalelig vel ud fyldte. Der var Plads for fire Personer, men heller ikke godt for mere. Langs den ene Væg var et Slags Baas opslaaet til to Sengesteder. En Bunke gammel tør Rensmos forestillede de oprallede Tepper o.s.v. I den ene Krog af Hytten stod Peisen, en flad Sten, hvorpaa der kunde brændes, oventil var Hullet i Taget, hvorigjennem Røgen kunde trække ud, nåar man holdt Vindsiden beskyttet. Hvad der fortrinligviis bidrog ul at give Hytten Udseende af Noget var en ordentlig Dør, paa Hængsler af Birkeknub og med Haandtaget af Hyssing. Lige udenfor Døren bruste en Bæk forbi, og enten fra den eller fra Grønvandet strax nedenfor havde Ylen, førend han gav sig iferd med sin Hovedpude, trukket 3 blanke Ørreter.

Aftenen kom, og Regnen, det pidskede udenfor. Vi trak et Stearinlys frem, klemte det i en Stikke, som sattes paa det tætteste Sted i Væggen, og det var nu meget hyggeligt og folksomt i Fiskebuden. Reiar kom tilbage. Har du nu heldet dem vel? spurgte jeg. — Aa ja, den bedste Helda lagde jeg paa Bruna. Hun er Fjordings-Mær, ser du. Blakken gaar ikke paa egen Haand, han holder sig jamføttes Bruna. — Reiar var Hestesøger af Profession. Om ogsaa Bruna skulde falde paa at rende væk, kunde jeg stole paa, at Reiar tidligt eller sent vilde finde hende igjen.

rundtnorge en

Ingen havde gaaet saa langt og saa trut efter Øyk som han. Han var en Svadsing (fra Svadsum), i sine bedste Aar, stor og stærk, med bred Pande. Han havde sort Vadmels Livkjole, Vest og Buxer af hjemmevævet radet Tøi, uhyre Sko paa de store Fødder. Lidt buet var han i Nakken og bagom Skuldrene. I sin Ungdom havde han boet paa en Plads, som laa høit i Bygden ; did op
maatte Alt bæres paa Ryggen, som var det billigste og ‘derfor eneste tænkelige Befordringsmiddel — deraf havde han tidligt faaet kroget Ryg, stærk Overkrop og store Fødder, som stemte imod i Bakken. Senere havde han mest gaaet efter Øyk for Folk; deraf var Benene i Længde udviklede forholdsvis til den stærke Overkrop. Saaledes var han i Alt en kroget Kjæmpe paa Jernben. Hvor er du fra Kar’? sagde Reiar til Ylen. Jo, denne mente, at han nok skulde være fra Hallingdal. — Jeg tror mest, det er Ylen, sagde Reiar, jeg synes jeg skulde kjende dig af Folkesnak. — Ja, saa skulde det nok være ogsaa; men hvor hører den Person hjemme? lød det til Gjengjæld. — I Svadsum. — Og du driver paa med Landmaaleren?
— Jeg gaar nu som tidest efter Øyk. — Jeg driver mest paa Fiske og Reinsjagt, jeg. — Med den Armen din? — Aa ja, jeg holder Bøssa paa Stubben, hun smelder lige godt for det, sagde Ylen. — Sandt var det ogsaa, Ylen vidste paa den ubegribeligste Maade at hjælpe sig uden den venstre Arm, som han havde tabt engang som Unggut, da han kom „for nær» en Sag. Ved lang Øvelse var den blevet et nvttigt Instrument. Der sagdes, at han var en heldig Rensskytter, og om hans Fiskeri havde vi Besked for os.

Medens Ylen og Reiar udvexlede Bedrifter, siddende i hver sin af Sengebaaserne, meddelte vi
andre To hverandre vore Reiserouter. Alle de Dalstrøg, med samt deres Beboere, som ligge paa Strøget over Vidda til Jotunfjeldene, det vil sige til de inderste eller øverste Dale af Thelemaarken, Numedal, Hallingdal, Valders, Gudbrandsdal blev kortelig paa indenlandske Touristers Vis reviderede. Reisemaaden, Veiene, Nattekvarterer og Folkeferdet blev derunder betegnet. Som jeg siger, udbrød Touristen tilsidst, Forskjellen er kortest denne: Naar de har gode Stunder Allesammen, saa lægger Thelemarkingen sin Øxe og digter Stev, men Hallingen stikker Kniven fast ned i Sliren og spretter op dandser, mens Valdersen tager sig en rask Motion ved at slaaes; men Numedølen hænger Skreppen paa Væg og giver sig til at smide Syljer — og Gudbrandsdølen tager en Uden Kop og gaar ud i Bakken og samler den sidste Vanddraabe, som silrer under Stenen og skvetter den paa Agersnippen».

 

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s