Hans Gudes skildring av ball på Nesbyen nyttår 1849

hans gude

Hans Gude, Hallingdal, til Betsy Anker, Storhammer
31. December.

Det er saa reent ærgerligt, at jeg ikke har kunnet skrive
før idag til Dig, elskede Betsy — den ene Dag er gaaet efter
den anden, og det har ikke været muligt, at faa saa lang
Tids Rolighed. Men dette kan Du da see er et Beviis paa
at Tiden ikke falder os lang her, og at vi drive paa at more
os med Liv og Sjæl — — Vi ture Juul, og det rigtig tilgavns.
Vi har havt tre store Baller her i de otte Dage og naturlig
vis dandset til langt paa Morgenen; men jeg maa virkelig see
til at give Dig en Skizze af et saadant Bal her, thi det har
sit originale Præg, omendskjøndt jeg derved vil komme til at
tale om Folk, Du ikke kjender, og det er Du jo saa bange
for at gjøre selv? Men Du kunde jo komme til at lære dem
at kjende siden engang, og da vilde det ikke være saa galt
om Du var forberedt paa dem. Det første Bal var hos P. B.,
og der havde vi blot alt det Kjedsommelige af Selskabslivet
her, og intet Moersomt, omendtskjøndt Præsten og hans Kone
ere inderlig elskelige Mennesker — saa det vil jeg ikke vælge.
Det andet var her i Olsgaard. og til dette kom der 4 unge
Damer fra Aals Præstegaard, som hjalp gewaltig paa Sagerne,
thi nu havde vi dog Nogen at fjase med og dandse med, og
Ballet hos os var muntert og livligt, men det vil jeg heller
ikke skildre, thi det er ligesom Selskabslivet i Næsbyen ikke
byder sig frem i sin hele Eiendommelighed hos os. Men igaar
var vi hos Landhandler Rømke; der var det, som det skulde
være, og det maa jeg skildre for Dig. Først træde vi ind i
et lille lavloftet Kot, fuldpakket af Mandfolk, og fuld af
Tobaksrøg og mørkt, thi her brænder blot et Lys paa Bordet
ved Siden af det uhyre Punschebret. Der tales Lidet eller
Intet, thi der er meget generet. Jeg skynder mig igjennem
dette Værelse saasnart jeg kan blive færdig med at tage dem
alle i Hænderne og gjør det dristige Skridt ind i det andet
Værelse, som er oplyst med flere Lys, med en improviseret
Lysekrone og Lysebrette rundt Væggene; her er Dandsesalen,
en smal liden Sal, og i den anden Ende af denne sidde
Damerne rundt Væggene tause og alvorlige og unærmelige.
Der hører en uudsigelig Dristighed til at komme indenfor
denne Kreds, og dog gorde jeg det, og dristede mig endogsaa
til at drive Løíer og faae dem til at lee; der var dog saa
mange unge Piger, at det lod sig gjøre. Augusta og de fire
Aalsdamer ere summa summarum — 5 unge Damer. Saa er
det et lidet nydeligt Barn 11-12 Aar, som er Datter av Land
handlersken Madam Thams, og som jeg er lidt foreisket i;
hun regnes ogsaa med. I den anden Ende af Salen er der
en Hob Vilde, et halvt Snees Smaagutter, hvor Ove ikke er
den mindst høirestede. — Endelig sees der Anstalter til Dands.
Værten tager sin Violin, og til ham slutte sig da Doctoren og
to Contoirbetjente, saa Orchesteret bestaar af 2 Violiner, 1 Bass
og en hjerteskjærende Clarinette. Nu spilles der og En efter
En vover sig nu ind fra det lille mørke Helvede, og snart er
der fuld Lystighed. De gamle Embedsmænd og Fruerne dandse
ogsaa med. Et par rige Hallinger ere ogsaa med og deres
Koner overlæssede med Søijer; og Hallingerne dandse baade
med Skriverfrua og Præstefrua. De unge Damer dandse udmer
ket Springdands, og derfor bliver den ofte dandseti¡ndimellem
Valsen og Polkaen. Men hvor deiligt det ogsaa seer ud! Jeg
tænkte saa meget paa, at Du endelig engang maa lære at
dandse den — det skulde vel være moersmt. Ja, den Tid
kommer vel ogsaa! —-

Saa bliver der udført Halling av Smaagutterne, og saa
dandses da igjen uden Ende Polskdandse, Engelskdandse og
Figaro o. s. v. og Musikken bliver værre og værre. Clari-
netten giver undertiden smaa Toner ganske paa egen Haand:
Musikeren har ingen Magt over den mere. — Saa spises der
Da, og denne Handling er egentlig den vigtigste her i Hallingdal:
der ere ogsaa endnu de, der drikke sig en Dram dertil. Efter
Bordet tiltager Lystigheden, og nu seer det haabløst ud for
maadeholdne Folk, thi nu skal der dandses rigtigt for Alvor;
og det er trøstesløst, naar man synes, man allerede er færdig.
Men man maa med, hvis ikke, bliver Vært og Værtinde for-
nærmede, thi den personlige Frihed gjælder ikke her. Altsaa
maa man dandse, og jeg gjorde det ogsaa i det længste, men
da Kl. var 4, vilde jeg ikke mere, og drev det efter en Times
Nøden og Afslaaen endelig til at man begyndte at gjøre sig
færdige til Afreise, men saa skulde Kaffe først serveres o. s. v.
Da seer det ikke hyggeligt ud; Lysene nedbrændte og med
rygende Tander, Klæder forkrøllede og alle smukke Folder
udglattede og fortrykkede, Kjede og Træthed paa alle Ansigter,
og dog skal man endnu blive dei thi Alting maa tages med,
„og det er jo Julen”, o. s. v. Men alligevel morede vi os
godt, uagtet denne Skildring, jeg fjasede og vrøvlede med de
unge Piger fra Aal, som nebenbei gesagt ere smukke og gan-
ske elskværdige Piger, uagtet de have den frygtelige Fader.
I de Dage de vare her, havde vi det muntert hele Dagen her
i Olsgaard; vi havde ikke ondt for at finde paa alskens Løier.
Heroppe er jeg virkelig mangfoldig, tænk Dig Betsy, at jeg
igaar spillede Boston i to Timer for en Anden, og vandt uhyre
Meget, og det Mærkværdigste er, at jeg spiller ganske godt(?!)
«Hans og Betsy Gudes brevveksling. D. 1 : Forlovelsestiden»

Forfatter: Hans Gude, Kristiania, Dybwad, 1924. Transkribert av Olav Sataslåtten

 

 

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s