Bondeopprøret 1818

Denne fortellingen er hentet fra boken «Fra Karl Johans Tiden : historiske Fortællinger», utgitt i 1899. Den gir interessante opplysninger om hva som faktisk skjedde i Hallingdal i forbindelse med opprøret. Transkripsjon og opphavsretten til denne ved Olav sataslåtten d.y.

«Det var en Bonde i Nes Prestegjeld på Hedemarken, som het Halvor Hoel. Han var en etter sin Tid og Stilling meget opplyst Mann og dertil evnerik. Men i Politikk var han «en erklært Tilhenger av Sverige», og det kan nok hende, at det også var de Stormend østenfor Kjølen han stod i Forbinnelse med. Halvor Hoel blev i 1815 valgt til Stortingsmann for Hedemarken. Men da han mødte på Tinget, vilde dette ikke godkjende hans Valg. Og hvorfor ikke? Nei — han hadde vært anklaget for «Mened, Kirkeran og Mord» og ved Dom bare frikjendt for «videre Tiltale» — altså ikke aldeles renvasket — og dette satte liksom en Skamflekk på ham. Avvisningen var dog en rent ut lovstridig Handling av Stortinget. Tingets President, Christie, var også bestemt imot Hoels Avvisning. Og det var nok heller ikke bare Mistanken mod Hoel for de Forbrydelser, han skulde ha gjort seg skyldig i, som gjorde, at Tinget viste ham vekk. Nei, det var nok også den Ting, at han, som vi senere skal se, var kjent for at vere en ivrig Embedsmannsfiende og Prestehader. Vi maa nemlig huske, at det var Embedsmendene, som dengang raadede Grunden på Norges Storthing. Men Halvor Hoel glemte ikke saa let den Uret, som Embedsmendene saaledes viste mod ham.

Var han sint på Embedsmendene før, saa blev han det mangedobbelt nu. Han sendte Klager til Kongen over utvisningen. Men disse Klager kom tilbake fra Rigsstyret, som sa, at det kunde ikke legge frem for Kongen en Sag, som bare kom Stortinget ved. Halvor Hoel blev rasende og svor Hevn. Halvor Hoel var på sin Vis en ganske merkelig Mann Hans Karakter var — er det sagt en Blanding av «høist forskjellige Egenskaber». Folk, som har kjendt ham i lengere Tid, og som slet ikke hadde nogen Grund til netop at ta hans Parti, har git ham et fordelagtigt Vidnesbyrd. Men der klebed jo, som vi har hørt, også en meget sterk Mistanke ved ham om at ha vært med i eller foranstaltet Forbrydelser av den mest oprørende Art. Hoel påstod selv sin Uskyldighet og opfordred i Bladene andre til, om de kunde, at bevise hans Skyld.

Mod Fattigfolk skal Halvor Hoel ha vært godgjørende, og navnlig skal han i korntrange År ha ydet Hjelp til mange Nødlidende. Ligeledes udfolded han og hans Familie en storartet Gjestfrihet. Hans Forhold som Søn skal også ha vært rosverdigt. Og sin Gård drev han med Omhu og Dygtighet. Iser la han seg meget etter Have dyrkning. Hans Virksomhet i denne Henseende hadde tidlig fundet Påskjønnelse hos Landhusholdningsselskabet ; dette skjenked ham nemlig sin Sølvmedalje og senere også sin Guldmedalje.

Halvor Hoel var en vakker Mann, og han skal på sine gamle Dage ha havt et erverdigt Udseende. Forskjellige Folk, som har set ham i hans eldre År, har sagt, at han med sit snehvide Håar gjorde Indtryk av at vere en venlig og mild gammel Mann, hvis vakre og forstandige Ansegt maatte tiltrekke seg Opmerksomhet. Det fortelles også, at Halvor Hoel engang hadde Foretrede hos Karl Johan. Da Kongen fik se Hoel, bad han øieblikkelig sin Kammertjener om at hente en av de svenske Grever, som
var i Kongens Følge. Og da Greven kom ind, udbrød Karl Halvor Hoel. — Johan: «Seg mig, har De nogensinne set en Bonde med et saadant Ansigt?» Men Halvor Hoel var løs. Han var løs i sin Tale, løs
i sin Skrift, løs i hvem han omgikkes, og løs i sin sedelige Vandel. I den sidste Henseende var han dog vistnok ikke verre end mange av sine øvrige Bygdefolk på den Tid. Frasagnet går, at « der var Gårdbrugere, som levde i de mest forargelige Forhold.» Halvor Hoel var selv Far til flere Løsbarn, som hadde forskjellige Mødre. Men disse Kvinner havde han boende på sin Gård, og han tog seg av sine Børn, lot dem opdrage og udvikled fornemmelig de Anleg for Musik, som de hadde arvet fra sin Fars Slegt.

I Halvor Hoels Ungdom var der i hans Hjembygd en ung Prest (en personel Kapellan) ved Navn Andreas Dahl. Denne var under sit Ophold i Nes meget virksom for at udbrede Tidens Fritenkeri blandt Ungdommen. Presten Dahl fandt i Halvor (Hoel en troende Tilhenger. Men hos Hoel avfødte igjen Fritenkeriet et voldsomt Prestehad. Dette hans Prestehad skal også ha vokset derved, at han fik Kurven, da han fridde til en Datter av Presten Bendeke, som i mange År var Sogneprest til Nes. Og denne Kjerlighetshistorie skal også ha vært Årsag til, at Hoel al sin Dag blev Ungkarl. Sine uvenlige Følelser ligeoverfor Presterne udstrakte saa Halvor Hoel til Embedsstanden i det Hele, og dette Had, blev selvfølgelig endda mere glødende, da Embedsfylkingen på Stortinget urettelig viste ham hjem.

Da saa Svensken Røslein i 1816 kom til Norge og for omkring og lasted Stortinget, var det, han sa, som talt ud av Halvor Hoels eget Sjeledyb. Røslein kom også til Hoel, og han og Røslein blev snart fine Venner. Menetterat nu Myndigheterne hadde skydset den svenske Op vigler over Grensen, blev Halvor Hoel Hovedmannen for den Uvilje mod Stortinget, som ved Røsleins Opviglerier hadde begyndt at ulme i Sinnene. Skjult og iherdigt arbeided Hoel alt det, han årked for at gjøre Stortinget forhadt. Han satte seg i Forbinnelse med Bønderne baade her og der i Oplandsbygderne, og Udsendinger for omkring forat klage på Stortinget baade på Hetemarken og Ringerike, i Valdres, Hallingdal og Gudbrandsdalen, ja helt op til Trøndelagens Bygder. Og nårdisse Udsendinger lot Munden løbe om, at Tinget var en Hob Skurker, som bare vilde hjelpe Rigsstyret til at undertrykke Folket og «gjøre det til Slaver» — ja saa var det mange, som lytted til dette Snak og syntes, det va sande Ord. I 1816 og 1817 var det, som før nevnt, Uår og dårligt Fiske. Ligevel hadde Tinget, for at faa ordnet Bankyesenet, vært nødt til at legge på den saakaldte «Sølvskat». Det var derfor en let Sag at faa indbildt Folk, at Stortinget tog galt ivei. Det blev lidt om Senn en hel Bondereisning mod Stortinget.

I de første Dage av August 1818 mødte nogle av Lederne for denne Reisning inne i Kristiania. Det var PederAske, Ole Klungset og endel andre Bønder fra Hetemarken. Endnu var der dog ikke Tale om andet end bare at sende en Ansøgning til Stortinget, som dengang var samlet. Også nogle Mend fra Ringerike opholdt seg samstundes i Hovedstaden. Disse og Hetemarkingerne kom nu sammen,
lasted Stortinget og var enige. En Løskar fra Gol i Hallingdal ved Navn Ole Olsen, men som ellers alminnelig gik under Navnet «Kniplingsdunken», var også i Byen. Også han kom med i disse Overlegninger og blev snart en av de ivrigste. Han vendte tilbake til Hallingdalen med en Avskrift av den Ansøgning, som de mødende inne i Kristiania hadde sat op, for at gjøre denne Ansøgnin kjendt der i Dalen, og hadde det Bud med, at hver Skattebonde, som ikke var «Kongenskar», skulde uvebnet under en Mulkt av 80 Kroner møde i Kristiania for at skrive under på en ny og skarpere Ansøgning, som de hetemarkiske Ledere til den Tid vilde ha ferdig. «Kniplingsdunken» viste seg sin Post voksen. Letvint og tungerap og ivrig i Tjenesten, som han var, fik han snart Hallingdølerne sat op. Det varte ikke lenge, før «Kniplingsdunken» hadde preket slig, at flere Hundrede Bønder fra Aal i Hallingdal brøt opp for at dra til Kristiania. De kom dog ikke saa langt. Ved Golingsbro møtte Presten Støren fra Nes i Hallingdal dem; han talte dem til rette og fik dem til at snu om.

Uroen i Hallingdal var dog ikke slut med dette. Eystein Ormsrud het en Mann i Flå Sogn der i Dalen. Han var ved disse Tider reist en Tur til selve Lederne på Hedemarken. En anden Bonde i Flå Sogn, Arne Heie, hadde nok leiet Eystein til at gjøre denne Reise. Arne Heie var opprinnelig fra Hedalen i Valdres og hadde opfordret Folk også i Valdresbygderne til sammen med Hallingdølerne at dra til Kristiania da nu Eystein Ormsrud kom tilbake fra sin Hetemarkensferd, bragte han det Bud med, at Hallingdølerne skulde møde på Sundvolden den 12te eller 13de September. Kong Karl Johan var netopp nu på Kroningsreise til Trondhjem. Den 15de September vilde han ventelig være tilbake i Kristiania igjen, og da gjaldt det for Bønderne at vere derinne for at faa snakke med ham. Men slog Hallingerne feil nu også, saa vilde Hedemarkingerne — hadde de sagt til E}rstein Ormsrud — selv komme til Hallingdalen for at faa Folket med seg. Slige Tidender turde Hallingerne ikke sette seg imod, og saa blev der atter Uro der i Dalen.

Kniplingsdunken og Eystein Ormsrud la seg nu ivrig i Seletøyet for at få Hallingerne med seg. Ved Aals Kirke leste Ormsruden opp et Papir, som han sa, han hadde fått fra Halvor Hoel. Det var stilet til Statholderen Grev Mørner, og begyndte slik : «Vi fattige norske Bønder er nu på Veien til Kristiania, ikke i nogen anden Anledning end for at tale med Hs. kongelige Majestet angaaende, at vi ønsker en anden Regjeringsform». Også i Hedalen hadde Eystein Ormsrud virket. Derifra kom der to Mend
til Hallingdal for at høre, hvad Aalbyggerne mente. Her i Aal gjorde nu Folk seg overalt ferdige for at dra til Kristiania. Hedalskarerne vendte hjem med denne Tidende, og dette gjøel Olje i Ilden også i Hedalen. I søndre Aurdal (i Valdres) var der ligeledes en Tid stor Opphidselse, men her lyktes det Presten Stabel at tale Folket til Ro. Ellers var det stille i Valdres. Også i Bygderne i Land (ved Randsfjorden) var der en Tid Ild i Sinnene; men her var der en Fut ved Navn Meinich, som fik dempet Ilden. I Aadalen og på Ringerike var det derimod vedholdende Røre.

Allesteds stod Lederne for Bevegelsen i de forskjellige Bygder i Forbinnelse med hverandre. Halvor Hoel selv undlot vistnok helst at trede aabenlyst frem ; men det var alligevel ham, som ledede det hele. Truslerne, heter det, spilled også en stor Rolle til at faa Folk med. Lederne sa, at der var kommet bestemt Påbud om at dra ufortøvet avsted. Reiste man ikke, vilde de, som alt var på Veien, komme tilbake og hente de modvillige. Ja, de vilde også i deres Huse holde seg skadesløs for Bryderiet. Spurte saa Folk om, hvem der hadde git Påbudet, saa blev det gjerne svaret, at det var «de fire høieste» i Stortinget. At der var liden Rimelighet i, at de høieste Stortingsmend kunde ha gitt Påbud om en Reisning mod Stortinget selv, faldt det ikke Folk ind at tenke over ; Lederne blev trod på sine Ord.

Folks Lettroenhet vidste Lederne at dra seg til Nytte. I den ene Bygd disked de op med digre Frasagn om, hvor rasende Folket i den anden var på Stortinget. Hallinger og Valdriser fik høre store Ord om, hvor mageløs Reisningen var på Hetemarken, og Hetemarkingeme fik igjen høre fede Fortellinger om, hvor overlag flinke Folk var i sit Stortingshad i Hallingdalen og Valdres. Hetemarkingen Peder Aske skremte endog sine Bygdefolk med, at hvis de svigtede, vilde Valdrisen komme over dem i Hundredtal. Saaledes blev det da skremt og skrønet, truet og tigget i Bygd etter Bygd. Udrykningen til Kristiania skulde gaa for seg fra hver Bygd den 26de August. Det er før om talt, at Hallingerne på denne Udferd ikke kom lenger end til Golingsbroen og snudde saa hjem igjen. Men Hedøler, Aadøler’ og Ringerikinger, de drog avsted i store Flokker.

Heller ikke de kom dog lenger end til Pladsen Midtskogen, som ligger ved den gamle Kongeveien over Krogskogen. Her fik Futen Thams oværtalt dem, saa også de vendte tilbake. Saa var det da Hetemarkingerne. Disse skulde vere de djerveste, men deres Reise, den gik rent i Vasken. De hadde før Udrykningen et Møde på en Plads under Gården Skjelve, og her samledes omkring 60 Mann. Peder Aske og Ole Kaulum blev kåret til Førere på Ferden. Og Ordren lød, at hver Opsidder skulde vere med på Toget til Kristiania ; vilde nogen sidde hjemme, skulde de ved de andres Tilbakekomst til Strav faa Indkvartering av 2—300 Mann. Og Reisen skulde foregaa over Fangbjerget i Ringsaker, da raan også vilde faa Bønderne i denne Bygd med.

Saa bar det da ivei. Men i Ringsaker vilde Folk ikke følge. Høvdingen, Halvor Hoel, la seg syg, da det bar til Stykket, og negted at bli med. Den store Mengde av Hetemarkingerne ellers hadde også mistet Modet, og saa gik Hetemarkingernes Ferd rent overstyr. Uroligheterne var imidlertid biet indberettet til Rigsstyret; det tog nu sine Forholdsregler for at sikre Hovedstaden. Garnisonen i Byen blev forsterket, og Sjeferne for de nermeste Heravdelinger blev varslet om at holde sine Tropper ferdige til Udrykning. Også Kong Karl Johan hadde på sin Kroningsreise faat spurt, hvad der foregik. Han sendte øieblikkelig fra Trondhjem Amtmannen i Hemarken, Weidemann, som fulgte ham, avsted med Bud og Bøn til Hetemarkingerne, at disse skulde holde seg rolige.

Da Weidemann kom, var de alt gaat hjem hver til sit. Nogle Udsendinger fra Bønderne kom også til Karl Johan selv og sa, at de ikke lenger kunde holde ud det Tryk, som Stortinget la på dem. Men til disse sa han også, ved sin Søn Oskar som Tolk, at Opstanden for at faa vek Stortinget var lovstridig, og at han derfor ikke kunde gi den sin Haandsrekning. «Jeg har» — lot han dem sege — «svoret Troskab mod den Grundlov, som fastsetter et Storting. Eders Begjeriog står i Strid med Lovene; alene de bør lede mig, og niin første Pligterat skavfe dem Lydighet.» Han advared dem derpå alvorlig mod, hvad de stod i Ferd med og bad dem straks vende tilbake og sege til sine Kammerater, der vilde dra ind til Kristiania, at de maatte avstaa fra sit Forset. På Hetemarken blev nu igjen alt stille.

Men verre blev det med den Reisning, som Kniplingsdunken og Eystein Ormsrud påny hadde faat istand oppe i Hallingdalen. Det Påleg, som Ormsruden hadde bragt Hallingerne, om at møde på Sundvolden den 12te eller 13de September, blev av disse adlydt. I store Flokker drog de avsted ned igjennem Dalen. På Ringeriket sluttede Hetølerne seg til dem, og store Skarer fra Norderhov, Aadalen og Hole strømte til. På Sundvolden holdt de Møde. Her blev det vedtat, at de skulde marsjere til Lysaker i Vestre Aker, omtrent en Times Vei fra Kristiania.

Ved Berum mødtes imidlertid Bondeskaren av Militeret. Futen i Aker samt Officererne søgte nu først med det gode at faa Bønderne til at fare hjem. Nogle adlød, men mange negted. Disse sidste blev da tat til Fange og sat ind på Akershus Festning. Det var 270 Bønder ialt. Dermed var det forbi med Bondeopløbene. De arresterede Bønder blev dog snart igjen løsladt og sendt hjem — saaner som Kniplingsdunken og Ormsruden. Disse blev siddende i Hullet. Og Tiltale blev siden reist baade mod disse to og mod Halvor Hoel, Peder Aske, Ole Kaulum o. fl. Sagen trak i Langdrag. Først i 1826 faldt der Høiesteretsdom i den. Halvor Hoel blev dømt til 1 Års Arbeide i Jern på nermeste Festning, Kniplingsdunken, Eystein Ormsrud, Peder Aske o. fl. til 3 Års Ar beide i Jern, Ole Kaulum til 2 År osv. Men Kongen brugte sin Benaadningsret. Ved kongelig Beslutning blev Stravfen nedsat til ligesaa mange Maaneder, som der i Dom men var fastsat År, og desuden blev Stravarbeidet forandret til Arrest i nermeste Fengsel. Flere, som var dømt til mindre Stravfe, fik disse helt og holdent ettergit. Blant disse var Halvor Hoel selv ; han blev helt benaadet. Sagens Omkostninger maatte dog de dømte bere. For Halvor Hoels Vedkommende løb disse op til hele 3,000 Kroner. Men saa lemfeldigt blev det gaat frem mod ham, at han endnu i 1832 ikke hadde betalt en Øre, og i 1842 stod endnu 2,400 Kroner igjen. Det merkeligste var dog, at Halvor Hoel bagetter av Karl Johan fik en Pensjon på 600 Kroner årlig. Det Tab, Hoel hadde lidt ved Sagsan legget, blev ved denne Pensjon saa rigelig godtgjort ham, at han tjente på det.

Nu — at Karl Johan viste seg mild og skaansom mod de domfeldte, er det ingen Ting at sege på. Forseelsen var jo av politisk Art. Og Tiderne var jo også saa trange for Bønderne, og Oplysningen blandt flere av dem dertil saa liden, at det vel kunde vere god Grund til at undskylde, om de følte seg fristet til en Opstand og tog feil. Et av Karl Johans ubestridelige Fortrin var også, at han hadde et godt Hjerte. Og de Stravfe, Bønderne hadde faat, var meget hårde, saa det på ingen Maade kan lastes, at Kongen bragte sin Benaadningsret. Og hvad serskilt Føreren, Halvor Hoel, angik, saa hadde jo han lidt Uret, når han var biet bortvist av Storthinget. Dertil kom, at han, som før fortalt, også var en meget vakker Mann, og «Karl Johan hadde altid en Svaghet for Mend med et smukt Ydre.»

Men saa er det Pensjoneringen av Halvor Hoel. Dette var — det kan ikke negtes — en høist besynderlig Gjerning av Karl Johan. At en Mann, der hadde optraadt med høiforrederske Planer mod Landets Forfatning, bagetter får en Pensjon, en Belønning aj Landets egen Konge, det er dog i Sandhet skikket til at forbause. Det var derfor helt naturligt, at Karl Johans Optreden lige fra Udsendelsen av Røslein til Pensjoneringen av Halvor Hoel maatte stille ham i et underligt Lys. Trods det officielle Sprog, Kongen førte, laa det ner for Folk at tro, at han hadde en Haand med i Bevegelsen og ikke ugj erne vilde ha set den naa, hvad den tilsegted: Stortingts Svekkelse eller Avskavfelse».

Ifølge Ål bygdebok var Embrik Olsson Skjerping Medgarden (1778—1849) fra Ål også med i opprøret: «Embrik var med i bondeopprøret i 1818. Han for nedover Mohaugane med huj og skrik og med øks i hand. Men truleg roa han seg på vegen, ein kan ikkje sjå at han vart stravfa»

Eirik Olsson Gullhagen Tormodsgard 1786—1846 fekk dom etter bondeopprøret i 1818: 4 mnd i jern. Sidan vart dommen mildna til ti dagars fengsel og 652 spd i bot (Ål bygdebok).

Eirik Olsson Gullhagen Tormodsgard 28.05. 1786—1846 tok del i bondeopprøret i 1818. Etterpå vart han pressa til å betale 50 rd til ein av dei andre som var med, for at den andre skulle teia stille. Men neste dag gjekk denne karen bort og melde Eirik.

Arne Aslesson Arnegard Sehl 15.11. 1767—1840 skal ha vore med på bondeopprøret i 1818, men han vart frikjend etterpå.

Embrik Sevatsson Thon 16.03. 1783—1843 I 1811 fekk Embrik ein dom for “lovstridig å ha deltatt i auktionsforvaltningen i Hallingdal”. Ein bonde i Votndalen hadde halde auksjon hjå seg, og Embrik hadde teke på seg å rope opp. Ein annan gong heldt lensmannen tvangsauksjon i Ton, men då gjekk Embrik bort og reiv pennen or handa hans. Som inkassator sat lensmannen på 600 spd som Embrik hadde til gode frå ein annan auksjon, likevel gjekk lensmannen bort og dreiv ut pant hjå Embrik.
Slik miste Embrik respekten for embetsfolk og autoritetar. Han deltok i Halvor Hoel-rørsla og bondeopprøret i 1818. Undervegs til Kr.ania overnatta opprørarane i ein låve på Krokskogen, vart arresterte av soldatar og sende på Akershus festning til avhøyr. Embrik Thon var av dei som “viste seg trodseg og uartig, og av hans uttrykk var det tydelig at han ikke ville reise tilbake”. Dom: tre dagar i jarn og dessutan ei bot på 571 rd. Bota vart stadfesta av Høgsterett i 1826. Men Embrik vitna i 1838 at han vart friteken for stravfa for 1818-uroa (Ål bygdebok).

20 menn frå Nes ble ført til Akershus, i følgje Nesboka.

Reklamer

1 kommentar

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s