Avskrift av forhørene i Hallingdal 1851-1852 av de som ble beskyldt for ønske om revolusjon (Thranebevegelsen)i

Disse avhørene er hentet fra «Retsakterne Afd. 1-10 : Udtog og Tillæg : Bilag A-D, samt Dom, Christiania, 1854.

For å kunne sette denne saken i kontekst, og for å forstå innholdet i avhørene, er det nødvendig å skissere en del av de bakenforliggende forholdene.

Arbeiderforeningenes andre Centralmøde, det såkalte Lilletinget, foregikk i Vognmann Olsens gård ved det nåværende Youngstorget 10-18. juni 1851. Kombinasjonen av en sterk bevegelse og hardt press for å undertrykke den hadde gjort stemningen mer opprørsk mange steder. Så da situasjonen i landet skulle berettes og drøftes den 3. dagen, var det flere som kunne berette om stemning som gikk i revolusjonær retning.

1852 ble det reist tiltale mot 149 av bevegelsens medlemmer, hvorav flere kom fra Ringerike. Saken endte til slutt i Høyesterett, som avsa sin dom våren 1855. Det er avskrift av disse avhørene fra Hallingdal som gjengis nedenfor.

Den 27. desember 1848 ble Drammen Arbeiderforening, den første av til sammen nesten 400 arbeiderforeninger, stiftet. Aktiviteten gikk på både skolering, selvhjelp, sosialt samkvem og politisk aktivisme. På det første «Centralmødet» i 1850 møtte det 27 gårdbrukere, 1 forpakter, 27 husmenn, 29 håndverkere, 12 arbeidere, 2 skolelærere, 2 redaktører, 1 sjømann, 1 landhandler, 1 jusstudent og 1 seminarist. Undersøkelser viser at 35% av medlemmene på Hedemarken ikke var eiendomsløse, og 18% hadde gårdbrukerbakgrunn. I Sør-Trøndelag var innslaget med gårdbrukerbakgrunn over 30%.
Vinteren 1849 arrangerte Thrane sine første foredrag i Christiania. 5. mai 1849 kom første eksemplar av Arbeider-Foreningernes Blad, med Thrane som redaktør, ut.
Urmaker Niels J Qvarme fra Skien var en av Thranes nærmeste medarbeidere.
Petisjonen til kong Oscar I

Siden flertallet av medlemmene ikke hadde stemmerett ble det utformet en «petisjon» (bønneskrift) til kong Oscar I, der bevegelsens viktigste krav ble lagt fram og begrunnet. Thrane fikk hjelp med formuleringer og begrunnelser av juristen Paul Hjelm Hansen. Petisjonen hadde samlet 12 833 underskrifter da den ble overlevert stattholder Severin Løvenskiold 19. mai 1850. Petisjonens innledning og hovedkrav var som følger:
«Drammens arbeiderforening anholder underdanigst om Deres Kongelige Majestets nådigste bistand til At beskyttelsessystemet må bli opphevet og tollvesenet ført tilbake til dets rent fiskale karakter.At innførselstollen på korn og andre livsfornødenheter må aldeles bortfalle eller iallfall nedsettes til 5 pst. av verdien.At liggedager påny må bli innført. At en utvidet handelsfrihet på landet tilståes. At husmannsklassens kår må bli undersøkt og forbedret. At foranstaltninger treffes mot brennevinsondet. At en forbedring i allmueskolevesenet må finne sted. At alminnelig stemmerett innføres. At en reform foregår i rettspleien. At alminnelig verneplikt må bli innført.»
Arbeiderforeningenes første Centralmøde ble arrangert på Fredriksborg, Bygdøy. 1-9. august 1850. Her ble politikken på mange områder diskutert og presisert, bl.a. kom en fram til et forslag til ny husmannslov. Både Thrane og andre forsto bevegelsen som «Arbeiderpartiet», men utover kravene i petisjonen, var det ikke noen omfattende eller detaljert felles forståelse verken av grunnlag eller strategi.

Ut gjennom 1850 fortsatte organisasjonen å vokse, og hadde på det meste ca 30 000 medlemmer. Dette var ikke mye færre enn de 36 770 som stemte i stortingsvalget 1850. Foreningene representerte derfor en potensiell politisk kraft.

9. november ga kong Oscar et negativt svar på petisjonen. Kongen fulgte Løvenskiolds anbefaling: Kravene ble avvist og regjeringen hadde gitt innspill til å «dokumentere» at kravene ikke var berettigede.

Den generelle holdningen i foreningene var mer radikal enn petisjonen ga uttrykk for, og Thrane selv var erklært sosialist. Samtidig tilhørte mange av medlemmene mellomsjikt som håndverkere, bønder og lærere, og mange av disse var mer på linje med bonde-opposisjonen på Stortinget enn med de franske sosialistene eller de engelske chartistene[trenger referanse] (som Thrane i stor del ser ut til å ha brukt som forbilder).[trenger referanse] Og Thrane ville ikke virke som en rød klut som ble til hinder for samarbeid og praktiske framskritt. Derfor bidro han til å sette inn den erklært ikke-sosialistiske[trenger referanse] jusstudenten Theodor Abildgaard, som etterfølger både som redaktør for bladet fra årsskiftet 1850-51, og snart etterpå de facto leder for foreningene.

Samtidig var det blitt valgt et ganske radikalt storting i 1850, der mellom 35 og 40 representanter, blant andre Johan Sverdrup, sympatiserte med foreningene og var innstilt på samarbeid. Sverdrup var blitt valgt inn med støtte fra blant andre arbeiderforeningen i Tønsberg. To representanter var også medlemmer i foreningene. Redaktør Abildgaard gikk ganske betingelsesløst inn for samarbeid med bondeopposisjonen og foretok sonderinger, Thrane ville på sin side sikre at arbeiderforeningenes interesser ble ivaretatt. Men han levnet ingen tvil om hvor han og bevegelsen sto, da han avsluttet en kort appell på 3-årsdagen for februarrevolusjonen, 24. februar 1851, med hurra for en ny regjering og Ueland. (Politiet hadde nedlagt forbud mot demonstrasjoner på revolusjonsdagen.)

«Lilletinget» og det påståtte vedtaket om revolusjon
Arbeiderforeningenes andre Centralmøde, det såkalte Lilletinget, foregikk i Vognmann Olsens gård ved det nåværende Youngstorget 10-18. juni 1851. Kombinasjonen av en sterk bevegelse og hardt press for å undertrykke den hadde gjort stemningen mer opprørsk mange steder. Så da situasjonen i landet skulle berettes og drøftes den 3. dagen, var det flere som kunne berette om stemning som gikk i revolusjonær retning. Det er ingen ting som klart tyder på at revolusjon var noe avstemingstema den dagen, derimot var det omfattende diskusjon om demonstrasjoner, og de mulige konsekvensene av dem.
Dette ble av noen deltakere tolket som «revolusjon», men ingen i ledelsen oppfattet det slik, og det foreligger ikke noe skriftlig materiale i den retningen. Det er påstått at Thrane skulle ha sagt at «han ville være med», men dette er usannsynlig. I Thranes selvbiografiske skisse skriver han at han etterpå ble fortalt at Abildgaard, etter at Thrane hadde gått, hadde erklært seg for revolusjon. Altså er Thrane, som alltid ellers, mot revolusjon, og eneste holdepunktet han har for at Abildgaard skulle være for, er noe som han er blitt fortalt.

Abildgaard foreslo en adresse til Stortinget, som ble vedtatt. Denne har en passasje som kan forstås som en trussel om revolusjon, dersom folket ikke får alminnelig stemmerett og pengeforholdene ikke forandres gjennomgripende. Det refereres til stemninger, arbeiderforeningene stiller seg ikke bak. Men dette måtte jo fra mathavernes side oppfattes som en dramatisk heving av trusselnivået. «Vi vil ikke skjule for Storthinget,at man i Landets forskjellige Distrikter jevnlig hører Ytringer, der tyder hen på, at dersom …<kravene ikke imøtekommes>, da vil vore vidt udstrakte Fjeldegne være et kun altfor godt Tilflugssted for Skarer af Mennesker, der vil sætte sig op mod den bestaande Tingenes Orden …»

Inntrykket av revolusjonære holdninger på Lilletinget, ordlyden i adressen til Stortinget, sammen med episoder rundt om i landet i etterkant av Lilletinget ga endelig stattholder Løvenskiold påskuddet han lenge hadde ventet på for å gripe inn overfor bevegelsen. Morgenen 7. juli ble det foretatt arrestasjoner av sentralledelsen, samt mange lokalledere. Stort sett foregikk dette fredelig, men på Hønefoss ble det litt mer dramatisk da den lokale lederen som var kjent for sine radikale holdninger, hattemaker Halsten Knudsen, ikke uten videre ville overgi seg. («Hattemakerfeiden»)

De satt tre år i varetekt før undersøkelseskommisjonen, som både skulle utrede og dømme, kom med sine dommer i april 1854. Så gikk det enda et år, før saken kom opp for Høyesterett. Høyesterett sluttet seg i alle hovedtrekk til kommisjonens vurderinger, men gjorde noen endringer i straffeutmåling. For Thrane var straffen på 4 års tukthus. Varetektstida på 4 år ble ikke fratrukket, men pga skjerpede soningsforhold i det nye Botsfengslet slapp han ut etter 3 år, i 1858. I alt ble 127 personer dømt for forbrytelser mot statens sikkerhet. Etter dommene gikk det meste av bevegelsen i oppløsning, sank ned i passivitet eller endret karakter.

Ut fra svært sprikende vitneutsagn hadde kommisjonen konstruert en historie der forsamlingen på Lilletinget skulle ha vedtatt revolusjon den ene dagen, for så å omgjøre vedtaket neste. Thrane skulle ha vært instrumentell for omgjøringen. Denne ble senere presentert i Retstidende som en ubestridt framstilling av fakta – og i hovedsak akseptert av ettertida, Samtidig viser voteringsprotokollene fra Høyesterett, som den gang ble holdt hemmelige, at dommerne ikke trodde på denne historien som bevist selv.
I sitt votum skriver den mest liberale av dommerne, assessor Ulrik Anton Motzfeldt følgende: «…jeg har Tvivl om han kan fældes. Kan ikke tage i Betragtning uden hvad der hører ind under 9-1 og 9-30. Har han virkelig opfordret til Oprør eller ei- Overordentlig tvivlsom. Udtrykt sig saa forsigtig, at de fleste Vidner tro, at han fraraadede Revolution»[9]. Likevel stemmer Motzfeldt for fellelse, fordi Thrane ikke har utelukket at det kan bli voldsomme reaksjoner etter hvert, dersom bevegelsen ikke vinner fram med sine krav: «…maa ansees at have opfordret til Revolution, henholder jeg med til Ass. Andresens Bemærkninger, nemlig at han altid har stillet Revolutionen i Perspectiv.
Thrane blir med andre ord dømt for å stille en forbrytelse – revolusjon – «i Perspectiv», selv om han bevislig i alt sitt virke har gjort alt han har kunnet for at den skulle unngås. Han hadde heller aldri sagt at det snart kunne bli tid for vold, tvertimot hadde han f.eks. om våren frarådd medlemmer på Gran å gå denne veien. Var dette et tilfelle av «en rettskraftig dom for en forbrytelse som den dømte ikke har begått»?

Hattemakerfeiden
Thranitterbevegelsen ble lokalt på Ringerike ledet av den radikale hattemakeren Halsten Knudsen. Knudsen kom til byen som hattemakersvenn under hattemaker Lars Andresen. Marcus Thrane (1817–1890) var den som startet flest arbeiderforeninger i landet. Da Thrane kom til Hønefoss i slutten av april 1849, ble den første lokale arbederforeningen stiftet. Like etterpå ble det stiftet to til i Ådal.
Arbeiderforeningenes hovedkrav var at alminnelig folk skulle få stemmerett. Arbeiderforeningenes pionerer argumenterte med at dersom arbeiderne fikk stemmerett, ville de få talsmenn på Stortinget og slik kunne endre lovene. Arbeiderforeningene mente også at skolen måtte bli lik for alle, og de ivret etter å opprette sparebanker som kunne lære småkårsfolk å spare og få orden på økonomien sin. Ved siden av sin rent politiske virksomhet drev også arbeiderforeningene et omfattende opplysningsarbeid.

I en oversikt over antall foreninger som ble publisert i Arbeider-Foreningernes Blad i september 1849 hadde Hønefoss 219 medlemmer, Ytre Ådal 79, Øvre Ådal 107, Ytre Sokndalen 50, Øvre Soknedalen 87, Storelven i Norderhov 38, og Vegårdsfjerdingen i Norderhov 12. Utover høsten og vinteren vokste foreningene voldsomt, og sommeren 1850 var Hønefossforeningen blant landets største. Ut på høstparten samme året er det senere anslått at antallet medlemmer på Ringerike trolig var nærmere 1 400, men siden det ikke finnes medlemslister kan man ikke være sikker på det riktige antallet.
Ved siden av Knudsen opererte også ringerikingene Gudbrand Larssøn Sundløkken og læreren Johan Henrik Semmen som agitatorer rundt om i hele landet. Ringerike var også sterkt representert på de store arbeidermøtene som ble holdt på Ladegårdsøen, som Bygdøy het på den tiden. Disse møtene blir gjerne referert til som «Lilletinget». Det første Lilletinget ble holdt i 1850, og det andre året etter. Det var dette siste møtet som var opptakten til den hendelsen som siden har blitt kjent som «hattemakerfeiden». I tillegg til Knudsen møtte også Gulbrand Johnsrud fra Øvre Ådal og Hans Christensen Fjeld fra Hole på Lilletinget.

Feiden begynner
Forhandlingene på Lilletinget i 1851 førte til at både Marcus Thrane og Theodor Abildgaard (1826–1884) ble arrestert. Årsaken var uklarheter omkring voteringen om bruk av makt dersom arbeiderne ikke fikk gjennomslag i stemmerettssaken gjennom forhandlinger. Både Knudsen, Johnsrud og Semmen tilhørte de som talte for bruk av makt. Trusselen om maktbruk gjorde myndighetene nervøse, noe som førte til arrestasjonene. Myndighetenes aksjon mot arbeiderforeningene og ønsket om å kriminalisere dem var den direkte foranledningen til urolighetene som oppsto på Ringerike i juli 1851.

Den 21. juli 1851 startet bråket i Hønefoss. Sorenskriver Jørgen Meinich holdt rettslig forhør av holeværingen Christian Fjeld i Madame Glatvedts gård på Norsida. Bakgrunnen var at Fjeld hadde vært Hole Arbeiderforenings representant til sentralstyremøtet i Christiania, og der hadde det blitt tatt opp endel radikale punkter, som Stortinget besluttet å gripe inn mot. Dagen etter skulle hattemaker Knudsen avhøres, og da ble det bråk for alvor.

Hattemakerens våpendragere
En av hattemakerens våpendragere, den velvokste Helge Gunbjørnsen Tytodden, ropte ut til folk som hadde samlet seg: «Det må værra uråd å la øvrigheta ta Knudsen!» Da hattemakeren fikk fri for å spise, benyttet han anledningen til oppfordre folk om ikke å svikte han, for da mente han at han ville bli arrestert. Flere kom til, og nå hadde Knudsen opp mot femti mann som støttet han. Det var amper stemning da sorenskriveren gikk ut på trappen for å roe gemyttene. Da ørvrigheta skulle føre Knudsen til arresten i Norderhov kom det til håndgemeng. En Nils Kittelsen ropte: «Hurra for Knudsen!». Kittelsen var svoger til politibetjent Peter C. Aas, som var en av de som skulle føre Knudsen til arresten. De to andre var politiassistent Syver Sonerud og lensmann Robsahm. I håndgemenget som fulgte sprang Tytodden fram og frigjorde Knudsen. Han ble imidlertid snart arrestert igjen, men nok engang frigjort av sine venner. Lensmannen var nær blitt kastet i Hønefossen under håndgemenget, så han innså at det ikke lot seg gjøre å arrestere hattemakeren på denne måten.

Hattemakeren arresteres
Om kvelden 26. juli 1851 ankom derfor to kompanier fra det Norske Jegerkorps til Klokkergården ved Hønen i Norderhov. De hadde blant annet med seg to 6-punds kanoner. Straks etter ankom dessuten også et kompani fra Modum. Knudsen forsto at det begynte å brenne under ham, og dro derfor opp i Ådalen på kvelden den 22. juli. Der mobiliserte han mer enn hundre trosfeller fortelles det, som etter å ha hørt hans flammende tale marsjerte mot byen. De skal ha vært bevæpna med møkkagreip, hakker og kjepper. Vel framme hevdet ådølingene at de ikke hadde brutt noen lov, og forlangte å få være til stede da under avhørene av formannen deres, Johan Henrik Semmen. Dette ble innvilget og situasjonen roet seg. Hattemakeren følte seg imidlertid ikke like trygg, og dro straks oppover Ådalen igjen. Der samlet han pånytt en horde med trosfeller, men denne gangen ville han at det skulle bryte ut bråk for alvor. Det hjalp ikke at folk forsøkte å roe ned Knudsen, som klarte å mobilisere nær 300 mann ved at han lovet hjelp fra både Vestlandet og Trøndelag. På vei ned dalen fikk de imidlertid høre at militære avdelinger med kanoner ventet på dem i Hønefoss, og motet sank brått. Knudsen forsøkte å oppildne flokken igjen, men den snudde allikevel. Slaget var tapt for hattemakeren, som sammen med flere andre ledere snart ble arrestert. De ble låst inne i kornmagasinet ved Norderhov kirke og sendt videre til Akershus festning den 2. august. Etter dette ble Thranebevegelsen satt under lupen av myndighetene.

Tiltale og dom
Ett år senere ble det reist tiltale mot 149 av bevegelsens medlemmer, hvorav flere kom fra Ringerike. Saken endte til slutt i Høyesterett, som avsa sin dom våren 1855. Opprinnelig ble Knudsen og Semmen dømt til henholdsvis 15 og 10 års tukthus av kommisjonen, men begge fikk redusert straffene i Høyesterett. Knudsen fikk 9 år og Semmen 3 år. Marcus Thrane fikk til slutt 4 års tukthus, og utvandret til USA etter soningen.

Det har blitt hevdet at Knudsen i sin dype fortvilelse over dommen tok rennefart og stanget hodet i en kakkelovn så han døde, men dette er ikke tilfellet. Knudsen døde riktignok natten før han skulle overføres til fengsel den 4. juli 1855, men av kolera. Halstein Knudsen ble begravet på kolerakirkegården ved Tøyen i Oslo.
Det skulle gå mange år før det ble ny fart i arbeiderbevegelsen igjen, men i 1887 ble sagbruksarbeideren Anders Andersen (1846–1931) fra Hønefoss valgt til Det norske Arbeiderpartiets første partiformann. Man kan kanskje hevde han var en produkt av hattemakerfeiden.(Hentet fra Wikipedia).

Nedenfor følger referat fra forhørene i Hallingdal. «Deponenten» er den som blir avhørt.

14de juli 1851 Forhør i Aal under Hallingdal.
Deponent (87de Vidne), Haagen Arnesen Tvete (Haakon Tveito). Depoenten blev valgt til at afgive Møde ved bemeldte Centralmøde. — — — Fremdeles erindrer Deponenten, at der under Centralmødets Forhandlinger fremkom og blev debatteret over, et Forslag med Hensyn til hvad der skulde foretages i Tilfælde af at Storthinget ikke opfyldte en Deel af Arbeidernes Ønsker eller Forlangender, der vare frem satte i en til Kongen i forrige Aar indgivet Petition. Under disse Debatter yttrede Repræsentanten fra Hortens Arbeiderforening, Hjulmager I. C. Jacobsen sig saaledes som oplyst af Halsteen Ramberg under det paa Kongsberg optagne Forhør, nemlig at Stemningen paa Horten var mislig, og at sammesteds var at erholde Vaaben og Ammunition. Ligeledes erindrer Deponenten, at flere Andre af Repræsentanterne yttrede sig om at Stemningen var ligedan i de Distrikter, hvorfra de vare udsendte, og at man desaarsag blev nødt til at foranledige en Revolution, førsaavidt Storthinget, som anført, ikke skulde gaae ind paa Arbeidernes i den omhandlede Petition fremsatte Ønsker. Derimod bcnægter Deponenten nu at kunne erindre Navnene paa de Personer, der saaledes yttrede sig om en revolutionoer Fremgangsmaade; og bemærker han i saa Anledning, at det var faae af Nepræsentanterne, som han personlig kjendte, ligesom han holdt sig i Baggrunden af Forsamlingen, saaledes at han vanskelige« kunde høre og opfatte de faldende Debatter; dog erindrer han, at Uhrmager Qvarme fra Skien under de sidst omhandlede Forhandlinger yttrede: „Det kan ikke taales længere; Eet maa siee», men hvori dette skulde bestaae, opfattede Deponenten.

Da Debatterne om den paatænkte Revolution vare noget fremskredne, blev Deponenten syg og begav sig udenfor Forsamlingsværelset, hvorfra han blev fraværende i nogen Tid. Efterat Deponenten var kommen tilbage, var, saavidt han nu erindrer, de her omhandlede Debatter endte, uden at han enten da eller senere erfarede at der ved Stemmegivning var afgjort ved Pluralitet i Forsamlingen, at Arbeiderne i det før nævnte Tilfælde skulde stride til Revolution. Deponenten havde forinden der i Centralmødet blev debatteret om Revolution, ikke tænkt sig Muligheden af at derom skulde kunne blive Spørgsmaal. Deponenten har heller ikke nogensomhelst Kundskab om, af hvem Forslaget i den Anledning oprindelig blev fremsat, eller hvilke af Nepræsentanterne der understøttede samme, videre end han allerede har oplyst. Medens Deponenten var tilstede under Debatterne om Revolution, hørte han ikke nogen yttre sig om Maaden, hvorpaa eller Tiden naar den skulde iverksættes.

Videre forklarer Deponenten, at forinden det omhandlede Centralmøde sluttedes, og efterat den anforte Henvendelse til Storthinget fra Arbejderforsamlingen havde fundet Sted, blev der til Slutning atter diskutteret blandt Forsamlingens Medlemmer, om hvad der skulde foretages, hvis Storthinget ikke gik ind paa noget af Arbejderforsamlingens Ønsker, og hvorunder der iflæng nævntes: Revolution, Demonstration og Passivitet. Under disse Forhandlinger fremsatte derpaa Student Abildgaard Forslag om, at det skulde henstilles til Centralbestyrelsen at tage Beslutning om, hvorledes der i sin Tid skulde fremgaaes i det anforte Tilfælde. Dette Forslag blev vedtaget af Forsamlingen og Deponenten der opfattede denne Beslutning som en Modifikation af det tidligere Forslag om Revolution, eller rettere, som et Spørgsmaalet herom skulde henilydes til en fjernere
Fremtid, takkede Abildgaard for Forslaget, og ansaae derved Tanken om en voldsom Fremferd om ikke for opgivet, saa dog ialfald for opsat. — De til Protokollen gjorte Tilførsler bleve imidlertid opleste.

15de juli 1851
Forhør i Nes i Hallingdal
Anden Deponent, Gaardemand Asle Nilsen Strand (86de Vidne) der blev til Udvælgelse af en Repræsentant for Strande Arbeiderforening sammenkaldt et Møde af denne Forenings Medlemmer. I dette Møde hvori Deponenten ei deeltog, modte tillige, saavidt vides, Formændene for 2de andre Arbeiderforeninger i Hoels Sogn, benævnte Neraals og Hoffs Arbeiderforeninger, idet nemlig samtlige 3 Foreninger vare komne overeens om til det anførte Centralmøde at sende en fælls Representant. Som Saadan blev derpaa Deponenten udkaaret.

For Deponentens Vedkommende afgaves denne Erklæring (se. om Stemningen) saaledes,
at han var for en fredelig Løsning af de Forholde, hvorom der tvistedes, og at han ingensinde fra sin Egn havde erfaret, at nogen Anden var af en forskjellig Mening. Paa den anden Side var det derimod et ikke ubetydeligt Antal af Repræsentanterne, der yttrede sig om, at der maatte strides til Benyttelsen af alvorlige Midler, saafremt Storthinget, til hvilket man i denne Anledning allerede havde paatænkt og omventileret en Adresse, ikke skulde ville opfylde idetmindste endeel af de af Arbeidernes Ønsker eller For langender, som tidligere vare fremhævede i en Petition til Kongen og nævntes blant saadanne Midler Revolution. Deponenten kan imidlertid ikke opgive Navnene paa nogen af de Repræsentanter, der yttrede sig paa den sidstanførte Maade, undtagen forfaavidt at han mindes, at Uhrmager Qvarme fra Skien var blandt disse. Noget Forslag om Revolution blev dog ikke den omhandlede Dag, saavidt Deponenten kan erindre, fremsat, og og ialfald blev intet saadant Forslag da sat under Votering.

De følgende Dage af Centralmødet optoges med forskjellige Forhandlinger, deels angaaende Arbeiderforsamlingens Henvendelse til Storthinget af 13de Juni om en Sammenkomst med Storthinget, og deels angaaende forskjellige Lovforslag. Under disse For handlinger fremkom dog intetsomhelst Forstag, der antydede den Hensigt at benytte en revolutionær Fremgangsmaade fra Arbeidernes Side for at kunne opnaae de Forandringer de onstede i de bestaaende Forholde, ligesaalidt som der, saavidt Deponenten ørte, enten i eller udenfor Forsamlingen af nogen Repræsentant blev nævnt eet eneste Ord om Revolution. Det Hele gik derimod ud paa Fred og Rolighed, og Ingens Hensigt kunde erfares at være anden end den, at vedkommende Lovforslage, efterat være debatterede og vedtagne af Arbejderforsamlingen, skulde oversendes Storthinget til Afbenyttelse under dettes Forhandlinger om de Gjenstande, som Forstagene omhandlede. Først den sidste Dag, da Arbeiderforeningens Repræsentanter vare samlede, fremkom et Forstag, der gik ud paa Revolution i Landet, i Tilfælde af at Storthinget ikke vilde gaae ind paa de Ønsker om Forandringer i den bestaaende Lovgivning, som Arbeiderne attraaede. Fra hvem af Repræsentanterne de heromhandlede Forstag om Revolution blev fremsat, siger Deponenten at være ham aldeles ubekjendt.

Det blev imidlertid undergivet Debat af Forsamlingens Præsident, og under de i den Anledning opstaaede Debatter yttrede endeel af Repræsentanterne sig for og endeel Andre sig imod Forstaget, idet disse Sidste deels vilde have en ny Adresse til Kongen og deels attraaede Udsættelse med at tage nogen yderligere Beslutning angaaende hvad der skulde foretages indtil man videre havde seet Udfaldet af Forhandlingerne med Hensyn til de omtvistede Forholde i et følgende Storthing, og være de Repræsentanter, der yttrede sig paa den sidst anførte Maade, aldeles imod ethvertsomhelst Skridt til Revolution eller voldsom Aderd. Deponenten forsikrer, at det paa Grund af hans omforklarede personlige Ubekjendtstab til Centralmødets Repræsentanter, er ham umuligt at kunne opgive Navnene paa de Personer, der yttrede sig enten i den ene eller den anden af de anførte Retninger, uden førsaavidt han synes at erindre, at den fornævnte Uhrmager Qvarme fremdeles talte for Revolution.

Efterat Debatterne vare endte og Sagen af Præsidenten var undergivet Votering, saaledes, at de af Re præsentanterne der onstcde Revolution, skulde reise sig fra sit Seede, medens de, som vare mod samme, skulde blive siddende, blev Stemmegivningen optalt, og befandtes denne da saaledes, at noget over det halve Antal stemme mod Revolution. Saavidt Deponente erindrer, havde de Representanter, hvis Stemmegivning gik i den sidst omforklarede Ret ning en Overvægt af een eller to Stemmer mod de, der stemmede for Antagelsen af Forslaget om Revolution. Deponentcn erklærer, at han af de Repræsentanter, der stem mede mod Revolution, kuns erindrer — — — — — —. — — ______ samt saavidt erindres, Esten Engebretsen Troem fra Røraas. — — Ligeledes benægter Deponenten at kunne opgive Navnene paa nogen af de Representanter, hvilke stemmede for Revolution, og bemærker han, at han synes at erindre, at bemeldte Uhrmager Qvarme under Voteringen havde forladt Forsamlingsværelset og at denne Mand saaledes ei deeltaget i Stemmegivningen.

Med Hensyn til Deponentens omforklarede Udfald af denne, nemlig Stemme givningen, blev han foreholdt Repræsentanten Halsten Rambergs modstridende Forklaring i saa Anledning under det paa Kongsberg den 3die Dennes optagne Forhor; men han vedbliver ikke desmindre med Bestemthed at paastaae, at langt flere Repræsentanter af Arbeiderforsamlingen end som af bemeldte Ramberg opgivet, yttrede sig imod Revolutionen, og at ialfald Stemmegivningen om det i saa Anledning debatterede Forslag havde det Udfald som Deponenten nu har oplyst. — – — Medens Deponenten var tilstede i Arbeiderforsamlingen blev der, saavidt Deponenten Hørte, ikke nævnt eller antydet det Ringeste angaaende Maaden, hvorpaa Revolutionen — i Tilfælde — skulde udføres, ligesaalidt som nogen bestemt Tid hvorpaa den skulde finde Sted. — — -. — men han tilstaaer, at han selv under Debatterne og Voteringen angaaende det anførte Forslag om Revolution nærmest antog og fremdeles antager, at dette ei havde nogen alvorlig Mening eller Betydning, men kun var fremsat i den Hensigt, ved at indjage Skræk, tidligere end ellers, at ske Arbeidernes Forlangende opfyldte. Det blev derhos endelig mellem Forsamlingens Medlemmer diskutteret om, hvad der midlertidige skuldeforetages, førsaavidt følgende Forhandlinger i det nu førsamlede Storthing eller hvad der iøvrigt maatte passere, med Nødvendighed skulde paakalde nogen Foranstaltning eller
Sammenkomst til Lettelse i Arbeidernes Kaar og Stilling, og blev der da, saavidt Deponenten nu kan erindre, efter Forslag fra enten Student Marcus Thrane eller Student Abildgaard bestemt og vedtaget, at Centralbestyrelsen i et saadant Tilfælde skulde afæste Enhver især under den sorterende Arbejderforening Erklæring om, hvad der kunde blive at foretage.

Herunder Hørte Deponenten ikke fra nogen Repræsentcmt nogensomhelst Yttring at falde om, enten Revolution eller nogen anden voldsom Adferd; derimod faldt der fra Flere Yttringer om Demonstration og Taalmodighed eller Passivitet, og Deponenten antog saaledes, at enhversomhelst Tanke om revolutionær Fremgangsmaade — hvor imod de bemeldte Studenter Thrane og Abildgaard, under de omforklarede Debatter om Revolution med Bestemthed yttrede sig — hos enhver af Arbejderforsamlingens Representanter var aldeles opgivet, og at der saaledes paa ingen Maade ved de Foranstaltninger, der muligens kunde blive at træffe fra Arbeidernes Side inden næste Central møde, kunde blive Spørgsmaal om Andet, end paa bedste Maade, ved indbyrdes Raad og Daad at søge at forberede Forbedringer ide nu stedfindende Forholde. Deponentenblev endelig foreholdt de i det ved forrige Session ved Arbejderforeningernes Blad fremlagte Nummer indeholdte yttringer, blandt andet i Arbejderforsamlingens Henvendelse til Storthinget af 13de Juni sidstleden angaaende Underretninger, der ville kunne have afgjørende Indflydelse paa Fremtiden, og som Arbeiderforsamlingen skulle kunne meddele Storthinget; hvorefter han forklarede, at han antager, at derved sigtes til Oplysninger angaaende Arbeidsklassens Stillinger og Forholde, og i ethvert Fald er det Deponenten uvitterligt, at der ved de omhandlede yttringer skulde sigtes til de Forhandlinger der i Arbeidermødet forefaldt om Revolution.

21de juli 1851
4de Deponent Gaardenand Asle Arnesen Arnegaard. Deponentens Broder Haagen Arnesen Tvethe blev valgt til for Sande Arbejderforening at afgive Møde ved bemeldte Centralmøde.

Efter Haagen Arnesens Tilbagekomst fra Christiania har ingen Sammenkomst fundet Sted mellem Medlemmerne af den omhandlede Arbejderforening, hvorfor han er Formand. Derimod traf Deponenten sammen med ham Dagen efter hans Hjemkomst, ved hvilken Leilighed han gav Deponenten en kort Beretning om adskillige i Centralmødet behandlede Sager. Blandt Andet omtalte han, at derunder havde været vakt Motion om og diskutteret angaaende at foranledige en Revolution i Landet, men at de fleste af Centralmødets Repræsentanter havde været mod en slig voldsom Fremferd.
Han berettede derhos, at Motionen om Revolution var bortfaldt derved, at en Student Abildgaard havde ivret imod samme og foreslaaet, at der skulde henstilles til Arbejderforeningernes Central-Bestyrelse i Christiania at tage Beslutning om, hvad derskulde foretages i Tilfedoe af at Storthinget ikke skulle ville gaa ind paa de Ønsker eller Forlangender om Forandringer i det Bestaaende, hvorom til samme af Arbejderforsamlingen var indgivet en Petition. Saavidt Deponenten af sin Broders Meddelelse kunde skjønne ansaa han imidlertid Tanken om Revolution aldeles opgivet, dels ved Stemningen i saa Henseende blandt Centralmodets Repræsentanter, og dels ved det omforklarede ved Mødets Slutning fremkomne Forstag fra Student Abildgaard.

5te Deponent Gaardenand Ole Larsen Holepladsen.
Nogle Dage efterat 1ste Deponent (se. i Forhør den 14de Juli) Haagen Arnesen Tvethe i afvigte Juni Maaned var kommen tilbage fra Christiania traf Deponenten tilfældigviis sammen med ham paa sin Bopel, og omtalte da bemeldte Haagen Arnesen Tvethe at han havde været tilstede ved et nylig forud i Christiania afholdt Møde af udsendte Repræsentanter fra Landets forskjellige Arbejderforeninger. Under dette Møde angav Haagen Arnesen, at der havde været omventileret at foranledige en Revolution af Arbeiderklassen, men at saadant ikke havde vakt almindeligt Bifald blandt bemeldte Repræsentanter.

Første Deponent Haagen Arnesen Tvethe.
Deponenten blev foreholdt 2den Deponent Asle Nilsen Kirkedalens Forklaring om at der den sidste Dag medens Centralmødet varede, formeligen blev sat under Votering om Revolution skulde finde Sted, i hvilken Anledning Deponenten forklarede, at det vel er muligt, at saadan Votering foregik, men at i hvert Fald Deponenten hverken deltog i Samme eller erfarede at Votering havde fundet Sted.

Fortsat samme Dag. 9de Deponent Gulbrand Andersen Vangen
Efterat bemeldte Asle Nilsen Kirkedalen var hjemkommen fra det omhandlede Centralmøde afholdtes Søndagen den 6te December et Møde. Under dette sidste Møde var ogsaa tilstede fornævnte Asle Nilsen Kirkedalen, der i al Korthed afgav Beretning om enkelte i Centralmødet afhandlede Gjenstande. Blandt disse omtalte han ogsaa, at der havde været foreslaaet eller omventileret, i Tilfælde af at Storthinget ei gik ind paa Arbeidernes Ønsker, at foranledige Revolution, dog erindrer Deponenten nu ikke om han nævnte dette sidste som Betingelse for Revolutionen.

Ligesom han imidlertid som allerede bemærket, kuns korteligen berørte de forefaldne Diskussioner om Revolution, saaledes omtalte han disse, som Noget, der ei havde nogen alvorlig Mening eller Betydning, hvorhos han udtrykkelig tilføiede, at Stemningen i Ar bejderforsamlingen ikke var for en saadan voldsom Handlemaade, og at det blev afgjort, at den ei skulde bringes i Anvendelse, hvorimod man vilde søge at vinde Indgang paa lovlig Maade for Arbeidernes Ønsker.

16de Deponent Gaardenand Tollef Halsteensen Rime — var aldeles enstemmig med hvad 9de Deponent, Gulbrand Andersen Vangen har forklaret, og med Tillæg, at Asle Nilsen Kirkedalen idet han afgav sin Beretning om de i Centralmødet i forrige Maaned forefaldne Forhandlinger eller Yttringer angaaende Revolution, tilføiende, at Student Thrane, der var tilstede i Arbejderforsamlingen under disse Diskussioner, blev fremkaldt for at afgive sin Mening i saa Anledning, og yttrede da bemeldte Thrane sig imod ethvert revolutioncert Skridt og tilraadede Taalmodighed.

29. Marts 1852
Kommissionsforhør i Aals Prestegjeld.
7«de Deponent (86de Vidne), Asle Nielsen Strand, afhørt som 2den Deponent i Forhøret fra Hallingdal af 14de Juli f. A. Denne Forklaring blev ham nu forelest, hvorefter han blev yderligere examineret angaaende hvad der, in specie den 3die Forhandlingsdag passerede med Hensyn til Spørgsmaalet om Revolution; men han erklærer efterat være gjort bekjendt med hvad der i saa Henseende af andre Deponenter er udsagt, at han fremdeles nu slet ikke kan erindre, at der denne Dag blev forhandlet eller endog voteret om at bevirke en Revolution, i hvilken Henseende han forøvrigt bemærker, at han jevnlig forlod Forsamlingsværelset, naar Noget kom paa Tale, som han ikke bifaldt, og at han isædeleshed kan erindre, at han den Aften, da Forhandlingerne fortsattes usædvanlig længe, (og altsaa rimeligviis den 3die Dag) forlod Forsamlingen forinden Forhandlingerne vare tilende. Deponenten blev i Forbindelse hermed foreholdt, hvad David Olsen Kløve, ham betræffende har udsagt i Forhøret fra Hardanger og Vos af 15de December f. A. og han erklærer i denne Anledning ganske rigtig at kunne mindes at han ved en Leilighed, da Talen var om Revolution, har udtalt sig for David Kløve i Meningen aldeles som af denne udsagt; men som Sagen staaer for hans Erindring, har han yttret sig saaledes den sidste Forhandlingsdag, da man efter hans Forklaring iovenmeldte Forhør havde Revolution paa Omtale.

At yttringen fra ham til David Kløven dog, nemlig som af denne udsagt, kan være falden en foregaaende Dag, tør han imidlertid ikke benægte, og dette kan ogsaa være sandsynligt, hvis, som han nærmest vil troe, D. Kløve var fraværende fra Forsamlingen den sidste Dag; men han vedbliver alligevel, at han ialfald ikke kan mindes, at man havde Spørgsmaalet om Revolution for sig og stemte desangaaende den 3die Dag eller overhovedet nogen anden Dag i Mødet end netop den sidste Dag, hvorom han alt i hiint eldre Forhør har udsagt, at der den Dag blev fremsat Forslag om Revolution og at man derom voterede med det Udfald, at de fleste Stemmer bleve mod Forslaget. Hvad ellers denne ældre Forklaring angaaer, da erkjender han, at det Forslag og den Votering, der efter hans Opfatning har gaaet ud direkte paa at gjøre Revolution, maastee i Virkeligheden kun har angaaet en Adresse til Kongen af revolutionært Indhold, og ligeledes indrømmer han, at det gjerne kan være muligt, at der ved Voteringen blev de fleste Stemmer for Revolution eller Adresse, hvad det nu var, men at Beslutningen senere er betragtet som frafaldt. Han veed alene med Vished, at det endelige Resultat blev, at ingen Revolu tion skulde finde Sted eller Adresse til Kongen indgives.

77de Deponent (87de Vidne), den som første Deponent i det samme Forhør fra Hallingdal afhørte Haaken Arnesen Tvete, der ligeledes forelestes den Forklaring, han afgav i bemeldte Forhør, og som han nu erklærer at være afgiven overensstemmende med hans bedste Erindring om det Passerede, saa at han dertil henholder sig, uagtet han nu ikke engang erindrer saameget som, da han forrige Gang blev examineret. Forøvrigt bemærker han dog som Noget, han kan mindes, at det ikke blot var, da man afgav Beretningen om Stemningen i Hjembygderne, at man hørte Tale om Revolution, som fra Arbejderforeningernes Side kunde være at befrygte, men at det til lige engang blev sat under Debat, om Centralmødets Medlemmer selv skulde foranledige en Revolution ivcertsat, samt at Spørgsmaalet herom gik til Afgjørelse ved Votering; men dennes Udfald erklærer han at være ham ubekjendt, idet han nemlig siger, at han paa Grund af et Ildebefindende forlod Forsamlingen netop i det Samme, Voteringen skulde finde Sted, og senere ikke kom til at erkyndige sig om Udfaldet af Afstemningen.

Hvad Tid dette passerede, seer han sig imidlertid slet ikke istand til at oplyse, ligesaalidt som hvem der maatte have udtalt sig for at bevirke en Revolution. Han veed, at der tillige var Tale om en Demonstration, og stjønte, at dette betydede noget Andet end Re volution; men hvad der med Hensyn til saadan Demonstration -maatte være blevet besluttet, kan han ikke forklare. Ei heller husker han, at der var Tale om en Adresse til Kongen, og allermindst om, hvorvidt denne skulde være af revolutionert Indhold.

Februar 7de 1853
Session i Aals Prestegjeld i Hallingdal.
86de Vidne, Asle Nilsen Strand, afhørt som 2den Deponent i Forhøret fra Hallingdal af 14de Juli 1851 og som 76de Deponent for Kommissionen. Disse Forklaringer bleve ham nu foreleste, og han henholder sig fremdeles dertil uden Forandring in specie forsaavidt angaaer Forhandlingerne den 3die Aften, hvorom han endnu siger, Intet at kunne oplyse. — — — – — Han bemærker specielt angaaende Thrane, at Vidnet idetmindste forstod ham, som om han under enhver Omstændighed fraraadede Revolution. Om Abildgaard derimod siger han nu, at han ikke kan erindre at have hørt ham sige enten det Ene eller det Andet om Revolution.

87de Vidne, Haaken Arnesen Tvete, afhørt som Iste Deponent i samme Forhør fra Hallingdal og som 7de Deponent for Kommissionen, hvilke Forklaringer nu bleve ham foreleste. Han henholder sig fremdeles til dem uden Forandring. Vidnerne edfæstede.

1ste April 1853
Thingsvidne i Hallingdal.
Referent Sagfører Paludan.
Fremstod som Vidne konst. Lensmand i Næs, Lorenz Henrik Meier, der blev foreholdt sin under Ringerigsforhøret afgivne Forklaring, (Akt. Paq. 43) saavelsom sine i bemeldte Forhør indtagne Rapporter af 29de og 3Nte Juli 1851 (Akt. Pag. 119—123) og erkjendte Vidnet det Hele ,som rigtigt, uden at han nu deri havde nogen Forandring at gjøre. Paa Anledning fra Referenten forklarede forøvrigt Vidnet ved egen Diktamen til Protokollen Følgende: Da Hattemager Knudsen udenfor Maler Tollefsens Huus var med Magt befriet fra Politiet og kommet hen paa sin Trappe, hvor han holdt et Foredrag, kom Vidnet tilstede, uden dog at være saa nær, at det kunde opfatte hvad Foredraget gik ud paa. Paa Opfordring af konst. Sorenskriver Meinich var Vidnet ham følgeagtig hen til Knudsens Trappe, og Hørte der, at Sorenskriveren for den tilstedeværende Forsamling opleste de Bestemmelser af Kriminalloven, som fastsette Straf for Opsætsighed mod den offentlige Myndighed, hvorefter han opfordrede Stedets Lensmand og Politiassistenter til paany at arrestere Hattemager Knudsen. Dette stede da, idet Politiassistenterne Aas og Sonerud greb bemeldte Angjældende og ledede ham — Een under hver Arm — henover Hønefosbroerne. Underveis anmodede Knudsen om Tilladelse til at gaae alene, hvilket blev nægtet.

Vidnet saae da, at Knudsen gjorde Mine til den medfølgende Menneskemasse at den skulde befrie ham, hvilket ogsaa stede, idet bemeldte Menneskemasse skreg Hurra og stormede frem, samt med Magt befriede Arrestanten fra Politiet. Sluttelig bemærkede Vidnet, at da Sorenskriveren, som meldt, havde oplest Lovens Bestemmelser udenfor Knudsens Huus og opfordret de af Forsamlingen som vilde bistaae Politiet at gaae til den ene Side af Veien, og de som agtede at modsætte sig Knudsens Arrestation, at gaae tilden anden Side, — erklærede Knudsen for Forsamlingen, at Jorden var alle Menneskers fælles Eiendom, at Arbeiderne hverken havde givet eller underskrevet Loven, og vare saaledes heller ikke pligtig at lyde den. Paa Foranledning af Referenten tilføiede Vidnet, at det var tilstede ved Hsncfossen i Madame Gladtvedts Gaard den 24de Juli 1851, da Skolelrer Semmen skulde afhøres i Anledning det paa Centralmødet Passerede, og erfarede Vidnet da, at const. Sorenskriver Meinich oplukkede Vinduet fra Retsværelset til Gaarden, hvor en Mængde Aadølinger vare førsamlede, og opleste den i Akt..Pag. 29 ind førte, af Fr. Jørgensen Hvalseie og Elling Olsen Semmen afgivne Forklaring, samt opfordrede de Tilstedeværende til at erklære, hvorvidt den af bemeldte Fr. Jørgensen og Elling Olsen afgivne Forklaring var rigtig, og derpaa afgave de, saavidt Vidnet kunne skjønne, eenstemmig den Erklæring, at det var rigtigt, hvad bemeldte Mænd havde forklaret, og de sluttede sig derfor Alle til bemeldte Forklaring. At Anders Gulspladsen og Helge Tytodden dengang var i Flokken udenfor Madame Gladtvedts Huus, erindrer Vidnet bestemt.

Med Hensyn til Øiemedet af Aadølingernes Komme til Hønefos ifølge med Skolelærer Semmen, da denne, som meldt, skulde afhores, erindrer Vidnet at de yttrede, at saafremt bemeldte Semmen under sin Rcerværelse paa Ccntralmodet havde gaaet videre end den ham af dem meddeelte Fuldenagt hjemlede, da fik han selv svare for hvad han havde gjort; men havde han derimod ikke gaaet videre end Fuldenagten tillod ham, saa vilde de modsætte sig hans Arrest. Paa nærmere Anledning fra Referentens Side forklarede Vidnet, at det Horte endeel af den Tale, som Gulbrand Johnsrud holdt i Mad. Gladtvedts Gaard, efterat Forhørssessionen den 24de Juli 1851 var stuttet, uden at Vidnet nu kan erindre, i hvilken Retning Talen egentlig gik, men det erindrer bestemt, at Gulbrand Johnsrud takkede Øvrigheden for dens humane Fremgangsmaade under Dagens Forretninger. Talen var førøvrigt, saavidt Vidnet kan erindre, temmelig tvetydig, uden at det nu kan erindre noget bestemt Udtryk i samme. Fahnetoget samme Dags Aften med Gulbrand Johnsrud og Knudsen i Spidsen — Een paa hver Side af Fahneføreren, Martin Andersen, saae ogsaa Vidnet.
Edfæstet.

Transkripson fra gotisk av Olav Sataslåtten, som har opphavsretten til denne. Ved sitering ber jeg om at henvisninger gjøres til Hallingminne.

Reklamer

1 kommentar

  1. Takk for dette, Olav! Det er interessant å lesa dette opp mot Lars ReintonDu ber om referansar eit par stader i teksten. Eg veit ikkje kor detaljert info du er ute etter, men eg kan vise til Magnus E. Marsdal: Thrane. Den demokratiske frihetenspioner, Forlaget Manifest 2017. Marsdal kallar skaa mot Thrane-rørsla for justismord. Mona Ringvej: Marcusd Thrane – Forbrytelse og straff (2014). Ho er opptatt av å vise korleis myndigheitene motarbeidde Thrane og arbeidarforeningane sine forsøk på demokratisering nedanfrå. Oddvar Bjørklund: Marcus Thrane. Sosialistleder i et u-land (1970). Desse referansane har eg frå Klassekampen 9.10.17 og 14.10.17.
    Lars Reinton har skrive om Thrane i Folk og fortid i Hol (II) s. 335 ff). Sett i bakspigelen var det ikkje mykje dei ba om, småkårsfolket den gongen – almen stemmerett, almen vergerett, betre skular for foket, strengare rådgjerder mot brennevinssalet, lettare høve for husmennene til å bli sjølveigarar mm.. Og rørsla hadde brodd mot embetsmennene og storbøndene. Det skulle vel mindre til før makta tedde seg. Ho brukte revolusjonsspøkelset for det det var verdt! Februarrevolusjonen 1848 var ikkje langt unda.

    Liker

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s