Helge Stupa fra Nes felte 130 elg og 7 bjørn i tidsrommet 1871-1911.

stupa

Stupa var født i 1846, og jaktet i tidsperioden 1871-1911 (OS).

«HELGE STUPA
Nes den 31. Oktober 1913.
Herr Thorleif Bache, Drammen.
I anledning Deres ærede Brev af 25. ds. skal jeg i Korthed meddele Dem, at jeg begyndte som Elg- og Bjørneskytter da jeg var en 25 Aar gammel og har siden til hvert Aar, indtil for 2 Aar siden, skudt flere Elge. Jeg har saaledes ialt fældet 130 Elge og 7 Bjørne.

I Almindelighed har jeg skudt 5 a 6 til hver Høst; dog husker jeg specielt, en Høst, som jeg fældede 11 Elge. De fleste Elge har jeg skudt foruden Hund. Alle de 7 Bjørner har
jeg paatruffet mens jeg har gaaet paa Elgjagt. Engang fældet jeg to Bjørner paa en Gang, en Hunbjørn med to Unger, den ene Unge undslap. Videre kan ogsaa nævnes, at jeg har skudt flere hundrede Tiur og Aarhaner. Som almindelig har jeg skudt ca. 20 Tiurer til hver Vaar. En Vaar skjød jeg 33 Tiurer, 12 Aarhaner og 120 Hjerper. Af Gauper har jeg skudt 4 Stykker. Ræv og Hare og Ryper har jeg ogsaa skudt og fanget i større Mængder.

Jeg er nu 67 Aar gammel og synes at Kræfterne er mindre udholdne og har derfor helt sluttet at drive paa Jagt. Er disse Oplysninger til Interesse at lade trykkes, saa er jeg Dem taknemlig for at De vil tage de med.

Med venligste Hilsen Deres
Helge H. Stupa.

stupa 2

Herr Thorleif Bache, Drammen.
Deres ærede af 4. ds. har jeg først idag Anledning til at besvare. Først refererer jeg til hvad jeg tilskrev Dem i mit Brev af 31. f. Mnd. I Førstningen jeg begyndte at gaa paa Jagt var det mange Aar jeg ikke havde Hund, og jeg fældede alligevel flere Dyr, Elge og tildels Bjørne, til hver Høst. Jeg husker specielt Høsten 1875, jeg havde da
ingen Hund med og jeg brugte da helst at opsøge Høider og større Trær for at faa Udsigt over Tærenget, om jeg kunde faa Øie paa nogen Elg eller muligens andet Vildt. Den Høsten som nævnt var det i Nes
Sameie, at jeg fik Øie paa en stor Elgoxe, som gik paa en Myrstrækning
som grændser ned mod «Langvatn». Jeg tog da Retning mod Langevasaasen, hvor jeg antog at møde Dyret, og som jeg beregnede, saa gik det. Vi mødtes paa 50 Meters Afstand og i fuld Fart gik det. I Farten
fik jeg Sigte og brændte løs, men Dyret tog fuld Fart ret mod mig, og hvis jeg ikke i Øieblikket havde sprunget saa langt tilside, at jeg heldigvis var kommen udenom den rette Linje, som Elgen i Farten tog Sprang paa mig, saa var jeg uden Tvivl angrebet. Jeg havde kun Remington Rifle og
i saadan Fart var jeg afskaaret for at lade og skyde paa ny. Jeg tog Tilflugt til en stor Furu for at befri mig og Elgen forsvandt noksaa hurtigt. Efter otte Dages Forløb fandt jeg Elgen igjen i Langevatn, paa det Sted som nu heder «Elgevarpet». Det viste sig da, at jeg havde skudt Dyret ind nederst i Brystet og Kuglen var gaaet gjennem Maven. Det
blev kun Huden, som jeg fik til Nytte af det Dyret. Flere Tilfælder har ikke hændt mig, at nogen Elg har villet ta mig.
Derimod hændte det mig, at jeg og min gode Kammerat Ole Gislerud, gik paa Elgjagt i Gislerud Marken i Flaa, at vi blev var en Bjørneunge, som Ole tog Sigte paa, men traf Bjørneungen ubetydelig. Idetsamme kom en stor «Binne» ret imod os i fuldt Sprang, og paa ca. 30 Alens
Afstand fra os, hoppet den over endel Stuver og i samme Øieblik rammede mit Skud med saadan Virkning, at endel af Indvoldene reves ud gjennem Siden, hvor Kuglen gik ud, og det Stykke, som Bjørnen snudde og sprang fra os igjen, drog den den Del af Tarmen efter sig. Jeg var
ogsaa strax færdig og sendte Dyret den anden Kugle, og Dyret segnede død paa Stedet. Vi saa, at der var to Unger med, og mens vi stod ved det fældede Dyr, saa kommer den ene Unge traskende tilbage, og denne blev skudt af Ole. Det er forresten ikke saa godt at huske alle de Tilfælder, som har hændt mig paa Jagt, da jeg ikke har noteret nogen.
De spørger om jeg har noget Fotografi af «Sleip», men det har jeg ingen igjen af. De har forresten et saadant i den forrige Bog, som De skrev. Det vedlagte Fotografi er mig og en Hund, som jeg oplærte for Ole
Gislerud Hundens Navn var «Stub», og den havde jeg i fire Høste og fældede 25 Elger.
Det Elghode, som vises af Fotografiet, er af et Dyr, som jeg fældede ved Røungen ved Tunhovd. Til Slutning vil jeg takke Dem for, dersom De vil indtage i Deres jagtberetninger disse mine Optegnelser, og med megen Agtelse og Hilsen
tegner jeg Deres
Helge Stupa.

Gjengitt i «Fly-jagten : Jens Grams minde tilegnet  Thorleif Bache», publisert 1914

«Helge Stupa,
1907. «Snodig, hvad Bikjene fører med sig og trækker en hid og did og ofte frister en over Evne, nåar det gjælder den Jagt, som gjennem Aar har fyldt ens Sind i Dage og Nætter. «Sleip» skulde bytte Opholdssted for kun at benyttes i Hallingdal og øvre Delen af Numedal, og Tanken faldt da paa 63-aaringen Helge Stupa, med over 100 Dyr bag sig. Den kom saa dit ifjor mod Slut

ningen af Jagttiden, saa Helge og den kunde blive kjendte under Prøve i Marken, og to Dyr bragte den med sig hjem og Helge havde bare Lovord om «Sleip».

Under Rypejagfen ihøst traf jeg sammen med Helge under en Skogsforretning strax nedenunder, og da Ildvandet løsnet hans ellers tilbageholdne Meninger, fik jeg tillivs baade del, at Sleip var nærsagt
den bedste Hund han havde været sammen med, og det at han selv  havde ingen tugtet paa Sprang efter Elg. Jeg vidste, der gik store Ord om Helge Stupas Jagter, vidste at Elling Tørrisdokken og han var de
fornemste paa Hallingdalsaasene i at træde Valsen med Eigene der og ligge efter Bjørn. Elgelars og andre af Ringerikes sprækeste Karer havde været med ham i hans saa kaldte Storstue rundt Strøsvandet, men
Ryggen sin havde han vist dern alle og ladt dem høre Knaldet fra sin Rifle i Dot, Langemari, som en kunde fristes til at kalde den, i Sammenligning med Stupas egen Høide.

Han havde gode Forhaabninger til den 10/9, da vi skulde mødes. Jeg tvilte paa det, da han havde holdt «Sleip» i Baand inde den meste Tid og paalagde ham forøvrigt at tåge Jagten med Ro, thi for os begge var Ungdomstiden forlængst lilbagelagt, og intet æggende Ord kunde mere friste ham eller mig til et Ryg-Syning indbyrdes eller med andre. For mig var det paa en Vis en Opfriskning fra 70—80 Aarene
disse Dages Vandring med Helge Stupa, som nu kom, idet vi drev den saa benævnte Skræppejagt, tog med os hver vor Proviant og Ombytte og lagde os der hvor vi kom til Kvelds; men det var en Opfriskning,
som gik ud over Rygstykkerne, især nåar vi drog op de bratte Aaser,
som Terrainet om Todøla bestaar af og Stigningen op fra Næs for at
naa did ind.

Tidlig 10 / 9 drog jeg fra Næsbyen ned til Hallingelven, da Helge kom springende efter mig i lette Sprang. Han havde været tidligere oppe end mig og var reist over for at høre om jeg var kommen. Kort efter var vi i hans Stue, og «Sleip« var ellevild ved Synet af mig med Bøsse og Skræppe. Flelge gjorde sig istand, lagde sin Øx med kort
Skaft i Skræppen samt Bryne til Kniven, slang Langemari paa Ryggen, hvor Skræppen allerede var placeret, og vi seg opover Aasen i langsomme Steg med Hvil et Par Gange og Smaaprat imellem om snart
det og snart det i Jagt og i andet fra før og fra nu og tog saa bent over til Helskogen, hvor «Sleip» fik op.

En infernalsk Vind havde nelop tåget i med Kast og Sus, saa Intoneringen af disse Strofer, som Helge Furuseth anser for alt andet at være end’ Sports-Strofer, forsvandt ligesaa hurtig som Smaaen Stupa, der smurte Haser nedover Furuhausen vi stod paa, mens jeg fulgte min Taktik først at faa greie paa Greia og indrette mig derefter, thi at storme afsted slig ved første Glæfs tilhører kuns Ungdommen og som
det viste sig ogsaa Smaaen, hvis Fjæs forøvrigt ikke har saa liden Lig
hed med «Jo Gjende» i Kasparis «Høifjeld».

Vinden øget og øget og var gjennemtrængende kold efter den
vaskede Trøie, som Aaserne havde givet. Jeg tog paa mig Uldvesten
og slentrede omkring der paa Høiden i Solskinnet, iagttagende Høstens
Farver og lyttede til de sparsomme Røster fra de bevingede og Vind
stødenes Sus i Furutoppene og Stammernes Knurk og Gnissing, hvor
de støtted mod hinanden og Vinden fik Tag; slog mig ned ved en eller anden god Opkomst for en Stund, om Dyrene skulde søge op og ind paa Vidderne mod Strøen. Seiv om Tiden syntes langtækkelig under
al den Uvished og Venten og den ene Time gaar efter den anden, saa
mer undtroegnd Bevidstheden om at Hunden er væk og Kammeraten med op.
Det var langt opover og indover og fra mit Stade hørte og saajeg vidt omkring mig til alle Kanter, og desuden var jo Letvinten paa Frifod og kjendt med Elgens Streifing der i Markerne, saa »Sleip» vistnok ikke skulde resikere at bruge Maalet sit forgjæves, om Dyrene rimlige og ikke lagde slabeint paa Sprang Timen lang. Jeg fik Ret i min Taktik, men det tog Tid; tin først efter 3 Timers Forløb fik jeg to Søk langt nedenunder mig, ligesom hinsides Todøla, og en Stund efter nogle Søk igjen, men saa et i Skrig som
naar Elgen lægger paa Sprang. Drog mig saa nedover sagte, lyttende, da det hørtes som kom de nærmere disse «Sleips» Søk, og jeg svinted tilbage til den nærmeste og bedste Opkomst i Bratlændet. Stod der en
Slund, til igjen Losen syntes holde sig for Alvor nedenunder, omend skjønt «Sleips» Boffer var rommere og nærmest tydet paa Ugreie i Stellet. Drog saa for Godt nedover i næste Opkomst, da jeg vel halvveis der
nede fik Bofferne temmelig nær ind paa mig, gjorde mig klar til Skud og
fik Øie paa «Sleip». Længere borte under Aasen boffer den igjen, saa
paa Sprang efter for at faa den ind, thi nu stod det klart for ‘mig, at
den var paa Retur og søgte finde vore Spor. Omsider laa den ved min Side, temmelig udpumpet, fed som den var bleven af al den Slillestaaen i Baand, og saarbent af Stuegulvets Flade og Tunets Græsmasse. Vi tog en længere Pust og kom os frem til Todalen ud paa Eftermiddagen hvor Helge Stupa var indtruffet ‘/2 Time før os, efter at have streifet omkring paa Høiderne ovenfor, uden at faa et eneste Glæfs. Morgenen efter var det fint Veir og ind i Storstuen mod Strøen bar det; men fattigslig* var det paa Mærker efter Dyr, til vi ud paa Eftermiddagen kom i god Trakt med mange Visilkort og netop leverte ogsaa, saa vi alle tre havde de bedste Forhaabninger. Henimod Solefald var vi inde paa Kjorestuen vor ved Langevand, hvor jeg over nattede, men Helge drog til Sæteren sin midt imod. Da han om Morgenen mdfandt sig, kunde jeg fortolle ham Granden til, hvorfor vi ikke fik op. En Hugger i Rummet ved Siden af vort fortalte, at en Los i uafbrudt Time fra Kl. 12 foregaaende Dag havde staaet i Storstuen.

Vor var det ikke, thi vi gik op Kl. 12’/2 og vore Uhre stemte. Paa Hjemveien over Høider med Udsigt over Terrainet fandt vi
heller intet, og da «Sleip» blev værre og værre tilbens, tog vi nærmeste
Vei nedover til Næs og opgav Jagten, som ellers skulde have rukket
to Dage mere for mit Vedkommende; thi «Sleip» maatte hvile, den var
rent søvndyssende at se paa der vi kom paa Stier og den lullede før
eller efter os, saa vi ogsaa blev rent mo i Beina og tonge i Auelokka
under Septembersolens Glans, der forgyldede det Gule rundt om os og
paa Skogbunden.

Helge fandt som jeg, at nåar det gaar vrient er det tungest at karre sig frem, en bliver ligesom døvin og tong i Beina og lei sig, men medgive maatte jeg, han var sprek til at være saapas op i Aarene og
lige interesseret. Han medgav paa sin Side, at en nok lærer saa længe
en lever og at han havde tåget grundig feil med Stellet for «Sleip».
Saa havde vi tyngste Biten igjen op Steilheten fra Todøla, strax
vi ved Sprang fra Sten til Sten kom saa nogenlunde tørskodde
over Skummet under os. — Solen stegte og vi svettede og Skræpperne
føltes endog tyngre nu end før, trods Vægten var mindre, og Pusten
blev tung og Læggene stive, men Helge bare klemte paa, han vilde vel
vise sig nu og prøve om den 10 Aar yngre Bykaren kunde holde Trop.
Slig Kjækkegang kan en ikke undvige iblandt, og jeg fandt mig i den
trods min større Vægt i Skræppen. Kommen henimod Toppen paa
Opstigningen snudde han sig og foreslog Hvil. Han havde skridtet
duglig paa strax fra Begyndelsen af, hvor han fik lidt Formon under
det han drog først over Elven og ikke gad vente til jeg var kommen
helskapenes over. Det tog paa den første Biten at krangle sig igjennem
Ulændet, før en svag Sti naaedes, der lidt efter lidt blev stærkere, men
svinagtig brat, og det varte og rak før jeg fik indhentet ham ved at
stake mig opover ved Kolbens Hjælp. – Nei, hvorfor det, svarte jeg
anpusten og rød og svet lig ham, naa er elet ikke langt igjen til Slæpa
og der skyter vi Pusten, og dermed drog jeg forbi ham og labbed med
digre Skridt indover Sletmarken, saa Kortbeina hans fik et hurtigere
Tempo end mine. Ikke før naaede vi Slæpa, før han foreslog Hvil og der
blev Hvi! og vel ogsaa Stop for videre Kjækkegang os imellem, men 10 Aar
har ikke saa lidet al sige, seiv om han til Stadighed er i Træning op og
ned de bratte Kleiver fra Næs og ind til Sætra si. I Los fik jeg saa
ledes ikke Anledning til at se ham, men om Ildvandet som Regel fører
Skryt med sig, vil jeg tro, at Elgelars og Tørrisdokken, ikke at lale
om alle de andre, der har traadt Losen sammen med Helge Stupa, har
havt sin fulde Hyre med at greie ham, om de i det hele tåget har
kunnet greie ham; thi ligesaa tørhar som Tørrisdokken er, ligesaa
bein mager og skindtør er Stupa, og Beina kan dem bruke begge to
tilgangs og Bælgen er første Klasses. Med slige Karer er det hugsamt
at færdes i Vildmarken, og den Prat, de kommer med, er alt andet end
aldagslig, det er som Extrakt af Jægerprat, som Skræppejagt er Extrakt
af al Jagt; thi under den Jagt bærer man lig Snilen Huset paa Ryggen
og slaar sig ned der, hvor det høver, enten under Tag eller under det
høie Hvælv, hvor Lutten stadig er ren og hvor man ikke let forsover
sig ved den slok nede Nying.
Det gik nogle Aar, hele tre, før jeg igjen kom sammen med Helge
Stupa paa Elgen, det var i Høst.

«Sleip» havde Helge opgivet og den kom ned til mig for med en
Hvalp at forsøge sit sidste Aar heromkring et Par Dage. Del var ifjor.
Men da der ingen Dyr var paa Marken, drog jeg paa Kontoret igjen
og drev de sidste Dage i Enebak, og hvor Knut Berg hos Godseier
Gulbrandsen har et lidet men godt Felt, og gjorde en Afslikker ned til
Svindal. Helge var raakt ud for en Skarvehvalp og fik «Sleip» op
igjen med Paalæg om at lade den faa slutte sine Dage i Vildmarken.
Denne Gang var Stupa og jeg blevne enige om at tåge det mage
ligere og Johan Aure fungerede som Kløvhest, efterat først lidt Proviant
etc. iforveien var sendt op til Todalen. Vi drog samme Vei indover
som sidst; kom op i andres Udtag og såtte vor Lid til næste Dag
tængere inde.

Nu er det en Ting jeg ikke liker, og det er nåar to eller flere i
Følge, tre som vi her var, at gaa med Ladning i Børsa, men Helge
var det Uraad at faa overbevist det farlige heri. En kan saa let tabe
Dyr med ei tom Børse, var hans stadige Svar, nåar jeg tog fat i ham
for Mundingen hans, der snart vendte mod Johan, snart mod mig, og
Patronen kom aldrig ud, paa det vilde han ikke gi’ sig. Det led ud paa Ettermiddagen og vi var igrund blit lige glae alle
sammen, derfor at Hvalpen, vi havde med, ikke kunde holde tæt paa Fugl, saa det smittet ogsaa paa «Fin», der dog efter en passende Tilrettesættelse holdt sig fra slige Galskaber. «Krans» kom derfor i Sælen
igjen, og som vi senerehen kom op paa en Pynt varskoede Johan Aure
os om Eigene han fik Øie paa et Par Hundre Alen borte. Hurtig som
Tanken reves Byksflinten fra Axlen og Expresløbet fik Matning, idet
jeg samtidig ordinerte Hvalpen sluppet. Koen var allerede væk og
Oxen, et vakkert Exemplar, forsvandt bag et Hufs i samme Nu som
jeg fik kastet til Øie; men Helge med sin ladde Langemari saa ned i
Søkken og ikke paa Ranten, hvor Eigene var. Nu lovede vi os, trods
denne Støkking, et godt Stykke Arbeide af de unge Hunde, som hver
fra sin Kant, i hurtigste Fart såtte efter. Men hvad blev det til? En
Skuffelse, da de begge kom ind 10 Minulter efter. Saa drog vi efter
paa Sporet en Times Tid, blev gørleie og kom lii Todalen indunder
Kvæld. Der ser Du, Helge, en kan miste Skot om en gaar med lad
Bøsse ogsaa. Ja, Uløkka kan jo være ude, og da er det vel bedst at
gaa med tom Børse, nåar flere ifølge alligevel, gav han til Svar. Se
det var jo bra at høre, men ser Du Helge, det er nu ikke alene det,
som gjør Udslaget da; thi for gode Hunde trænges intet Skud i Udtaget
om end dertil gaves Anledning, thi da vilde jo en hertig Jagt med al
dens Spænding med et være slut. Vel nok saa, at der maaske kort
efter kunde gives Anledning til en slig Jagt om ikke for sent paa Dagen,
men se, det hører jo igjen til det Uvisse, og hvorfor ikke da ta det
man har og nyde af det?

I dette Tilfælde derimod vilde det for Hundene været bra, om jeg
havde havt lad og Du havde seet, det medgives.
Næste Dag drog vi til Bygds i godt Elge-Lænde, efterat have tåget
Farvel med Johan Aure, men «Krans» var om maaske værre paa Fugl
end nogensinde, lig paa Hønerne hjemme, hvor den gjorde sig umulig.
Det er det samme, sa Helge, jeg bytter Hvalp med Dig, jeg liker Bikja
og vil prøve om jeg ikke skal faa banket Fantegreia ud af den. Men
slig en Bytting, som den jeg fik, har jeg ikke seet Magen til nogensinde,
og Helge maatte seiv le, da han bragte den til Toget. Lignet noget af
en sort Sætter, men mere lurvet og kantet, skulde være Søn af «Sleip»,
hvis Navn den bar; Moren var nordfrå og ramsort, herlige Staaører.
Uden Tvivl var der her Ugler i Mosen, thi det forrige Kuld under «Sleip»
viste svarte Udstillingshunde, rigtig prægtige, stramme og vakre Dyr.

Byttingen blev imidlertid ikke gammel hjemme, Hønsedræber som den
ogsaa viste sig at være, og jeg slåp trækkes med det styggeste Exem
plar af en Bastard, jeg nogensinde har været ude for af de Hunde, jeg
liar havt eller provet, eller med andre drevet paa Elg.
Nu er Pladsen ved Hundehusene paa Gullaug optaget af to præg
tige Emner for Helges og mine Færder kommende Aar, kan være jeg
da faar se ham i Los, kan ogsaa være jeg da faar høre Smellen af
Langemari, men det skal vi nu bli to om”.

Fra “Sti-jagten : af Thorleif Bache”, Drammen, 1910

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s